Portrætserie: De internationale aarhusianere

Nogle er født i byen. Andre er tilflyttere fra forskellige dele af Danmark. Og så er der dem, der er rejst fra andre lande for at bosætte sig i Aarhus. I anledning af at Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad 2017 har vi bedt tre aarhusianere med forskellige europæiske baggrunde om at fortælle om deres forhold til Aarhus og menneskene i den.

Jeg har lært at bruge ordet ‘pyt’

Navn: Christian Ronsfeld.
Alder: 32 år.
Født i: Tyskland.
Arbejde: Kunstnerisk leder for Mariagerfjord Korskole og Kunstnerisk leder for Mariagerfjord Pigekor, som er et af de mest anerkendte ungdomskor i Europa. Bestyrelsesmedlem for Aarhus Vocal Festival og ungdomskor foreningen SYNG. Dirigent for det aarhusianske kor ”Naura”.
Bor: Ved Harald Jensens Plad

Før jeg boede i Aarhus, skulle jeg på besøg hos min aarhusianske kæreste. Jeg kørte i min bil fra Freiburg, og det var en lang tur, hvor det, typisk dansk i øvrig, pludselig begyndte at sne. På vej til Aarhus endte jeg i en bilulykke, hvor min bil blev totalskadet. Situationen var virkelig ikke sjov, og mens jeg sidder og græder, kommer der en dansk politimand med et smil og siger ’Ja, den bil, bliver aldrig til bil igen.’

Det føltes lidt absurd med sådan en tør sætning midt i det hele, og som afslutning bliver jeg sendt videre med sætningen: ’Men i det mindste kan vi sige velkommen til Danmark.’ Så selv i sådan en situation kommer humoren frem. På den måde er humoren i Aarhus og Danmark generelt vel også et redskab til at komme ud af det sørgelige. Man kan sige, at jeg har fået et nyt syn på mine landsmænd, efter jeg har boet nogle år i Aarhus. I Tyskland brokker vi os mere, men i Danmark har jeg lært ordet pyt. Det bruger vi ikke i Tyskland. I Danmark løser man en presset situation ved at sige pyt og fortælle en joke.

Til Aarhus for musikken og kærligheden

Jeg har arbejdet som gymnasielærer med hovedfag i musik og latin, mens jeg har også arbejdet meget med kor. Det aarhusianske kormiljø er utrolig stort og internationalt anerkendt, og der er et hav af dygtige rytmiske kor i Aarhus. Især koret Vocal Line har været en drivkraft i det internationale miljø. Tidligere var korsang ofte gamle salmer i kirken, men Vocal Line har været en rollemodel i arbejdet med også at bringe populærmusik i spil. Jeg oplevede netop Vocal Line og deres særlige version af kormusik til en koncert, de gav i Freiburg. ’WOW’, tænkte jeg bagefter. Det der vil jeg også.

Så jeg tog til Aarhus og læste en kandidat på Det Jyske Musikkonservatorium i rytmisk korledelse og rytmisk sang. Det er fire år siden, og i dag taler jeg sproget flydende. En vigtig del af den historie er min kæreste Tine, som synger i Vocal Line. Hun er professionel sanger, og vi mødte hinanden til en korfestival i Stockholm. Sådan er det med lykken og kærligheden. Den rammer, når det skal ske.

Et kreativt miljø med uhøflige mennesker

Den store forskel mellem mit tidligere hjem i Tyskland og Aarhus, er byens meget innovative miljøer. Her er steder som Dokk1, Godsbanen, Street Food Marked og Lynfabrikken, hvor kunst og kultur er i centrum, og hvor der er muligheder for at mødes og være kreative sammen. Og så er der Kaospiloterne, som har en hel fantastisk energi i deres arbejde.

I bund og grund er folk glade, og der er en god og venlig tone. Der står i min bog fra sprogskolen, at danskerne brokker sig meget, men det synes jeg faktisk ikke, at aarhusianerne gør.  Men aarhusianerne er ikke så høflige som i Tyskland. Min kæreste er for eksempel gravid, og i Tyskland ville man tilbyde hende en plads i bussen, når hun om kom ind, og alt var fyldt. Det sker ikke her i Aarhus. Og der er heller aldrig nogen, der holder døren for hinanden eller hjælper ældre mennesker. Jeg tror faktisk, at vi har en større respekt for ældre mennesker i Tyskland, hvor vi er lidt mere gammeldags og gentleman-agtige.

DU Kan da ikke bare låne en hårtørrer

Navn: Linnéa Schmidt.
Alder: 32 år.
Født i: Sverige.
Arbejde: Uddannet farmaceut og Ph.d. forsker i prostatakræft i Skejby. Arbejder i fritiden med at få kvinder til at investere i Facebook-gruppen Moneypenny, mens hun også har sin egen blog om emnet.
Bor: På Trøjborg.

Da jeg først kom til Aarhus, købte min kæreste og jeg en lejlighed på Trøjborg. Jeg havde absolut intet kendskab til byen, og én af de første morgener tog jeg en løbetur. Jeg kom bare lige udenfor lejligheden, og så var der en skov, som jeg løb igennem indtil jeg kom ned til vandet. Det var en total vild oplevelse at se solen stå op over vandet. Så jeg skyndte mig tilbage til lejligheden og vækkede min kæreste, mens jeg råbte: ’Peter, det er helt fantastisk! Der er skov og vand lige herude.’ Det vidste han i øvrigt godt i forvejen.

Jeg har været vild med området i Aarhus omkring åen fra starten. Jeg kommer selv fra Gøteborg i Sverige, som også er en havneby. Så jeg følte mig hjemme i Aarhus. Jeg kan godt lide at kranerne på havnen altid er synlige i horisonten. Men Aarhus er bedre til at integrere vandet i byen, end man er i min hjemby.

En bar i LA og en hårtørrer i Aarhus

Det lyder måske underligt, men jeg mødte min danske kæreste Peter, som er musiker og sangskriver, på en bar i Los Angeles på Hollywood Boulevard. Jeg var på besøg hos en veninde, og han var derovre for at studere. I starten havde vi et pendler-forhold, men så flyttede han til Sverige, hvor jeg var i gang med at forske, og i dag bor vi sammen i Aarhus.

Aarhusianerne er bedre til at bede om hjælp hos deres naboer. I Sverige vil vi helst ikke være til besvær. I Aarhus var jeg på et tidspunkt på besøg hos min kæreste, men jeg havde desværre glemt min hårtørrer. Så gik han ind til sin nabo for at låne én. ’Ej, det kan man da ikke bare’, tænkte jeg. Det har jeg i hvert fald aldrig gjort. Men jeg håber, at jeg er blevet lidt mere udadvendt af at bo i Aarhus.”

Tabuer og masser af kage

Jeg tror helt bestemt, at svenskerne er mere politisk korrekte end danskerne. Der er mange ting, som det på den ene eller anden måde er tabu at tale om i Sverige. Det kan være emner som indvandring eller politik. Vi er lidt bange for, at vi træder folk over træerne. Sådan er det ikke i Danmark. Det oplever jeg, når jeg ser politiske debatter på TV, men det sker også ude blandt folk, hvor aarhusianerne bare siger det, de mener. Det er dejligt befriende.

Sproget er også lidt sjovt, for selvom dansk og svensk minder meget om hinanden, så er der alligevel nogen vigtige forskelle, som kan skabe forvirring. Når I siger ’diskuterer med nogen’ eller ’sparrer med nogen’, så siger vi ’bollar med nogen’. Det er jeg kommet lidt galt af sted med flere gange. Da min kæreste mødte mine svenske venner første gang, fik jeg for eksempel sagt til ham: ’Du bollar godt med mine venner.’

Folk virkelig meget kage i Aarhus. Altså virkelig meget! Hver gang jeg skal mødes med nogen, så bliver der skrevet om hvem, der skal tage kage med. Og så er der sådan noget med alkohol. Det kan man for eksempel bare købe i Føtex. Det er meget mærkeligt, for i Sverige kan man jo ikke købe alkohol over 3.5% efter klokken 18. Det var jeg meget imponeret over i starten. I Sverige er er det jo et kæmpe problem, hvis du har glemt at købe vin. Og vi tør jo heller ikke låne det hos naboen.

Jeg får lyst til at råbe ‘come on!’

Navn: Henk Keizer.
Alder: 58 år.
Født i: Holland.
Arbejder som: Koordinator på projektet Rural Forum Midtjylland, der med kunst og kultur skaber møder mellem alle dem, der bor og arbejder i europæiske landdistrikter. Producent hos aarhusianske Between Music, der blandt andet arrangerer koncerter under vand. Har tidligere i Holland arbejdet som leder af en stor teaterfestival samt været en del af en international gruppe, der skabte udendørs gadeteater.
Bor: I Mårslet syd for Aarhus.

Det bedste ved at flytte til Aarhus var, at jeg kunne udvide mit internationale netværk. Folk er generelt flinke og meget hjælpsomme, og der gik ikke lang tid, før jeg blev tilbudt en plads i et kontorfællesskab. Det er én af de fantastiske ting ved Aarhus. Byen er stor nok til at have en spændende variation af kunstnere, men den er samtidig lille nok til, at folk også møder hinanden. Den synergi hjalp mig med at opbygge et professionelt liv som selvstændig producer af kulturprojekter lokalt. Og så vil folk gerne lære mere. Jeg nyder at tilbyde mit internationale netværk og erfaringer til miljøet.

Det er svært at lære dansk, men underviserne er kvalificerede og meget dygtige mennesker. Jeg går på sprogskole i Aarhus. Mange i klassen er trætte og har haft en hård rejse hertil – i modsætning til mig. Det har faktisk rørt mig meget. Jeg går i en klasse med 20 mennesker fra blandt andet Syrien, Ukraine, Iran og Kina. Halvdelen af dem er her i Aarhus, fordi de søger efter frihed. De vil bidrage til samfundet og lære landet og byen at kende. Det tror jeg ikke altid, at aarhusianerne tænker over. Men jeg er da blevet opmærksom på, at jeg har et meget nemt liv.

Kærlighed og dårlig kørsel

Det er egentlig ganske simpelt. Jeg kom til Aarhus på grund af kærligheden. Jeg har arbejdet med scenekunst i Holland i mange år, hvor jeg har været en del af gadeteaterkompagniet Dogtroep, været leder for festivalen Oerol og arbejdet som leder af det hollandske kulturhovedstads projekt Leeuwarden / Friesland 2018. En dag deltog jeg i et internationalt møde om scenekunst på Djursland. En time inde i mødet gik døren op, og HUN kom ind. Bang! Jeg var imponeret. Af hende som i dag er blevet min kæreste. Og det er jeg stadig den dag i dag.

Mange ting har været meget positivt for mig at opleve i Aarhus. Vi bor i en andelsforening, og det er en genial opfindelse, som ingen af mine venner fra Holland kender. Derudover har I de bedste nyhedskanaler uden reklamer. Det er vanvittigt, at man hele tiden taler om at skære i DRs budget. I har uafhængige nyheder – hold nu fast i det. Hele demokratiet handler jo om at have gode og uafhængige nyhedskilder.

Jeg skulle vænne mig til, at aarhusianerne er så langsomme om morgenen, når de går over vejen i et kryds. Jeg får lyst til at råbe ’come on!’ På den måde er aarhusianerne meget rolige og overholder reglerne. På mig virker det som et spejl, for det er jo dem, der har ret. Jeg bliver opmærksom på mig selv og min egen reaktion. For det betyder jo egentlig ikke noget, om jeg kommer 10 minutter senere frem.

Aarhus som kulturby

Det er interessant at flytte til en by, som også er europæisk kulturhovedstad. For mig handler projektet ikke kun om kunst. Det handler om at leve, arbejde, gå i skole og blive gammel i ens by. Kulturhovedstaden skal gerne være en katalysator, hvor man investerer i, at folk mødes om kunst og kultur og sammen finder på nye måder at overvinde problemer eller udfordringer på.

Det, Aarhus bør fokusere på lige nu, er ikke nødvendigvis hvor mange kulturarrangementer, man kan have på kort tid. Man bør i stedet se på, hvad titlen bringer med sig. Hvad er resultatet? Og hvad er tilbage, når byen ikke længere er Kulturhovedstad. Sætter det sig overhovedet nogle spor? Det ville være mit råd til byen.