Bazar Vest kan i år fejre tyve års fødselsdag, og siden de første butikker rykkede ind i den gamle varmekedelfabrik på Edwin Rahrs Vej i 1996, har bygningen udviklet sig fra at være et lokalt integrationsinitiativ til i dag at udgøre et gastrokulturelt tilløbsstykke, der tiltrækker folk fra hele regionen.

En kraftig duft af alverdens krydderier blandes med duften af nybagt brød. Blå og grønne plastikkasser fulde af frugt og grønt står stablet side om side med flettede trækurve, der bugner af nødder og tørrede specialiteter. Persiske tæpper, pashmina tørklæder og vifter med eventyrlige motiver fylder væggene, mens mangefarvede ædelsten glimter om kap på smykkebiksens diske. Den store bygning summer af liv. Tilbud råbes ud. Poser pakkes. Høfligheder udveksles. Alt sammen akkompagneret af de stemningsfulde, orientalske toner, der strømmer ud af højtalerne. Vi kunne ligeså godt være i det fjerne Østen, men vi befinder os i det vestlige Aarhus. I Bazar Vests gamle fabrikshaller mødes hele verden i én stor multikulturel smeltedigel.

bazar-vest7

Integration henover disken
Bazar Vest blev i sin tid igangsat på initiativ af byggeselskabet Olav de Linde som et privat integrations- og beskæftigelsesprojekt uden hjælp fra offentlige støttemidler. Visionen var at skabe nye og anderledes jobmuligheder for nydanskerne i det socialt udsatte Gellerup.

bazar-vest8

Hædret med erhvervslivets ridderkors
Byggeselskabet Olav de Linde modtog i 2006 Netværksprisen – også kaldet ”erhvervslivets ridderkors”, der hylder virksomheder, som gør en særlig social indsats.

Skandinaviens største bazar
I år 2009 blev bygningen udvidet med hele 11.000 kvadratmeter, og i dag er Bazar Vest Skandinaviens største bazar med i alt 18.000 kvadratmeters verdensmarked. Bygningen rummer over 100 forskellige forretninger og spisesteder og beskæftiger mere end 300 mennesker.

bazar-vest2

Bazar Fest
I årets festuge flyttede flere af Bazar Vests butikker fra Gellerup til Store Torv og blev til markedspladsen ”Bazar Fest”. Her kunne Midtbyen hele ugen nyde godt af den særlige, multikulturelle stemning og de mange sanseindtryk, der kendetegner bazarmiljøet.

bazar-vest4

Mere end mad
Bazaren er med årene blevet meget mere end en kulinarisk oplevelse. I dag findes blandt andet både tøjbutikker, elektronikforretninger og et fitnesscenter i bygningen. Bazar Vest danner desuden ofte ramme for særlige arrangementer som koncerter, kampagner og kunstneriske performances.

bazar-vest1bazar-vest9