Stenrev kaldes for havets oaser, fordi de er hjemsted for et mylder af plante- og dyreliv. Det kan man opleve ved at dykke ud for Pier 4 ved Aarhus Ø.

Af Henrik Lomholt Rasmussen

Hov, hvad var det? En sølvfarvet skygge var der lige i et glimt for så lynhurtigt at forsvinde igen. Mere adstadig er vandmanden, som med oversiden nedad sejler forbi mig. Blandt de store sten myldrer småfisk ud og ind ad sprækkerne. To krabber jagter hinanden med udspilede kløer, mens søstjernerne lader til at være mindre krigeriske. En af dem hænger i en af sine fem arme i noget tang. De røde, grønne og brune havplanter duver blidt i strømmen. Og igen jog en hurtigsvømmer forbi.

At det er berettiget at kalde stenrev for havets oaser grundet deres mylder af liv, kan man forvisse sig om ved at tage en tur under overfladen ud for Pier 4 ved Aarhus Ø. Enten med snorkel, maske og svømmefødder eller i fuldt dykkerudstyr.

Det er i sidstnævnte mundering, at jeg med Jakob Stampe fra Dykker-Butikken i Åbyhøj som guide udforsker Den blå rambla, som et afmærket areal ud for Aarhus Ø blev døbt ved indvielsen tidligere på sommeren.

Navnet dækker over Danmarks første område for ’bløde’ trafikanter på og i havet, hvor alle former for sejlads er forbudt. Ramblaen består af en cirka 200 meter lang havsvømmebane samt to undersøiske spor. Det ene befinder sig på en meters dybde og er for snorklere. Sporet består af et langt reb og en række informationstavler med oplysninger om nogle af de dyr og planter, man møder på det kunstigt anlagte stenrev. En tilsvarende konstruktion, der henvender sig til dykkere, finder man på seks til otte meter vand.

havets_oase_aarhus_panorama1

Stærk søstjerne
Her er Jakob Stampe og jeg i gang med at læse om søstjernen. ”Den kan åbne muslinger med munden,” fortælles der om det hvirvelløse dyr. At det havde så stærk en flab, var jeg ikke klar over. For Jakob Stampe er oplysningen til gengæld ikke ny. Sammen med Dykker-Butikkens indehaver var han nemlig med til at etablere snorkel- og dykkersporet i foråret.

Vi svømmer langsomt videre, men stopper hurtigt igen. Denne gang for at se nærmere på et par eremitkrebs, der kryber hen over sandbunden med hver sit sneglehus på ryggen. Modsat andre krebsdyr har eremitkrebsen ikke et skjold og må derfor beskytte sin bløde krop ved at tage bolig i afdøde snegles huse.
Den slags forsvarsmekanismer bruger skrubben ikke. Den flade fisk forlader sig på camouflage ved at kunne skifte farve efter de omgivelser, den befinder sig i. Det forhindrer dog ikke os i at få øje på fem-seks små skrubber, som ligger begravet i sandet hist og her. Vores tilstedeværelse får fiskene til at svømme nogle meter, inden de tror sig i sikkerhed og atter graver sig ned i sandet. Efter et par minutters skrubbejagt har vi fået nok og skrubber af.

På dybt vand
En times tid tidligere er Jakob Stampe i gang med at fylde en stor, sort og solid plastikkasse med dykkerudstyr i Dykker-Butikkens grejrum på Silkeborgvej i Åbyhøj.

”Har vi nu det hele? Maske, dragt, vægtbælte, handsker, svømmefødder, dykkervest, sko. Så mangler vi kun blæksprutten og iltflasken,” konstaterer Jakob Stampe.

Lidt efter kommer blæksprutten – et samlestykke af metal med fire slanger forsynet med to mundstykker, en iltmåler og en kobling til dykkervesten – ned til den øvrige udrustning. Den får følge af en cylinderformet flaske med luft. Kassen med grejet havner i Dykker-Butikkens Toyota-varevogn, der holder klar uden for butikken. Mens vi i mageligt tempo triller ad Silkeborgvej, Vesterbrogade og videre gennem midtbyens myldretidstrafik, beskriver Jakob Stampe mulighederne for dykning i Aarhus.

”I princippet kan man dykke året rundt, men sæsonen går for alvor i gang først i maj, når vandtemperaturen når over 10 grader, og slutter sidst i oktober,” fortæller han og opremser de lokale dykkersteder.

”Ud for Marselisborg Lystbådehavn, Moesgaard Strand, Risskov ved Badevej, Studstrup og videre langs kysten på Djursland samt ud for Aarhus Ø,” siger Jakob Stampe og udråber Pier 4 – vores destination – som bedst:
”Man er på dybt vand, seks-otte meter, med det samme, mens man de andre steder går i vandet fra stranden og skal svømme et stykke, før man kan dykke. Desuden er chancerne for at se fisk større ved Pier 4.”

havets_oase_aarhus_panorama2

Smurt ind i sæbevand
Vi er nået ud på havnen, hvor Jakob Stampe kører Toyotaen ned i Lighthouses parkeringskælder og ud igen på den anden side. Her er nogle køkkenhavefolk i gang med at pusle om salat og andet grønt i Aarhus Ø’s ø-haver. Vi hiver kasserne med dykkergrej ud af bilen og begynder at klæde om. For Jakob Stampes vedkommende handler det om at iføre sig en heldragt uden over hverdagstøjet og derpå en såkaldt tørdragt til dykning. Jeg skal af med kludene og i en todelt våddragt, som Jakob Stampe har vendt vrangen ud på og smurt ind i sæbevand.

”Så er den nemmere at få på,” siger han, mens jeg i bogstaveligste forstand smutter i den syv millimeter tykke neoprendragt.

Iltflasken spænder jeg på ryggen af dykkervesten med en bred rem. Derpå skruer jeg blæksprutten fast på iltflasken og kobler en af de fire slanger på dykkervesten. ’Pssst,’ lyder det, da jeg åbner iltflaskens hane, og luften løber ud i slangerne. 200 bar viser trykmåleren. Rigeligt med ilt til over en times dyk. At der er ’hul igennem’, tester jeg ved at tage et åndedrag i regulatoren – mundstykket som man trækker vejret igennem nede i vandet – og få lungerne fyldt med luft.

Tynget gangart
På med vægtbæltet med otte et kilo tunge stykker bly samt dykkersko og -handsker. Derpå hjælper Jakob Stampe mig med at få vesten og den 15 kilo tunge iltflaske på ryggen. Vægten giver en noget tynget gangart på vej hen til stålbroen, der fører os ud over molens sten. Efter at have fået svømmefødderne og dykkermasken på plads hopper vi i. Langsomt siver det 15 grader varme vand ind gennem våddragten, mens vi på ryggen svømmer 15 meter ud til en bøje, som markerer undervandsbanens begyndelse.

”Klar?,” spørger Jakob Stampe og sætter sin regulator i munden.
Jeg gør det samme og nikker, hvorpå han vender han tommelfingeren nedad – dykkertegnsprog for ”Dyk!” – lukker luften ud af sin vest og forsvinder fra overfladen med hovedet forrest. Jeg følger efter langs linen, som bøjen er fastgjort til, ned til bunden. Her spørger Jakob Stampe, om alt er o.k. ved at samle tommel- og pegefingeren til en cirkel. Jeg bekræfter ved at gentage bevægelsen.

Vandet er nogenlunde klart og har en sigtbarhed på cirka fire meter. Efter at have fået en lommelygte stukket i hånden går jeg i gang med at udforske hulrummene mellem de store sten og den bølgende tang. Småfisk som hundestejler, havkarusser og berggylt vimser ud, ind, rundt, op og ned, mens en lille torsk, jeg får øje på i en lille hule, møder mig med et tomt blik. Men hummere, som efter sigende også skulle opholde sig på stenrevet, er her ingen af. Det går nok. Så må jeg jo bare se at komme på besøg i havets oase overflade en anden gang.