Ordet er frit: Jesper Overgaard

Mit navn er … Jesper Overgaard, og jeg er … iværksætter. Min første virksomhed, Aarhus Brætspilscafé, beliggende i skønne Vestergade, startede jeg for et par år siden, og den har haft fart på lige siden. Det betyder, at jeg nu er ved at starte endnu en i Aarhus, denne gang på Fredensgade. I mellemtiden er det også blevet til et lille Escape Room på Klostergade.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … da jeg åbnede caféen i Vestergade. Der havde været forrygende travlt op til åbningsdagen, men alt klappede lige i sidste øjeblik. Det var en weekend med fuld knald på og jeg havde nogle virkelig lange dage. Til sidst var mit personale nødt til at sende mig hjem i seng søndag aften, da jeg næsten ikke kunne holde mig oprejst længere!

Det gør mig glad at … Aarhus er en lille by, der føles som en storby. Derudover nyder jeg at være tæt på naturen og vandet, samtidig med at jeg bor i en by, der tilbyder det meste.

Jeg kommer aldrig til at forstå … hvordan vi kan blive ved med at diskutere indvandring. De fleste indvandrer, jeg har mødt, har været søde og rare mennesker, der bare gerne vil levet et almindeligt liv i Danmark. Giv dem nu en chance!

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … sørge for at holde på byens charme. Ikke for mange grimme højhuse i midtbyen. Fjerne bureaukratiet omkring restaurering af eksisterende bygninger og opførelse af nye, der passer ind i bybilledet. Derudover skulle midtbyen gøres mere gå- og cykelvenlig ved at lukke nogle gader af for biler. Til gengæld skal biltrafikken glide bedre på Ringgaden.

Jeg bruger for meget tid på … at se serier, men hold nu kæft der er meget godt!

Jeg bliver inspireret af … at høre om andre virksomheder, der klarer sig godt. Der er meget motivation at hente i at høre, hvordan firmaer med et stærkt koncept udvikler og forøger deres forretning. Målet er jo at blive en af dem selv en dag.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … stranden ved Ballehage og Mindeparken. Det har i mange år været mit go-to sted, når jeg skulle ud og tænke lidt over tingene, eller bare gå en tur i noget lækkert vejr.

Jeg plejede at tro … at bankerne var til for at hjælpe borgere og virksomheder med at forbedre deres liv eller forretning.

Men nu ved jeg … at de kun er til for deres aktionærer. Og når læsset vælter, så står skatteyderne klar til at redde kastanjerne ud af ilden for dem. Der er meget for politikerne at gå i gang med at rydde op i, så magten kan komme tilbage til staten og dermed folket.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.