Mit navn er … Jacob Nielsen, og jeg er … direktør for AGF.

Mit stærkeste minde fra Aarhus … er fra foråret 2016, hvor vi flyttede en lille del af Aarhus til Fælledparken i København, da vi var i pokalfinalen. Den eufori, vi oplevede den dag og i ugerne op til kampen over hele byen, var helt fantastisk. Det viser bare, hvor stor en opbakning AGF kan samle, når det går godt, og det er vi meget ydmygt taknemmelige over.

Det gør mig glad … når solen skinner, og jeg kan gå en tur langs Aarhus Å – og når AGF vinder.

Jeg kan godt blive træt af … at kigge på stillingen i Alka Superliga.

Jeg bruger for meget tid på … min telefon, når jeg er hjemme og på en to-sporet motorvej og i trafikken i Aarhus.

Hvis jeg var borgmester i Aarhus … ville jeg med det samme sætte gang i skabelsen af et nyt fodboldstadion i byen. AGF er den eneste klub i den bedste række i Skandinavien, der spiller vores hjemmekampe på et atletikstadion.

Jeg kommer aldrig til at forstå … at samtlige af mine trænere i min aktive fodboldkarriere fra jeg var barn til voksen ikke kunne set et større lys i mig, så jeg måtte satse på direktørvejen.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Midtbyen. Jeg og min hustru går meget ud og spiser. Så tager vi ud og shopper om eftermiddagen og går og hygger os – det gør vi desværre alt for lidt. Der er et fantastisk café- og restaurationsmiljø i Aarhus, som vi nyder meget – du kan ikke sammenligne nogen anden provinsby med det, Aarhus kan på restaurationssiden. Og løbebanen til trods, så er Ceres Park et vidunderligt sted at være – især når vi vinder.

Jeg plejede at tro … at Randers var verdens navle.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.