Mit navn er … Jacob Madsen Kvols, og jeg … blev uddannet skuespiller i 2007 og er en del af det faste ensemble på Aarhus Teater. Der har jeg arbejdet i ti år til sommer, og det føler jeg mig meget privilegeret over.

Jeg forbinder Aarhus med … først og fremmest min kone Anja og vores 3 drenge på 4, 8 og 10 år. Aarhus er lig med go’e kaffebarer, og så er der Pinds cafe – tidligere stamværtshus for teatrets personale og mødested for alle musikere og skuespillere, der var på kort visit i byen. Naturen omkring Aarhus er også en stor del af mit liv. Ta’r ofte familien under armen, kage og kaffe i tasken og triller en tur til vandet eller ud i skoven.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … arbejde på, at der kom færre biler i midtbyen fremover. Og så ville det være skønt, hvis der blev serveret et sundt økologisk måltid mad til alle børn i byens skoler og daginstitutioner.

Jeg har en svaghed for … mad. Jeg tænker på mad hele tiden. Hver gang, jeg spiser, sidder jeg og tænker på, hvad jeg skal proppe i kæften næste gang.

Jeg kan godt blive træt af … for meget brok, sådan generel brok. Det er godt at forholde sig kritisk, men jeg bliver meget træt, når folk synes, at det altid er de andre, den er gal med.

Min ‘guilty pleasure’ er … saltede peanuts – har lyst til dem hele tiden!

Hvis jeg kunne være en anden for en dag, skulle det være … Bruce Springsteen. Jeg var til koncert med ham i Berlin i sommer. 70.000 mennesker på et propfyldt stadion, 3 1/2 times ren kærlighed og fællesskabsfølelse. Jeg glemte totalt verden udenfor. Der ville jeg godt ha’ stået som The Boss på scenen og været ophav til den uforglemmelige, gode stemning.

For tiden er mit hoved fuld af … høns, global opvarmning og Fakiren Fra Bilbao. Jeg har længe gerne villet ha’ høns i baghaven. For en uge siden tilbød nogle venner os deres høns, og så skulle der altså bygges hurtigt. Glæder mig til pandekager, omeletter og andet godt med æg fra egen avl. Den globale opvarmning, synes jeg, er meget bekymrende. Og efter det amerikanske valg er fremtidsudsigterne for klodens tilstand ikke blevet mindre dystre. Jeg håber, at Trump indser, at der må handles NU! Jeg spiller Fakiren i Fakiren Fra Bilbao hele december måned. En meget sjov, spændende, skæv og lidt uhyggelig familieforestilling på Aarhus Teater. Kom glad!

Den største lærestreg, jeg nogensinde har fået, er … da jeg for 20 år siden undlod at kontakte en go’ veninde, der gik ned med depression. Den var en stor fejl, og jeg lærte, at man i den grad har et ansvar over for hinanden. Jeg var bange for, at hun ville blive irriteret over, at jeg blandede mig, hvilket jo var fuldstændig misforstået – og i virkeligheden var det en måde at beskytte mig selv fra at skulle involvere mig i alt det svære.

Noget, jeg elsker i Aarhus, er … at cykle på Ringgadebroen om aftenen, henover jernbanen. De mange lys og skinnerne, der drejer væk fra byen, får mig til at tænke på eventyr, rejse og at føle sig uafhængig og fri.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.