Mit navn er … Alexandra Balshøj, og jeg er … digital marketingkonsulent og marketing manager, iværksætter, netværker, bogkurator in the making, yogi, vinterbadenybegynder, god til at sige ja … og derfor er jeg så også (for anden gang) bestyrelsesmedlem i min opgang … Jesus C!

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … da jeg flyttede hjemmefra og ind i en skæv og skøn lejlighed i Marstrandsgade sammen med min gymnasieveninde Eva. Jeg var 18 år og pissebange og vildt begejstret på samme tid. Det blev til 9,5 år lige overfor Steens kiosk – den på hjørnet. Du kender den helt sikkert, hvis du kommer i området. Alle kender Steen.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg …
1) Hyre folk omkring mig til at sige nej.
2) Bruge kræfter på at skabe (endnu) flere smil i Smilets By.
3) Sætte nogen til at finde ud af, hvorfor det lugter så underligt på et bestemt stykke af Mejlgade (efter Vaca, men før Kvindemuseet). Har I også lagt mærke til det?
4) Give gratis kaffe og termotæpper til de hjemløse.
5) Bandlyse valgplakater. De er grimme og spild af ressourcer. Find nu på noget andet.

Jeg er vild med … at man bliver klogere med alderen. Og at man blandt andet finder ud af, at man har et grund-selv, som forbliver det samme, selvom årene går, og mange ting omkring en skifter. Og at ananas vokser op af jorden og ikke på et træ. Og hvor mange handlinger og ord, der hænger sammen med usikkerhed, at forældre gør deres bedste, og at mennesker gerne vil ses i øjnene og være en del af flokken.

Jeg kan godt blive træt af … at skulle gøre ting bare fordi, det er sådan, man gør, lange beslutningsprocesser, folk, der insisterer på, at der kun er én sandhed, og når folk har nej-hatten på, fordi de ikke er 100% sikre på, at det er det rigtige at gøre. Tag en beslutning! Hvis den viser sig at være forkert, så tag en ny på et endnu bedre grundlag.

For tiden er mit hoved fuld af … arbejde, kærlighed, venskab, nye idéer, fortid, kage og fremtid. I vilkårlig rækkefølge og gerne alle syv ting indenfor samme ti minutter. For tiden er en god tid!

Jeg drømmer om … at blive ved med at skabe og komme på nye idéer, der giver mening, kan begejstre og gøre en forskel for mig og andre. Og så drømmer jeg om at blive venner med tiden – i stedet for at forsøge at kontrollere den og konkurrere med den. Jeg er der momentant, men tænk hvis man kunne arbejde med tiden i stedet for imod den.

Hvis jeg kunne være en anden for en dag, skulle det være … en mand. Jeg gad virkelig godt vide, hvordan det er. Måske en farveblind mand. Jeg fik for nylig at vide, at det kun er mænd, der kan være farveblinde.

Den største lærestreg, jeg nogensinde har fået, er … at opdage, at nogle mennesker lyver – sådan rigtigt og helt uden at blinke. Heldigvis har jeg et indtryk af, at de er i klart undertal her i verden. So no need to worry!

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … altanen i min lejlighed på femte sal og den tilhørende udsigt udover byen. Der har jeg tænkt mange gode, kloge og mindre kloge tanker. Og så elsker jeg det høje sted i Risskov, hvor man kan kigge ud over vandet og Aarhus Ø. Lige der, hvor den lange sti slutter, og lysningen starter.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.