Mit navn er … Vibeke Vad Baunsgaard, og jeg eg er … direktør & indehaver af ManageMagazine, æresforsker på The University of Technology, Sydney, foredragsholder, bestyrelsesmedlem og strategisk rådgiver. Mit sigte er at vidensdele, uddanne og oplyse mennesker og dertil samarbejde med folk og organisationer i partnerskaber, så vi sammen er handlekraftige og kan skabe en glad planet med inspirerede og lykkelige mennesker.

Mit stærkeste minde fra Aarhus … er månelys over et bølgende hav af hvide ramsløgsblomster en sen aften i Risskov – det var som taget ud af et eventyr.

Jeg har en svaghed for … næstekærlighed, emotionel intelligens, et højt selvværd og Sherlock Holmes. Det er en fryd af være i selskab med mennesker med et højt selvværd. De løfter andre mennesker op og løfter aldrig sig selv på bekostning af andre (som vi ser dårlige ledere gøre det). Det tillader et uforstyrret fokus på de gode ideer og sætter i baggrunden, hvem der fik idéen.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … gøre Aarhus byrum til Hyggens Mekka. Jeg ville gøre bybilledet attraktivt og hyggeligt med grønne områder, flere lukkede gader og masser af træer og blomster. Det lyder måske lidt småromantisk, men i mine 5 år i Canada så jeg, hvordan torontonianerne vrimlede mod nord i fritiden – væk fra granit, glas og lige gader – for at være en del af de hyggelige byer med masser af blomster og caféborde i gaderne. Grønne områder og hygge skaber glæde, velvære og mindre stress. Den reducerede stress vil nok alene kunne betale for blomsterne i form af færre sygedage. Vi mennesker drages mod det hyggelige. Se hvor københavnerne vrimler glade over i Nyhavn efter job på Islands Brygge – for hér er der hyggeligt og rart at være med skæve vinduer, træskibe og varme farver. Der er i høj grad også rart at være i eksempelvis vores skønne Latinerkvarter med brostensgader, specialbutikker og cafeliv. Aarhus er et fantastisk sted på planeten.

Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor vi er så rigide i forhold til folkeskolernes fagvalg. Lær børn innovation, værdier, integritet og det lykkelige liv. Så bliver dansk og matematik sjovere.

Jeg bruger for meget tid på … at surfe på nettet. Måske er der noget VILDT spændende og lærerigt liiiiige ’rundt om hjørnet’.

Mine venner siger altid til mig … (med kortere og kortere mellemrum): ”Vi har ikke helt styr på, hvad det er, du går og laver for tiden – sig noget mere”. Det kan jeg godt forstå, at de siger.

Folk ved ikke, at … det er simpelt at leve et lykkeligt liv. Hermed ikke sagt, at det er let. Find ind til dine kerneværdier, og lev dit liv i overensstemmelse med dem – også når det er svært eller ubehageligt. Den slags selvledelse er uvurderlig for et lykkeligt liv.

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået … er at tro på mine drømme – også når andre siger, at de er uvirkelige og urealiserbare. Et andet godt råd, jeg har fået, er at søge grader af kompromis. Det er jeg ikke nødvendigvis god til. Jeg føler, at mange mennesker lever livet, som om de havde en stak at tage af. Møder jeg for eksempel for megen selvmedlidenhed, går jeg helst udenom! Tag et kig på verden. Jeg kan blive fuldstændig overvældet af taknemmelighed over, at jeg hver aften kan putte mine børn i en dejlig varm seng i vished om, at vi ikke bliver overfaldet i løbet af natten. Nu smiler du måske, men dét at vi har et toilet i huset, er jeg fuldstændig på gulvet af taknemmelighed over. Tænk hvis vi ikke havde det! Mit råd til andre er derfor: Forsøg at være mere taknemmelig for det, du har, og fokuser mindre på det, som du ikke har.

Jeg bliver inspireret af mennesker … der kæmper for fred, retfærdighed og den gode sag uanset til tider uhyrlige, personlige omkostninger. Forestil dig at bo i Sicilien og tage kampen op mod mafiaen; Cosa Nostra. Imponerende og beundringsværdigt. Martin Luther King står i glas og ramme i min vindueskarm med hævet hånd og minder mig hver eneste dag om, at en stærk og vedholdende stemme midt i en flod af groteske overbevisninger kan mobilisere håb og andre gode kræfter, finde ’fodfæste’ og ændre verden.

 

Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.