Ordet er frit: Julie Bruun

Mit navn er … Julie Bruun, og jeg er … blogger, fysioterapeut, instruktør, kostvejleder, kogebogsforfatter, snart akupunktør og mor til to.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … da jeg fødte min søn på Skejby Sygehus.

Jeg er vild med … at bruge byens mange spisesteder og madoplevelser. Jeg elsker hygge, god kaffe og et stykke kage.

Jeg kommer aldrig til at forstå … at man kun arbejder for at tjene penge. Jeg elsker mit arbejde, nærmest lige så højt, som jeg elsker at holde fri, og jeg har aldrig tænkt mig at tage et job kun for pengenes skyld.

Min guilty pleasure er … boller med smør og ost. Ikke at det er så slemt i sig selv, men når man spiser lidt for mange af dem hver eneste dag, begynder det så småt at være det.

Den største lærestreg, jeg nogensinde har fået, var … da jeg i efterskoletiden konstant havde konkurrence med alle drengene om, hvem der kunne spise mest. Jeg har altid været meget lille og tynd som barn, og jeg kunne slet ikke tage på. Det stoppede så i 10. Klasse, og jeg tog 20 kilo på, på et år. Den var lidt svær at komme ud af igen. Dog var det her hele min passion for sundhed startede.

Jeg ville gerne drikke en kop kaffe med … min farfar, som ikke længere er hos mig. Han ville være så stolt af alt det, jeg har opnået, og af sit oldebarn, han aldrig nåede at møde.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Aarhus Lystbådshavn. At gå ture nede ved vandet om sommeren og spise fisk på restauranterne dernede.

Jeg plejede at tro at … jeg var beriget med al den kærlighed, man kunne få, men så fik jeg barn.

Men nu ved jeg … at krammere, kys og nussen fra ham er den helt ægte kærlighed, og jeg er overspændt på, hvordan det bliver med to små børn.

 

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.