Mit navn er … Jacob Taarnhøj, og jeg er … huskomiker på NyV58, hvor der er standup mandag til fredag og søndag.

Mit forhold til Aarhus er … kompliceret. Jeg flyttede hertil første gang, da jeg var 20 år og flytter tilbage til byen igen og igen.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … sørge for at færre gå i byen-steder blev lavet om til bierstuber og flere blev lavet om til bordtennisbarer.

Folk ved ikke … at der er en hemmelig cykelelevator i bunden af Randersvej. Jeg har flere gange prøvet at råbe dem op, ”HEY, der er faktisk en hemmelig elevator lige herovre!!”, men det er som om, de i virkeligheden godt kan lide at cykle opad.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Brabrandstien. Hvis man følger den, kommer man ud til Aarslev Engsø, hvor det næsten er som at være på landet, og nogle gange hilser man endda på fremmede folk, man møder.

Jeg kan godt blive træt af … Svend Aage Madsens bøger. De er fremragende godnatlæsning. Jeg læser dem især, når jeg er udenbys, så er det næsten som at være hjemme i Aarhus igen.

Jeg har først for nylig fundet ud af … at der er et supermarked ved banegården, der har åbent om natten. Vagten sidder bag kassen, så der er ingen i køen, der tør være sure, og der er i øvrigt ingen kø. Det er et kæmpe kick at handle dagligvarer om natten, og et døgnåbent supermarked må være det endelige bevis for, at Aarhus er en storby.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … dengang jeg pissede i bestikvognen på Café Faust. Det minder mig om, at jeg er langt mindre sympatisk, end jeg bilder mig selv ind, og at mit alkoholstop var den helt rigtige beslutning.

Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste …  hvad Higgs Boson-elementarpartiklen består af. Det ville give os et enormt forspring i forhold til Trekantsområdet.

Afslutningsvis vil jeg lige sige … at jeg slet ikke hader AGF på samme måde, som jeg gjorde, før jeg flyttede til byen. Inderst inde håber jeg faktisk, de vinder sølv.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.