Mit navn er … Gunnar Kloppenborg Madsen og jeg er … sønderjyde med permanent opholdstilladelse i Aarhus og musikken som arbejdsområde siden 1978. Leder af SPOT Festival.

Mit forhold til Aarhus er … både praktisk og ømt – byen har været den rytmiske musiks højborg i en lille menneskealder – det er praktisk for mig – og byen er med sin beskedne størrelse sårbar i krydsfeltet mellem provinsialismen og globalismen – det kalder på ens omsorgsfølelser! Jeg vil gerne leve i en moderne, varm og åben by med respekt for såvel sine rødder og behovet for udvikling.

Hvis jeg var borgmester … i byen ville jeg bede Jacob Bundsgaard varetage jobbet, mens jeg holdt et sabbatår eller to.

Folk ved ikke … hvor stærk byen kan blive, hvis vi springer over blot at være os selv nok.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … lige her, hvor disse linier skrives – hjemme, nede ved havnen.

Jeg kan godt blive træt af … trafikkaosset på Kystvejen, som jeg modsat nogle, desværre ikke tror bliver løst i den nærmeste fremtid.

Jeg har først for nylig fundet ud af … at moderne dans faktisk kan være fedt, da jeg så Don Gnu på Bora Bora.

Mit stærkeste minde fra Aarhus … er mit eget private – derefter gode minder fra en række fester, koncerter og sociale oplevelser – måske med Kid Creole & His Coconuts i Vejlby Risskov-hallen på toppen eller Cohen i Musikhusparken eller SPOT Festival, måske?

Jeg ville ønske, alle Aarhusianere vidste … hvor fedt det er at gå på opdagelse i den danske og nordiske musikscenes talent- og vækstlag!

Afslutningsvis vil jeg lige sige … tak til alle frivillige, partnere og medarbejdere for at SPOT år efter år kan udvikle sig.