Frederik Sparvath

Ordet er frit: Glen Riddersholm

Mit navn er … Glen Riddersholm og jeg er … cheftræner i AGF.

Mit forhold til Aarhus er … positivt. Det er en by, vi som familie har haft glæde af både i kraft af de mange kulturelle tilbud, der er, og til at nyde den skønne natur omkring Aarhus.

Hvis jeg var borgmester i byen ville jeg … finde den økonomi, der skal til for at bygge et tidssvarende fodboldstadion til AGF.

Folk ved ikke … at hvis jeg ikke var fodboldtræner, så ville jeg stifte et nyt politisk parti.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … hele området fra Tangkrogen og ud mod Varna Palæet med strand og skov lige ved siden af hinanden. Det er et fantastisk lækkert område.

Jeg kan godt blive træt af … når jeg hører visse kritikere omtale AGF som et Galehus, fordi det hører fortiden til. Min filosofi er, at forruden er større end bakspejlet, og man skal ikke lede efter de dårlige ting, men se efter alle de nye tiltag som rent faktisk er søsat, men som tager tid, før de er fuldt implementerede. Det er tiltag, som kommer til at tegne en helt ny side af den fremtidige historie om AGF.

Jeg har først for nylig fundet ud af … hvor dejligt det er at være sommerhusejer.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … da jeg i 2012 i min debutsæson som cheftræner i Superligaen med en vigtig sejr var med til at sikre den første medalje til FCM i fire år.

Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste …  at dårlig sarkasme ikke får AGF til at bevæge sig fremad, men fastholder os i fortiden.

Afslutningsvis vil jeg lige sige … at jeg glæder mig til, sammen med alle de andre ansatte i klubben og sammen med alle AGF’s fans, at skabe en lys fremtid for klubben i den tid, jeg arbejder her.

Foto: Frederik Sparvath

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.