Mit navn er … Flemming Dybbøl, og jeg er … direktør for Godsbanen i Aarhus.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … at stå på en lastbil, der triller igennem byen efter semifinalen ved EM 92.

Det gør mig glad at … se nye ideer blive til virkelighed, og mærke den stolthed og glæde det giver, når andre får glæde af dem.

Jeg kan godt blive træt af … bureaukrati, politisk korrekthed og folk, der er sure for en sikkerheds skyld.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … forhåbentligt gøre det lige så godt som Jacob Bundsgaard, og så ville jeg kæmpe for det politiske mod, til at holde fast i visionen om et Aarhus K på Godsbane-arealet.

Jeg bruger for meget tid på … at holde i kø på indfaldsvejene til Aarhus.

Jeg bliver inspireret af … hele tiden at prøve nye ting af, også af at læse et blad som Scenario, hvor fremtidsforskere giver deres bud på, hvordan verden ser ud i morgen.

Det vigtigste for mig er … hele tiden at udvikle nye ting og koncepter og have det sjovt, mens vi fører dem ud i verden.

Jeg vil gerne drikke en kop kaffe med … Stephen Fry eller Ricky Gervais, begge ekstremt morsomme og meget intelligente personligheder.

Jeg er stolt af … mine seje børn og alle de vilde ting, jeg har været med til at skabe, helt fra dengang i 80’erne, hvor vi lavede Radio Aarhus og Rottefestival, til alle de vilde ideer, vi har gjort til virkelighed på Smukfest de sidste mange mange år.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.