Mit navn er … Carsten V. Nielsen, og jeg er … ret begejstret for musik. Især live-musikken. Altså der, hvor kulturen kan mærkes og skabes lige for ørerne af dig. Det er en livslang kærlighed, der har udmøntet sig i en lang række af musikrelaterede opgaver og projekter. Både privat og professionelt. De seneste syv år har jeg været så privilegeret at få lov til at arbejde med livescenen på Train, hvor jeg er ansat som direktør.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … umulig at samle i en enkelt beretning. Men et ekstraordinært nedslag, når det kommer til musikminder, må være oplevelsen af Kosmopolitan-scenen under Festugen i starten af halvfemserne. Et ambitiøst og modigt projekt, indrettet til lejligheden, midt i byen og med et nærmest absurd line-up af, på det tidspunkt, store artister som Björk, Rage Against The Machine, Stone Temple Pilots, Tool osv. Stor respekt til folkene bag, men ærgerligt at den scene ikke blev en tradition i Festugen.

Det bedste/særlige ved at være aarhusianer er at man kan bo udenfor byen, som i mit tilfælde, og fortsat påstå, at man har byen løbende i årerne. Har du først en gang boet i byen, så tror jeg aldrig, den forlader dig helt.

Jeg har en svaghed for … støjende guitarer og distortion. Musikere, der kradser lidt i overfladen, og hvor man kan mærke, at der er noget på spil. Men generelt bare, hvor man kan mærke, at kunstnere ganske enkelt ikke kan lade være med at gøre det, de nu engang gør. Uanset hvad deres felt er. Dér bliver det for alvor levende.

Jeg kan godt blive træt af … play-back! Hvis ikke du kan spille live, hvad laver du så på den scene? Bevis at du har fortjent publikums opmærksomhed. Ellers må du tilbage i øvelokalet. Er du arrangør og tænker, at det hele bliver nemmere og bedre af, at musikere optræder til play-back, har du muligvis ret i det første, men misforstået det andet. En livekoncert er en livekoncert… basta.

Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor nogen tager til en koncert for at tale ekstra højt med sin sidemakker, når nu alle andre i salen har fanget, at musikken er dæmpet og intens. Det lader til at virke nogenlunde godt i biografen og på teatret – hvorfor så ikke til de stille koncerter? Det er faktisk ikke så svært; følg pulsen i koncerten og musikken. Er der fuld smæk på scenen, så skrål dine lunger ud, som du lyster – er der stille og tid til fordybelse, så træk vejret en ekstra gang, og mind dig selv om, at det var musikken, du kom for.

Jeg forbinder Aarhus med … minder og muligheder. Minder, fordi jeg har boet her i små ti år, men ikke gør det længere. Muligheder, fordi jeg fortsat kommer her hver dag og nyder at svælge mig i de tilbud og stemninger, byen til stadighed producerer. Af en mindre by at være, så spyttes der altså imponerende meget kreativitet ud.

Det vigtigste for mig er … at livet giver mening. Find din egen – og så bare afsted.

Et sted, jeg elsker i Aarhus … er stien fra Skovmøllen gennem skoven og ned til Moesgaard strand. Ikke af nogen speciel årsag. Bevares, den er flot, men det er der så mange andre ruter, der også er. Jeg har travet den mange gange, kender de fleste sving og udsigter, men tror mest af alt, at den minder mig om vigtigheden af at komme ud af byen – og så tilbage igen. Variation er vigtig.

Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … at det er vigtigt at huske sig selv på, der venter dem en mangfoldighed af kulturoplevelser. Hvis blot de afsætter tid til det. Også de år, der ikke er Kulturby. Det er bare at springe ud i det. Du vil ikke fortryde det!

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.