Munkebakken, som Øgaderne tidligere hed, var resultatet af Aarhus’ udvikling op gennem det 19. århundrede. Byen var begyndt at vokse udover plankeværket, og man besluttede derfor at oprette vækstzoner, hvoraf Øgadekvarteret opstod.

Efterhånden som udbygningen fandt sted, blev vejene i området opkaldt efter de danske øer. Fynsgade, Langelandsgade og Sjællandsgade er blot et eksempel på nogle af de navne, der skiltes med i området.

Gennem årene var de fleste beboere i kvarteret arbejdere – i stærk kontrast til i dag, hvor Øgadekvarteret er et af Aarhus’ mere mondæne områder. Tidligere var der da også mange små butikker i området, som for de flestes vedkommende nu er nedlagt.

At Øgadekvarteret blev bygget tilbage i slutningen af det 19. århundrede kommer stadig til udtryk i dag. Når man vandrer gennem kvarteret, kan man ikke undgå at se, at ejendommene på mange måder står, som de gjorde tilbage dengang. Det gør også Øgaderne til et af de mere uberørte områder i Aarhus, når man ser på arkitekturen.