At Aarhus for 100 år siden var et astronomisk forskningscentrum, ved kun få. På Ole Rømer Observatoriet i Højbjerg kommer både historien og universet en smule tættere på.

Af Vera Løvø Giver

Træerne står tæt langs vejen, og solen er på vej ned bag skyerne. Skiltene i skoven viser mig i den rigtige retning. Jeg cykler hen ad veje, ned langs stier om bag en samling træer. Som meteornedslag kommer to zinkbeklædte kupler til syne på en åben bakketop. Det er ikke mærkeligt, at så få mennesker kender til stedet. Men her ligger Ole Rømer Observatoriet, ganske ubemærket, glemt og gemt hen i skoven bag Marselisborg Slot.

Klokken er 20.00 en torsdag aften. Vi er taget til en af observatoriets gratis forevisninger, som Science Museerne afholder alle hverdage i månederne fra september til maj. Cecilie Arent møder os udenfor. Hun er biologistuderende ved Aarhus Universitet og er en af de fem studerende, som viser rundt i Ole Rømer Observatoriet til daglig. ”Hvad har I lyst til, at vi laver?,” spørger Cecilie Arent og forklarer, at rundviserne gerne former deres omvisninger efter gæsternes ønsker ved at lægge et særligt fokus for dagen.

Eksempelvis et arkitektonisk, historisk eller astronomisk fokus. Vi takker ja til lidt af det hele og bevæger os indenfor.

Et fortidigt forskningscentrum
Støvpartikler blander sig med lugten af gammelt træ i observatoriets entré. Væggene i entrérummet er beklædt i kalksten. En mindeplade af Ole Rømer er hugget ud i en af væggene, og stensøjler udsmykker rummet i en gammel græsk stil. En fin ramme til, at Cecilie Arent kan fortælle om observatoriets historie.

”Tidligere blev observatoriet brugt til forskning, men det egner sig ikke så godt til det længere på grund af lysforurening,” fortæller Cecilie Arent.

Lysforurening er betegnelsen for alt det lys, vi udsender på jorden, som atmosfæren reflekterer, hvis der er meget støv eller dis i luften. Dette skaber dårlige betingelser for at kigge på stjerner. Derfor er professionelle observatorier oftest placeret på bjergtoppe, langt væk fra by og mennesker.

”Nu er Højbjerg jo en del af byen, men tænk på, at det jo nærmest lå på landet først i 1900-tallet,” fortæller Cecilie Arent.

Cecilie_Arent_aarhus_panorama

Det begyndte med en storbydrøm
I 1908 modtog Aarhus Byråd et tilbud fra den tyske hobbyastronom Friedrich Krüger.
Han foreslog, at Aarhus skulle bygge et observatorium, som måtte stå til hans rådighed. Til gengæld ville han flytte sit topmoderne udstyr og sin forskning fra sin bopæl i Altenburg til Aarhus.

”Aarhus var en voksende stad, og derfor tænkte byrådet, at man selvfølgelig skulle have et observatorium for at markere sig som by,” fortæller Cecilie Arent med entusiasme i stemmen.

I 1908 var Aarhus Universitet endnu ikke oprettet, men ideen om et observatorium gav næring til Aarhus’ drøm om en status som universitetsby. Observatoriet stod færdigbygget i 1911 under ledelse af Friedrich Krüger. I dag tilhører observatoriet Aarhus Universitet og står til tjeneste i undervisningens navn.

Som en gyserfilm
At stedet har historisk tyngde, kan man mærke den dag i dag. Observatoriebygningen har mange rum, som ikke længere er i brug. I kælderen vidner noget gammelt fremkalderudstyr og en rødglødende pære om rummets tidligere brug. Kælderen rummede i observatoriets aktive periode forskellige videnskabelige instrumenter, deriblandt seismografisk udstyr og fremkaldergrej. I det hele taget emmer stemningen i kælderen af noget forgangent.

”Det er lidt ligesom en gyserfilm hernede. Om aftenen tør jeg altså nærmest ikke gå herned alene,” fortæller Cecilie Arent.

Også arkitekturen har et historisk sus over sig. Observatoriet er tegnet af Anton Rosen. I starten af 1900-tallet var han en af Danmarks mest anerkendte arkitekter. Selve observatoriebygningen er orienteret mod de fire verdenshjørner og er på den måde funktionsdygtig i forhold til formålet.

Stilmæssigt lægger Anton Rosens arkitektur sig op ad jugendstilen, der bruger lineære og geometriske strukturer og blomstrede ornamenteringer i sit arkitektoniske udtryk. Ole Rømer-observatoriet er med sin tydelige brug af jugendstilistiske træk et af Anton Rosens hovedværker, og det blev fredet i 2006.

Den døende stjerne
Tilbage til nutiden og vores visit er det ikke helt mørkt nok udenfor endnu til at kigge på stjerner. Observatoriet har forevisninger uanset vind og vejr, og på en overskyet dag er der mange andre ting at tage sig til.

Det er lidt ligesom en gyserfilm hernede. Om aftenen tør jeg altså nærmest ikke gå herned alene.

I observatoriets stueetage går vi ind i et undervisningslokale, som rundviserne bruger til at holde foredrag i. En tavle med uafviskede børnetegninger vidner om, at der har været familier på besøg. Cecilie Arent introducerer os for computerprogrammet Stellarium, der viser os himlen, som den ser ud på en skyfri dag fra et hvilket som helst sted på et hvilket som helst tidspunkt.

Cecilie Arent taler løst og fast om planeter, the Big Bang, solsystemer og stjernebilleder. Da vi falder over stjernebilledet Orion, beretter hun en af de mange historier, hun kan om rummet.

”Har I hørt om stjernen Betelegeuse? Den er ved at dø. Faktisk ved man ikke, hvornår den eksploderer og bliver til en supernova. Det kan ske når som helst indenfor den næste million år. Stjernen er så stor, at forskere ikke med sikkerhed kan sige, om eksplosionen kommer til at have indflydelse på vores egen planet, selvom den er over 600 lysår væk,” siger Cecilie Arent.

Den røde kæmpestjerne Betelgeuse er en af de stærkest lysende stjerner i Orion og kan ses fra Danmark i vinterhalvåret. På tilskuerstolene gyses vi ved tanken om universets omsiggribende kræfter. Endnu mere nysgerrige sætter vi kursen mod kuplerne.

En god pupilforlænger
Det første, der rammer os, idet vi bevæger os op i observatoriets ene kuppel, er kulden og mørket. Derefter fylder maskinelle lyde det runde rum. En computer, der starter. Mekanikken fra taget, som åbner sig over os. Elektriciteten fra pærerne i lamperne, der tænder. Desværre er det endnu ikke blevet helt mørkt udenfor, hvilket får Cecilie Arent til at opfordre til tålmodighed.

”Jeg ventede en gang flere timer med nogle af gæsterne på, at det blev mørkt. Det gør mig slet ikke noget.”

Månen står heldigvis klar og kugleformet på himlen, parat til at blive observeret. Så det gør vi.

Observatoriets to kupler er hver udstyret med et spejlteleskop. Det største af teleskoperne bliver udelukkende brugt til at fotografere himmellegemer med. Dette er den mest moderniserede kikkert af de to. Det teleskop, som vi får lov at observere igennem, har en diameter på 28 centimeter. Som en grundregel kan man regne med, at jo større en diameter en spejlkikkert har, jo flere himmelobjekter kan man se. I dag har verdens største spejlteleskop, som står på en af de kanariske øer, en diameter på 10,4 meter. I 2022 vil et næsten fire gange større teleskop være færdigbygget, og delvist finansieret med penge fra Aarhus Universitet, og klar til brug i det nordlige Chile. Det vil sige, at Ole Rømer Observatoriet halter en smule bagefter i kapløbet om udforskningen af rummet. For almindelige borgere som os gør kikkerten dog jobbet som pupilforlænger ganske godt.

ole_rømer_observatoriet_aarhus_panorama1

At se uendeligheden
At betragte månen helt tæt på med dens kratere og skygger forvandler det fjerne, ydre rum til noget nærværende og konkret. I dagligdagen kan det være svært at begribe, at vi går rundt på en rund kugle, omgivet af billioner af kubikkilometer vakuum, planeter, solsystemer og galakser. I Ole Rømer Observatoriet kan man se nogle af disse ting med egne øjne, for eksempel planeten Saturns ringe, solpletter på solen eller galaksen Andromeda.

Efter at have studeret månens overflade i længere tid, er det blevet tid til at gå hjem. Kuplen lukker, computeren slukker, og sammen går vi ned i kælderen og låser af. På vejen hjem slår det mig, at vi kan have det med at gå og glemme, at universet faktisk findes. Det samme gælder for observatoriet. Men bag Marselisborg Slot, blandt skovens buske og træer, bliver både Ole Rømer Observatoriet og universet ved med at eksistere.