For en kort stund står tiden stille, og gamle mænd bliver som børn igen. Kakibukser skiftes ud med shorts. Strømper og sko med fodboldstøvler. Aarhus Panorama var med, da en god snes grand oldboys gav bolden op til træning i Studstrup.

Af Hans Læsø

”Det er min bold! Spil nu mig! Jeg havde den først!”. Vi kender alle lyden af legende børn i skolegården: Latter afbrudt af råb, småskub og større børn, der driller de mindre. Sådan er det også i Studstrup. Forskellen er dog, at der ikke er tale om børn, men voksne mænd i den meget modne alder.

“Hvornår har I sidst set jeres tissemænd?”, udbryder ’Bysse’ med et grin. Han hentyder til de af holdkammeraterne, der har lidt for meget mave foran. Stemningen er løssluppen og direkte i omklædningsrummet i Studstrup. Aftenens grand oldboys-træning er nært forestående.

Mere end et kraftværk
De fleste aarhusianere kender nok bedst byen Studstrup for det gigantiske kraftværk af samme navn. Værket og dets 190 meter høje skorsten rager da også op i landskabet, som det ligger der ved foden af Skødstrup-bakken. Helt ned til Kaløvig Bugt.

Studstrupværkets 540 °C grader varme kedler leverer hver dag elektricitet og fjernvarme til størstedelen af Aarhus. Da værket i sin tid blev bygget, var der fem huse i Studstrup. I dag tæller byen 850 indbyggere. Og så er der kommet en børnehave, en pagajfabrikant og en bybuslinje, som går helt ind til Aarhus C.

Oldboys med skavanker
Magnus, Aage, Willy, Bjarne, ’Bysse’ er en del af byens oldboys hold. Mændene er fra dengang, verden var i sort og hvid. Dengang, hvor der stadig kørte sporvogne i Aarhus.

De fleste jævnaldrende ville nok foretrække en varm plaid og en TV-avis med konen på sådan en råkold efterårsaften. Det gælder dog ikke for disse bedste- og oldefædre. Godt nok slås de hver især med lidt skavanker, og synet er da heller ikke, hvad det har været. Men at sidde hjemme og kukkelure – det gider de sgu ikke. De skal ud at brænde krudt af med knejterne.

Kvindefrit område
“Pas på! – kvinde på vej!”. Da rygtet spredes om, at Aarhus Panorama har en kvindelig fotograf med, er der dømt vaskeægte mandehørm i omklædningsrummet. 71-årige Bjarne Udengaard er den heldige udvalgte, som skal fotograferes til magasinet. Bjarne får mange misundelige blikke med på farten, da han går ind i omklædningsrummet med den kvindelige fotograf. Det er tydeligvis lang tid siden, at en kvinde har sat fod i disse rammer.

Ingen luksus
“Få nu de støvler på og se at komme ud. Vi står og venter på jer,” vrisser en af spillerne. De sidste snøvlehoveder forlader omsider omklædningsrummet, Nøgleringens flade chip bliver ført over den automatiske lås. Den skifter farve fra grøn til rød.

Klubhuset minder mest om en træklædt barak, som den ligger der gemt væk mellem bøgetræerne. To omklædningsrum og en kantine med el-radiatorer er, hvad det kunne blive til. Luksus er det langt fra, men for spillerne handler det mere om fælleskabet end om de fysiske rammer.

Professionel i Studstrup
Hver mandag året rundt møder godt 30 spillere fra +60-holdet op til træning i Studstrup. Uanset vejr og vind. Træningen i vinterhalvåret foregår på en oplyst grusbane, hvor også de yngre drenge fra +35-holdet holder til.

‘Bysse’, hvis rigtige navn er Oluf Byskov er vice-alderspræsident. Han er kun overgået af alderspræsidenten Magnus, som har et par måneder mere på bagen. I 1963 begyndte ’Bysse’ som sælger ved VW i Risskov. En halv menneskealder og en guldnål hos dronningen senere lod han sig i 2015 pensionere. Siden har han, som han selv udtrykker det, spillet professionelt i Studstrup.

’Bysses’ ældste søn Uffe spiller også i klubben. Han er bare en hvalp på 46 år. Hvad han præcist laver, kan ’Bysse’ ikke huske. Han ved dog, at han har en stor stilling, og han fortæller, at sønnen altid gør en dyd ud af at sige, at han ikke er kommet sovende til sin stilling.

De blå mod de gule
En anden af holdets fremtrædende spillere er Aage Nielsen på 62. Han er pensioneret og med en baggrund i møbelbranchen. Aage er fast mand på holdet, og han er altid at finde på det blå hold til træning. Så længe folk kan huske, har der altid været et blåt hold og et gult hold til træningssektionerne.

Her handler det ikke om at øve hovedstød, frispark eller pasningsspil. Her går tiden med at spille træningskamp. Filosofien er derfor, at har man i denne alder endnu ikke styr på teknikken, så får man det aldrig.

Vi spillede engang mod AGF på Aarhus Stadion foran 22.000 tilskuere. Det var lidt af en oplevelse. Det var vist nok i 1969 eller 1970. Vi vandt kampen 1-0.
Aage Nielsen

På landsholdet
Aage spillede i sine yngre dage i Aarhus-klubben Fuglebakken. Det var før Superligaens tid. Før Messi og Ronaldo kom til verden. Dengang hed den bedste række 1. division. Fuglebakken spillede i 2. division. Aage nåede at spille mere end 250 divisionskampe og en god håndfuld U21-landskampe for Danmark, før støvlerne blev sat på hylden. På det højeste plan vel at mærke.

“Vi spillede engang mod AGF på Aarhus Stadion foran 22.000 tilskuere. Det var lidt af en oplevelse. Det var vist nok i 1969 eller 1970. Vi vandt kampen 1-0,” fortæller Aage stolt.

Lavt tempo, stor vilje
Samme Aage er først på bolden, da træningskampen første frispark skal sparkes. Boldøjet fejler ikke noget. Forsøget bliver kun lige reddet på stregen af en veloplagt målmand fra det gule hold. Tempoet er ikke som dengang, hvor Danmark stadig havde en konge. Det samme gør sig gældende for teknikken. Nogle af disse drenge ville nok påstå, at spillet bliver bedre med alderen som en god årgangswhiskey, der får kraft og smag. Andre og yngre spillere ville sige det modsatte – at øllet er blevet tyndere med årene.

Spilforståelsen og viljen til sejr kan man dog ikke tage fra de aldrende kammerater. Den får hele armen, når de med tung fysik bevæger sig rundt på den ujævne grusbane. En ”hård skulder” eller en lidt for sen takling bliver det også til i ny og næ, men på banen passer man så vidt muligt på hinanden.

“Faktisk forekommer der sjældent skader. Der var dog dengang, en medspiller under en kamp trådte i et hul og vred om på foden, så han skulle hentes af en ambulance. Han fik naturligvis en håndfuld bajere med i ambulancen. Han skulle jo nødigt tørste på turen,” fortæller Bjarne Udengaard.

Bjarne er født i 1944 og har gjort karriere som automekaniker i Løgten og hos Bosch i Aarhus. Også han har fået en guldnål hos dronningen. Til daglig bor Bjarne i Svinbo, hvorfra han hver mandag tager turen i bil til træning.

Livsglæde og sammenhold
Humøret er ligeså højt, som vinden er kold. Træningen slutter, som den startede. Med grin og skulderklap. Tilbage i omklædningsrummet vendes aftenens mål og svinestreger. Her kan man tale om alt lige fra konen og svigermoren til verdens gang. AGF bliver naturligvis også vendt.

Større livsglæde og bedre sammenhold skal man lede længe efter. Et par gråhårede gutter har sat sig ind i kantinen til lidt hygge, mens de travle får tøj på og forsvinder ud i mørket.

Nu skal de kun sove syv gange, før de igen kan lege mandagsbørn.