Northside 2017 er skudt i gang. Eller skudt er måske så meget sagt. For det er et høfligt og fornuftigt publikum, der møder op her. De skal lige se det hele – og hinanden – lidt an. Det er som folkeskolens bal, hvor drengene sidder langs væggen og pjatter nervøst med hinanden, mens pigerne så småt er i gang på dansegulvet. To skandinaviske kvinder stod i spidsen for de to første musikalske indslag. Det første var passende nok nervøst men sprængfyldt med charme og punch. Det andet fik os til at tro, at festen var i går. Her kommer anmeldelserne.

Nervøst, funky og unødvendigt imponeret

Off Bloom – 3 ud af 6 stjerner

Repertoiret er allerede imponerende træfsikkert, og internationale hits nært forestående. Publikums opbakning er udelt. Så der var egentlig ingen grund til, at Off Bloom skulle åbne Northside 2017 med benovelse og nervøsitet. Det var som om, at performere og publikummer til tider byttede plads. Dem i gummistøvler og menigmands-armbånd modtog i hvert fald lige så meget tilbedelse fra Mette Mortensen, trioens frontkvinde, som tilfældet var i modsat retning. ”Hold kæft, hvor er det vildt at stå her,” udbrød hun. Og da en intro kiksede, gav hun en forklaring i samme dur: ”Det er altså jeres skyld. Jeg bliver distraheret af, hvor smukke I er.”

Det var som om, at performere og publikummer til tider byttede plads

Alt i alt var det en spændstig, funky, hook- og humørfyldt åbning på Northside. Og selvom Off Blooms ydmyghed og begejstring er både charmerende og befriende fri for stjernenykker, så må gruppen gerne stå mere ved deres berettigelse på scenen og sænke skuldrene. Mon ikke de besnærende popnumre så vil stå skarpere.

Mandagsbarnet druknede fredagsstemningen

Veronica Maggio – 2 ud af 6 stjerner

Svenske Veronica Maggio så en anelse bekymret ud, som hun stod der og spejdede ud mod den blygrå, faretruende himmel over Aarhus V. Den timelange forestilling var da også mere tristesse end den fredagsstemning, de frihedshungrende festivalgæster følte de endelig havde fortjent. Jovist, sangerinden med den lyse røst søger naturligt indad nærmere end folkeforførelse. Men derfor kunne hun godt have leveret varen mere veloplagt. Det gjorde hun ikke, og hendes brødebetyngede, sært rødklædte band må tage deres del af skylden. Det var gumpetungt, til tider uden timing og i perioder ligefrem kedeligt.

hendes brødebetyngede, sært rødklædte band må tage deres del af skylden

Hitsene Mandagsbårn og Jag kommer reddede lidt af stemningen og æren. Men det siger desværre en del, når en kunstner hænger hatten så eftertrykkeligt på de sikre ørehængere. Helgen måste ta slut? Naaarhj, vi er jo slet ikke kommet i gang endnu!