Gennem knap 50 år har Nils Malmros bidraget til den danske filmskat. Lavet film om barndommens tidlige skoleår, ungdommens ulykkelige kærlighed og om voksenlivets modne, gensidige kærlighed. Fælles for næsten alle film er, at kameralinsen altid har været vendt indad. Mod eget liv og egne erindringer.

Omtrent 20 meter bag de andre huse på villavejen i Højbjerg ligger et A-formet hus. Let gemt væk bag vinternøgne bøgehække og træstakit. Huset er sortmalet, og lidt græs vokser vildt på taget. I køkkenvinduet skimtes lys, og døren ind til entreen står på vid gab. Næsten som en velkomst i sig selv. Snart kommer to skikkelser til syne i døråbningen. Det er Nils Malmros og hans kone, Marianne Tromholt.

”Kom ind, kom ind, små forkomne mus,” siger Nils Malmros i en let latter.

For det har regnet hele formiddagen, og lidt tørvejr er efterhånden tiltrængt. Inde i entreen fremkommer der med det samme en følelse af genkendelighed. En følelse, der blot forstærkes, idet man træder videre ind i stuen. En speciel fornemmelse af at være et sted for allerførste gang, og så alligevel tænke, at her har man været før.

Og det er næsten også tilfældet. I hvert fald hvis man har set Nils Malmros’ seneste film, Sorg og glæde fra 2013. Her er kulissen hans eget hjem. Den bordeauxrøde hjørnesofa, det hjemmebyggede sofabord, de stopfyldte bogreoler og flygelet, som han dog ikke selv kan finde ud af at spille på. Alle er de rekvisitter i hans film, men også i hans liv. I spændet mellem virkelighed og fiktion.nils malmros

AARHUS I BLODET
Bag Aarhus Kommunehospitals mure kom Nils Malmros til verden i 1944. Som søn af lægen og professoren Richard Malmros levede han og hans søskende en beskyttet tilværelse i en af hospitalets tilknyttede lægeboliger. Det var her, Nils Malmros tilbragte den første del af sin barndom

Vi befinder os på Trøjborg, nærmere bestemt i Finsensgade, der i dag har ændret navn til Peter Sabroes Gade. Men det var ikke alle områder af Trøjborg, der dengang var arbejderkvarter, som var lige sikre at færdes. Særligt Niels Juels Gade og Ivar Huitfeldts Gade husker Nils Malmros som farlige områder, hvor ”rockere og rødder” holdte til.

”Men i dag har jeg bestemt ingen bekymring ved at færdes på Trøjborg,” fortæller han med et smil.

De første skoleår blev ligeledes tilbragt i Finsensgade på skolen af samme navn, der dog i dag hedder N. Kochs Skole. Her stiftede Nils Malmros kendskab med de personer, der sidenhen skulle blive til inspirationskilderne i hans gennembrudsfilm, Lars Ole, 5.c fra 1973.

Midt i snakken om skoletiden bryder Nils Malmros pludselig ud i sang:

”Finsensgade vi skal aldrig glemme minderne, du gav os fra vor barndomstid. Bag de røde mure har vi hjemme. Om din ære vil vi holde vagt med flid.”

Sangen udføres naturligvis på klingende aarhusiansk, hvor ’d’ bliver skiftet ud med ’j’. Røde bliver til ”røje”, gade til ”gaje”. Det selvom Nils Malmros ellers har lagt størstedelen af den aarhusianske dialekt fra sig. Men en enkelt gang i mellem kan han ikke løbe fra det:

”Min kone driller mig ofte med, at jeg siger ”Kundskabens træj,” fortæller han grinende.

Når man bevæger sig igennem kataloget af film, Nils Malmros har lavet gennem tiden, er det da også tydeligt, at Aarhus er det centrale omdrejningspunkt i mange af dem. Og når Nils Malmros skal svare på, hvorfor han aldrig har valgt at skifte Aarhus ud med hovedstaden, er svaret klart:

”Jeg fandt meget hurtigt ud af, at det var i Aarhus, jeg havde min styrke. Det var her, jeg havde min erindring og min opbakning. Det var her, jeg var suveræn,” siger han.

nils malmros

EN ERFARING RIGERE
Nils Malmros’ drøm om at lave film startede allerede i slutningen af gymnasietiden. Alligevel valgte han at starte på medicinstudiet. På trods af et helt andet studie- og karrierevalg, voksede instruktørdrømmen fortsat i ham.

Til sidst besluttede han sig for at tage springet og forsøge sig med sin første film. Det var dog hverken nemt eller billigt at lave film. I halvandet år måtte han næsten hver dag tage nattevagter på hospitalet for at spare penge sammen.

”Det var ikke fordi, jeg som sådan havde tænkt, at jeg skulle genskabe mit liv på film, men det blev det efterhånden til. Jeg fandt bare ud af, at min styrke lå i mine erindringer. Så jeg valgte at gå endnu dybere ned i mine erindringer,”

Da han endelig havde fået de nødvendige penge i hus, fik han sine gamle klassekammerater fra gymnasiet til at agere skuespillere i sin første film: En mærkelig kærlighed. Filmen havde premiere i 1968 og blev vist i lige præcis tre dage. Først i det nu nedlagte Folketeatret i Jægergårdsgade, og efterfølgende i en kunstbiograf i Holte.

Hvor En mærkelig kærlighed i Aarhus modtog pæne, lokalpatriotiske anmeldelser, var tonen noget hårdere på den anden side af Storebælt, erindrer Nils Malmros:

”Berlingske Tidende skrev, at alle de unge mennesker, der drømte om at lave film, burde valfarte til Holte for at se, hvor galt det kunne gå.”

Nils Malmros trækker på smilebåndet, men retter sig herefter op i lænestolen, hvor han før sad tilpas og afslappet. Hans ansigt får en lettere alvorlig mine:

”Og det var faktisk ikke morsomt. Det var ydmygende for at sige det ligeud.”

nils malmros

HUKOMMELSENS STYRKE
De blandede erfaringer fra den første film var dog ikke noget, der kunne slå den spirende filminstruktør ud af kurs. For fem år senere fik hans anden film, Lars Ole 5.c, premiere, og denne gang var modtagelsen langt mere positiv. Faktisk så positiv at den skulle indbringe Nils Malmros sin første Bodil-statuette.

Herefter var der ikke problemer med at finde økonomisk støtte til nye filmprojekter:

”Jeg var endelig kommet igennem nåleøjet,” som Nils Malmros selv beskriver det.

Gennem sine oplevelser i barndommen og ungdommen fandt Nils Malmros det, der senere hen skulle give ham inspirationen til størstedelen af sine film. Det var her, at filmkaraktererne Lars Ole, Niels-Ole og Jonas blandt andet blev til. Men de kunne lige så vel alle have heddet Nils.

Samtlige film var nemlig meget tæt på virkeligheden, genskabt efter instruktørens egen hukommelse. Med andre ord gjorde Nils Malmros brug af autofiktion, en genre der blander virkeligheden og fiktionens verden. Men det var ikke et bevidst valg:

”Det var ikke fordi, jeg som sådan havde tænkt, at jeg skulle genskabe mit liv på film, men det blev det efterhånden til. Jeg fandt bare ud af, at min styrke lå i mine erindringer. Så jeg valgte at gå endnu dybere ned i mine erindringer,” fortæller Nils Malmros.

Gennem karrieren er det blevet til hele 11 film, hvoraf de 10 tager udgangspunkt i Nils Malmros’ egne oplevelser.

nils malmros

HVOR TÆT SKAL MAN GÅ PÅ VIRKELIGHEDEN?
I begyndelsen tænkte Nils Malmros ikke meget over, hvor tæt han skulle gå på de virkelige hændelser i sine film.

”På en eller anden mærkelig måde, så har jeg afsluttet filmkarrieren nu. Altså, hvis der var et eller andet meget vigtigt punkt i mit liv, som jeg ikke havde fortalt, så ville jeg gøre det.”

”På en eller anden mærkelig måde, så har jeg afsluttet filmkarrieren nu. Altså, hvis der var et eller andet meget vigtigt punkt i mit liv, som jeg ikke havde fortalt, så ville jeg gøre det.” – Nils Malmros

Han ændrede blot navnene på filmenes karakterer, og så filmede han ellers ud fra, hvordan han huskede begivenhedernes gang. Én ting, der dog var vigtigt for ham var at sørge for ikke at overdrive virkeligheden. Også selvom han gennem fiktionen fik muligheden for at gøre det:

”Det følte jeg som en klar forpligtelse. Jeg måtte ikke overdrive, når jeg tog fra sandheden og virkeligheden,” forklarer han.

Igen med en snært af alvor i stemmen. Især i Nils Malmros’ seneste film, Sorg og glæde, var det vigtigt for ham at fortælle begivenhedernes gang, præcis som de fandt sted. Filmen omhandler den største tragedie i Nils Malmros’ liv, da hans kone i en psykose dræber deres blot ni måneder gamle datter, Anne.

Tragedien fandt sted i 1984, men først 29 år efter, i 2013, får filmen præmiere. Før Nils Malmros kunne gå i gang med filmen, var det vigtigt for ham at få sin kones accept. Den gav hun ham med den begrundelse, at han ”manglede at lave filmen om den voksne, modne og gensidige kærlighed.”

Sorg og glæde, og autofiktionen generelt, kan noget særligt, mener Nils Malmros:

”I fiktion kan du tilgive hvad som helst, og nej, hvor er det stort! Ja måske, men du har siddet ved skrivebordet og konstrueret det. I autofiktionen er det rent faktisk sket, og lige pludselig får det en helt anden vægt, end det ville have i fiktionen.”

Og Nils Malmros’ mangeårige benyttelse af autofiktionen har medført, at man som seer efterhånden føler, at man kender manden bag kameraet. For det er også ham, der står foran det.

nils malmros

I TIDEN EFTER
Tre år er der gået, siden Sorg og glæde indtog biografsalene. Siden da har Nils Malmros rejst landet rundt for at holde foredrag om filmen og karrieren. Men udover en rundtur i landet har han også været forbi flere af verdens store filmfestivaler. Blandt andet i New York, Moskva og Wien.

Fritiden bruges med hyppige besøg hos Café Casablanca i Rosensgade og filmsening i Øst for Paradis. Og så går han til engelskundervisning en gang om ugen. For som han selv siger:

”Jeg har masser at lære endnu.”

Men det er ikke blevet til flere film. Selv mener Nils Malmros, at hans værk er færdigt. Sorg og glæde var den afrunding, der manglede:

”På en eller anden mærkelig måde har jeg afsluttet filmkarrieren nu. Altså, hvis der var et eller andet meget vigtigt punkt i mit liv, som jeg ikke havde fortalt, så ville jeg gøre det.”

Han holder en lille tænkepause og fortsætter så:

”Men Sorg og glæde spærrer på en eller anden måde. I den forstand at jeg får meget, meget svært ved at lave en ny film, der er så dyb som den.”

EN AFRUNDET KARRIERE?
Behovet for at udtrykke sig er dog ikke forsvundet helt. Og der er særligt et format, der fascinerer Nils Malmros:

”Tv-serier er noget, der frister mig. De kan altså noget, og de fortæller historier på en mere grundig måde. Det kunne være sjovt at prøve,” siger han og fortsætter lidt efter:

”Men jeg gør det nok ikke.”

På trods af usikkerhedsmarkøren ”nok” kan det fornemmes på Nils Malmros, at han på nuværende tidspunkt ikke har nye projekter i tankerne. Og faktisk beskriver han det som en lettelse, at karrieren nu har nået en afrunding. På den anden side ærgrer han sig også lidt. Det er svært at træde endegyldigt væk fra instruktørstolen:

”Jeg drømmer næsten hver eneste nat om, at jeg er i gang med at filme,” siger han med et smil. Og han vil da heller ikke helt udelukke, at der kan komme nyt fra ham i fremtiden. Eller som han selv beskriver det:

”Den pensionerede filminstruktør findes ikke.”