Havnen, byen og den romerske badeanstalt

I dag udfolder byplanlæggere og politikere store anstrengelser for at binde byen sammen med bugten. Udsigten er truet af nye kæmpebyggerier, der nogle steder ligger som en mur mellem byen og vandet. På Aarhus Ø trækkes bugten ind til byen med kanaler og udsigtspunkter. Alle vil have en uforstyrret udsigt, og alle vil til vandet. Engang var det nemmere at komme til vandet end nu, for da gik kysten helt inde ved byen.

Af Søren Bitsch Christensen

Det ældste af de to billeder, hvor der indgår mennesker, er fra ca. 1865. Dengang var det helt anderledes end i dag. Måske kan du ikke genkende motivet, og så vil det overraske dig, at husene og haverne er bagsiden af Mejlgade. Der er ingen Skolebakken eller Kystvejen, men der er egen badebro fra Mejlgade! Folkene – hvem de så end var – sidder i nærheden af den åbne plads, der hedder Skt. Olufs Kirkegård, og den findes jo endnu. Kirkegården lå så tæt ved vandet, at knoglerne af og til blev skyllet ud, når en storm gnavede af kysten.

Udbygning af havnen mod nord
I årene efter billedet fra ca. 1865 begyndte den store udbygning af havnen mod nord. Der blev kørt i tusindvis af vognfulde jord og sten ud i vandet. Og hvor vanskeligt det end er at forestille sig i dag, er alt, hvad vi kender som Aarhus Havn, opfyldt på kunstig vis. I 1871 anlagde man så Kystvejen. De første mange år var Kystvejen en smuk strandpromenade.

havnen_byen_romersk_badeanstalt_aarhus_panorama1

Wellness til købstaden
På det andet billede med den store hvide bygning er vi lidt længere ude af byen, men stadig med Mejlgade på venstre hånd. Den store bygning er Skt. Olufs Badeanstalt fra 1872, som nogle af byens førende købmænd stod bag. Nu skulle købstaden have wellness i en ægte romersk badeanstalt, og bygningen var om muligt endnu finere indvendig. Væggene var smykket med egyptiske og romerske motiver, og der var varmerum, svederum, vaskerum med både regn- og styrtebade foruden skelet- og sædebad (hvad det så end var). Hele herligheden blev forsynet med frisk indpumpet vand fra bugten.

Det var noget ganske andet end de folkelige badeanstalter, der både fandtes dengang og senere, og meget bedre end en tur i bølgen blå, og det var selvfølgelig også meningen. Borgerskabet skulle ikke dele bølger med dets mere simple bysbørn. Badeanstalten klarede sig ikke desto mindre ikke særlig godt og blev flere gange reetableret. Den klarede skærene indtil efter første verdenskrig, men så var det slut.

Det er ikke noget nyt, at adgangen til bugten og byens herlighedsværdier deler vandene i Aarhus.