Et stykke oppe ad Tordenskjoldsgade ligger en herretøjsbutik, hvor nøgleordene er særpræg, service og sans for detaljen. Navnet er Harald, og butikken har siden åbningen i 2011 haft stor succes i den aktive handelsgade på Trøjborg. I år har butikken fået vokseværk. Nye lokaler er blevet købt, og for ganske kort tid siden slog den kvindelige pendant, Frk. Harald, dørene op.

Manden bag begge butikker er den 25-årige Oliver Harald Nielsen, der fra barnsben har haft et iboende købmandsgen. Aarhus Panorama har slået et smut forbi den spirende iværksætter til en snak om vejen til livet som selvstændig butiksejer.

En tidlig handelsmand
Oliver Harald Nielsen er født og opvokset i forstadsbyen Egå uden for Aarhus. Opvæksten var præget af en svær start med adskillige skoleskift og mobning:

”Dengang var jeg en lille dreng. Jeg var rigtig spinkel, helt lyshåret, havde kæmpe flyveører og store, runde letvægtsbriller, som mine forældre havde givet mig.”

Efter at have skiftet skole tre gange, fandt Oliver endelig sin hylde, og tiden i skolen gik sin vante gang. Det var dog aldrig i skolebøgerne, han fandt en helhjertet interesse.

Passionen lå i stedet i at købe og sælge ting. Hvad der så skulle købes og sælges var egentlig underordnet. Oliver solgte alt fra gamle cykler, der skulle istandsættes til videoproduktioner for byens diskoteker. Et af de mere spøjse påfund var at bestille adskillige poker-sæt hjem fra Kina, som han solgte på sit gymnasium:

”Min kammerat og jeg købte tre paller poker-sæt for alle vores sparepenge, og folk syntes, vi var tossede.”

Med andre ord har Oliver siden sine unge dage haft en handelsinteresse. Men selvom tiden i skolen og på gymnasiet blev nedprioriteret til fordel for købmandsglæden, kom studenterhuen alligevel på hovedet:

”Jeg fik med nød og næppe min studentereksamen. Jeg kan huske, at jeg var nede ved studievejlederen dagen inden min sidste eksamen for at regne på, hvor meget jeg egentlig skulle have for at få hue på. Det var meget, meget tæt på.”

Kan selv, vil selv
Men på kom huen, og efter en overstået studentereksamen vidste Oliver ikke helt, hvad tiden nu skulle gå med. En dag slog han tilfældigt op i en avis og så, at Bestseller søgte elever:

”Der stod noget med, at man skulle have ‘købmandsskab’. Det var noget, jeg kunne identificere mig med.”

Jobbet hos Bestseller blev søgt, og efter en hurtig jobsamtale fik Oliver elevjobbet. Han kunne dog se, at jobbet ikke var det rette match. Efter en længere periode med forretningsrejser og lange arbejdsdage blev Oliver syg efter en rejse til Bangladesh. Presset var blevet for stort, og det var her, det gik op for Oliver, at jobbet som købmandselev ikke var det rigtige for ham.

I stedet blev opmærksomheden rettet mod at starte noget op selv. Med to forældre, der begge var selvstændige, har iværksættergenet spiret i Oliver fra start:

”Især min mor og far har været store inspirationskilder – sådan ubevidst, for jeg har sgu aldrig tænkt dem sådan. Men i dag kan jeg se, at jeg gør mange ting, de har gjort og har mange vaner, de også har.”

Jeg kan mærke, at det er den helt rigtige vej, jeg har taget. Jeg får en masse hands-on erfaring med tingene, og jeg er så glad for det, jeg gør

Butiksfokusset skulle være herretøjsmode og beliggenheden Trøjborg. Oliver var i forvejen bosat på Trøjborg. Her var lokaler til en butik billigere at erhverve sig end i midtbyen. Derudover har Oliver og familien altid haft et særligt forhold til netop denne bydel:

”Min mor er født heroppe og har fortalt, at der lå syv fiskehandlere og seks slagtere. Eller, det er måske en overdrivelse, men dengang var det her jo handelsgaden. Så, det var lidt et forsøg på at bringe det tilbage.”

I dag er det selvstændige foretagende som butiksindehaver en tilværelse, som Oliver er glad for. Med en smule turbulent fortid ved Bestseller er han stolt over, at han nu kan stå i spidsen for sit eget:

”Nu har jeg prøvet at arbejde for andre, og det har jeg svoret til mig selv, at jeg helst aldrig skal prøve igen.”

Mere vil have mere
Et års tid efter den første butiksåbning kriblede det igen i Oliver for at starte noget nyt. Denne gang skulle det være hans eget tøjmærke, kaldet Dansk Bomuldskompagni. Med et anderledes udtryk og særligt fokus på ‘finish’ blev Dansk Bomuldskompagni hurtigt et mærke, der skilte sig ud fra mængden:

”Mange andre arbejdede med sort, grå og hvid på det tidspunkt, og vi havde skjorter med fisk printet på. Vi turde gøre nogle mere vilde ting, og jeg har altid syntes, det var fedt med noget grafisk.”

I dag, blot fire år efter det hele startede, har Oliver nu således både sit eget tøjmærke og ejer tre butikker, hvoraf de to er på Trøjborg, og den sidste er på Nørrebro i København. De fire år er med andre ord blevet effektivt udnyttet af den unge iværksætter, der fra start ikke havde de helt vilde ambitioner for købmandslivet:

”Dengang var projektet bare, at jeg skulle have en butik. Jeg ville kunne tjene min egen løn, stå og ekspedere kunder, og så ville jeg egentlig bare gerne lave det her resten af mit liv,” siger han og fortsætter:

Nu har jeg prøvet at arbejde for andre, og det har jeg svoret til mig selv, at jeg helst aldrig skal prøve igen

”Det her er ligesom blevet mit lille barn og måske også lidt en fuckfinger til dem, der har skubbet til mig på vejen. Jeg kan huske, at én af mine lærere engang sagde til mig i gymnasiet: ‘Oliver, jeg glæder mig sgu til at se, hvad der bliver af dig, med de evner du har’ – og det var ikke positivt ment.”

I dag mener Oliver dog, at han med rette kan sige, at det hele egentlig gik meget godt.

På bekostning af privatlivet
De fleste af Olivers vågne timer bliver brugt på forretningen. Hvis tiden ikke går med fysisk tilstedeværelse i butikken, går den med telefonmøder og gennemgang af tal for forretningen:

”Jeg starter min morgen kl. 7, og i går var jeg først i seng omkring kl. 2, så det er nogle forholdsvis lange dage.”

Med de travle og lange dage er der derfor ikke megen tid til overs til privatlivet. Og det ser Oliver da også som en af omkostningerne ved den levevej, han har valgt.

”Det, at jeg bruger så meget tid på arbejdet, har jo også en pris den anden vej. Det er for eksempel svært at have et eksisterende parforhold. Så man gør nogle ofringer undervejs, hvor det også kan være hårdt.”

Ofringerne bliver dog opvejet af de mange succesoplevelser, tilværelsen som selvstændig også medfører:

”Jeg kan mærke, at det er den helt rigtige vej, jeg har taget. Jeg får en masse hands-on erfaring med tingene, og jeg er så glad for det, jeg gør.”

De mange timer, der tilbringes i butikkerne, medfører også, at Oliver ser netop butikkerne som sit andet hjem. Han forsøger derfor at gøre stemningen hyggelig og hjemlig for kunderne:

”Jeg tænker på det, som om det var mit eget hjem. Så ligesom jeg har kaffe derhjemme og kan byde mine gæster på en sodavand, så er det den samme følelse, der skal møde kunderne i butikkerne.”

Åbne købmandsarme
Oliver håber fortsat, at forretningslivet på Trøjborg vil spire, og at andre også får modet til at gøre, som han har gjort:

”Der kommer af og til unge drenge herop, der vil starte deres egen butik. Jeg forsøger, i det omfang jeg kan, at tage mig tid til at hjælpe dem. Og jeg vil gerne hjælpe andre mennesker, fordi det handler om, at vi alle sammen skal forsøge at være her og lave det, vi har lyst til.”

Generelt set er Oliver af den overbevisning, at man skal være god imod folk og altid gøre sit bedste for at hjælpe andre på vej:

”Jeg er vildt overtroisk, og hvis jeg møder modgang, så sørger jeg for at kanalisere det ud og gøre noget godt for andre.”

Og Oliver har da også et par gode råd med på vejen til de, der selv overvejer at starte som selvstændige:

”Punkt et: Lad dig aldrig forføre af folk. Hvis det, du laver, er godt, vil der altid være nogen, der vil forsøge at forføre dig den ene eller anden vej. Og punkt to: Bare kør på og at bliv ved. Det handler om at være vedholdende, og man skal i hvert fald ikke give op. Meget klichéagtigt.”