Kvindehuset i Viby tager hånd om minoritetskvinder og styrker dem, så de kan føle sig mere hjemme i det danske samfund. Der er ingen adgang for mænd i huset, og det giver kvinderne en tryghed til at åbne op over for sig selv og hinanden.

Tekst: Trina Nielsen
Foto: Marie Bentzon Sørensen

En sød duft af hyld og roser bliver forenet med duften af afghanske kødboller og iransk grøntsagsomelet. Kvindernes ivrige snakken lyder fra alle hjørner af haven. Grønkål og toskanske palmekål imellem hinanden. Ærter der skal pilles, og ærter der kan spises med skal. Løg, gulerødder, persille, porrer. Birk, ask og en sommerfuglebusk for enden.

Haven har ikke altid set ud som som i dag. I starten stod den hen i tomhed. Men da der forsigtigt blev plantet et frø – og det blev vandet – skete der ligeså stille noget. Haven fik opmærksomhed og ikke mindst tid. Tid og tryghed til at vokse og udvikle sig til sit fulde potentiale.

Det oser af liv på Myrholmsvej 2 i Viby. Glade kvindestemmer på forskellige sprog, men med samme udgangspunkt, udveksler livserfaringer og nationalretter til den årlige Eid- og sommerfest i Kvindehuset. De fleste er kommet til Danmark og blevet mødt af en fremmed kultur med andre normer og traditioner, end de har været vant til. Den enorme omvæltning har været skyld i ensomhed og usikkerhed hos mange af kvinderne.

En tryg start i et nyt samfund
Kvindehuset giver kvinderne et netværk, klæder dem på og giver dem styrke til at komme ordentligt ud i det nye samfund. Tre ansatte og omkring 70 frivillige skaber rammerne for et trygt og udviklende rum. De står klar mandag til torsdag med forskellige aktiviteter for kvinderne – blandt andet danskundervisning, gymnastik, samfundsfag, ældreklubben, cykelkursus, flygtningecafé og lektiehjælp.

På et bomuldstæppe ved siden af kålbedet har Neghat Popal slået sig ned med en farverig tallerken, der er lige ved at skvulpe over af tomatsovs, tærte og kebab. Hun retter på sin hijab, mens hendes blomstrede kjole blafrer i den lune sommerbrise.

For 17 år siden var hun og hendes familie nødt til at flygte fra Afghanistan på grund af krig og politik. I dag er Neghat Popal 30 år og i gang med sin drømmeuddannelse som socialrådgiver. Hun har altid gerne ville hjælpe andre mennesker, og da hun hørte om Kvindehuset for et år siden, fik hun lynhurtigt skaffet en praktikplads i huset.

Stedet er blevet en stor del af hendes liv, og i dag elsker hun at komme og hjælpe til som frivillig. Hun har nemlig selv været det sted, hvor de fleste af kvinderne her befinder sig nu:

“Jeg kunne godt selv have brugt sådan et sted som Kvindehuset. Jeg havde nogle ting kørende med mig selv rent personligt. Jeg havde behov for et sted, hvor jeg kunne være mig selv.”

Latter henne fra langbordet midt på græsplænen fylder haven. Neghat Popal vender hovedet og smiler til de fem kvinder, der sidder og griner i deres lange festkjoler og farverige tørklæder. Hun forsætter:

“Selvfølgelig har de godt af at komme ud i samfundet og få en uddannelse og et job. Men det kan også være for lige på og hårdt. De har bare brug for et sted, hvor de kan blive motiveret til det på en måde, hvor de godt ved, de ikke er presset til noget – men at det er deres eget valg,” fortæller hun, mens hun skovler sovs op på gaflen.

Fra Syrien til Kvindehuset
To af de lattermilde kvinder ved langbordet er 51-årige Eida Yousef Mohammad og 48 årige Naseem Abdelkareem. Eida Yousef Mohammads tænder skinner som perlemor, mens hun ser over på Nassem Abdelkareem, der smilende misser tilbage. Solen står allerhøjest på himlen, der i dagens anledning ikke har inviteret en eneste sky med til festen.

De to kvinder har ikke altid smilet, som de gør i dag. For henholdsvis to og fire år siden flygtede de fra krigen i Syrien sammen med deres børn. Det var en omvæltning, der var svær at håndtere for dem begge.

Jeg har lært en masse kvinder at kende, som jeg snakker med, og jeg føler mig ikke længere ensom. Hver gang jeg skal ned i huset, glæder jeg mig meget. Det er ligesom vores andet hjem.Eida Yousef Mohammad, bruger af Kvindehuset

Eida Yousef Mohammad tager forsigtigt fat om sit glas, mens hun på arabisk fortæller, hvor svært det hele føltes i starten:

“Da jeg kom til Danmark, var det hele nyt og fremmed. Jeg kunne slet ikke finde ud af det, så jeg fik en depression. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opdrage mine børn, og hvordan vi skulle klare os i det nye samfund.”

Husets rådgiver og underviser Piruza Ali oversætter og fortæller, at Eida Yousef Mohammads sagsbehandler anbefalede hende at komme i Kvindehuset. Her ville hun have mulighed for at snakke med andre kvinder om, hvordan de håndterede at være ny i et fremmed land. Det at snakke med de andre kvinder i huset har hjulpet hende meget – ligesom det har hjulpet hendes veninde Nassem Abdelkareem.

Et andet hjem
Bestikket klirrer mod tallerkenerne i haven. Fire børn løber rundt imellem hinanden, mens de første kvinder baner sig vej op mod buffeten i skuret til deres anden omgang.

Både Nassem Abdelkareem og Eida Yousef Mohammad er i gang med lære dansk. Nassem Abdelkareem fortæller, at det betyder meget for hende at mærke, hvordan hendes danske sprog bliver bedre og bedre, for hver gang hun deltager i husets forskellige aktiviteter.

Sproget er for hende en stor del af integrationen. Når først den barriere er brudt ned, bliver andre udfordringer nemmere at overkomme. Hendes første – og det der føltes som største – udfordring har hun allerede overkommet; nemlig den enorme ensomhed hun følte, da hun kom til Danmark:

“Jeg har lært en masse kvinder at kende, som jeg snakker med, og jeg føler mig ikke længere ensom. Hver gang jeg skal ned i huset, glæder jeg mig meget. Det er ligesom vores andet hjem”

Eida Yousef Mohammad og Nassem Abdelkareem kommer i Kvindehuset så ofte de kan, og de har begge stor glæde af flygtningecaféen torsdag aften. Her kommer kvinder, der for nyligt har fået asyl i Danmark, som har brug for et netværk, og nogen der kan hjælpe dem med forskellige ting.

De spiser aftensmad sammen, og der bliver holdt oplæg af frivillige om forskellige emner, som kvinderne selv ønsker. Det kan for eksempel handle om, hvordan det er at gå på en dansk skole, og hvordan madpakkeregler fungerer. Emner der for nogle kan virke ret basale, men som her er et større puslespil, når man hele sit liv har levet under helt andre normer.

“Vi hygger mere uden mænd”
I det fjerne kan man høre en summen fra Viby Ringvej. Det lyder ikke som tæt trafik. Her i haven forvandles lyde til noget varmt og mildt. En lille verden, der lader hverdagens bekymringer stå uden for. Det virker så simpelt.

Eida Yousef Mohammad har trukket sin stol over i skyggen ved sommerfuglebusken. Hun lader forsigtigt et blik glide henover haven fra lågen til skuret og tilbage igen. Fadene i det brune træskur er efterhånden ved at være tomme, og et par af kvinderne er gået i køkkenet for at gøre klar til dessert.

Eida Yousef Mohammad begyndte at komme i Kvindehuset for et år siden. På det år har hun gennem det unikke fællesskab i Kvindehuset opbygget en selvtillid og et mod, hun ikke havde før. Et fællesskab der især er unikt, fordi der ikke må komme mænd i huset:

“Det er dejligt, vi kun er kvinder. Hvis der var mænd her, skulle vi passe mere på, hvad vi sagde og gjorde. Det giver os mere frihed. Og vi hygger mere uden mænd”, siger Eida Yousef Mohammad og griner.

Nassem Abdelkareem smiler og nikker anerkendende. Hun mener helt klart også, at det har noget med deres kultur at gøre:

“Vi kommer fra en kultur, hvor man ikke er så glad for, når mænd og kvinder er sammen. Det er bedst, det kun er kvinder. Det er ikke ligesom det danske samfund. Vi er vokset op med at føle os mere skamfulde omkring mænd.”

Rådgiveren Piruza Ali, der har været en del af Kvindehuset fra starten i 2008, oversætter det arabiske. Hun fortæller, at kvinderne åbner sig op, når der ikke er mænd tilstede. De begynder til gymnastik, dyrker motion og tager deres tørklæder af, fordi de føler sig hjemme.

Neghat Popal har fået selskab på bomuldstæppet ved kålbedet. Hun har lige været oppe og hente et stykke kage, og mens hun sætter sig til rette, fortæller hun, at hun kan mærke, hvilken tryghed, det er for kvinderne i huset, at der ikke må komme mænd.

“Det er ikke fordi, alle mænd er undertrykkende – men opdragelsen har påvirket mange mænd og kvinder sådan, at man ikke snakker om bestemte emner. Der er også nogle mænd, der er undertrykkende derhjemme, så kvinderne heller ikke kan snakke om helt almindelige ting. Nogle har slet ikke plads til at være sig selv og være en kvinde derhjemme”, siger 30-årige Neghat Popal.

Åbent sind
Kvindehuset inviterer af og til nogle udefra til at komme og holde foredrag. I år har de haft en kvindelig debattør og oplægsholder på besøg i huset for at tale om forskellige tabubelagte emner – såsom kærester, sex og jomfruelighed.

Det fik Neghat Popal til at bekymre sig om, hvordan kvinderne ville reagere, når der pludselig blev snakket om alt det, man normalt ikke må snakke om. Men Neghat Popals bekymringer blev hurtigt skudt ned, da hun så, hvordan kvinderne åbnede op og engagerede sig i oplægget ved at stille spørgsmål og komme med deres egne meninger.

Det er ordet, der går igen her i huset; åbenhed. Kvindehuset er et mødested, et udviklingscenter og et værksted, hvor en af de vigtigste redskaber, kvinderne tager med videre, er åbenhed. Et altafgørende redskab at have med sig, når man møder noget nyt i livet.

“Det, der hjælper dem, er, at være åbne over for samfundet og tænke: ’Hvis jeg kan være sådan her med hende kvinden, jeg aldrig troede, jeg skulle snakke med inde i Kvindehuset – så kan jeg selvfølgelig også snakke med min nabo og naboens nabo”, fortæller Neghat Popal, mens hun ser over mod døren. En høj, slank kvinde i sort kjole og rød hijab tager en lavere kvinde i 70-års alderen under armen. Hun snurrer hende roligt rundt i en lille pirouette, inden de træder henover dørtrinnet – og ud i haven.

Om Kvindehuset

  • Kvindehuset åbnede dørene for første gang den 8. marts 2008.
  • Huset er et sted for alle. Uanset religion og kulturel baggrund.
  • Primært er det flerkulturelle kvinder, der benytter huset.
  • Mellem 100 og 160 kvinder fra 32 forskellige nationaliteter benytter Kvindehuset ugentligt.
  • Drenge må komme i huset, indtil de er 12 år.
  • Der tilbydes lektiehjælp hver søndag.