Det aarhusianske kunstliv blomstrer som aldrig før. Men oftest løber de samme museer og gallerier med de store besøgstal såvel som medieinteressen. Derfor besøgte Aarhus Panorama nogle små udstillingssteder, hvis vigtighed for byens kunstmiljø kan blive overset.

Tekst: Vera Løvø Giver
Foto: Sidsel Høgsberg Holm og Cille Nielsen

”Vidste du, at der er flere, der betaler for at gå på museum, end der er personer, som køber billetter til fodboldkampe?” bliver jeg spurgt af Ane Hejlskov Larsen, lektor på studiet i museologi ved Aarhus Universitet. Jeg har mødt hende til en snak om museumslivet i Aarhus. Dets udvikling er en lang solstrålehistorie siden etableringen i 1800-tallet af tanken om museet, som vi forstår det i dag.

På landsplan bekræftes den positive tendens af, at 41 procent af danskerne var på kunstmuseum i 2012 – 280.000 flere end 8 år tidligere – ifølge en rapport fra Kulturministeriet om danskernes kulturvaner. Den voksende interesse for kunsten ser man i størst grad på de store, etablerede museer. Derimod kender relativt få til de mindre udstillingssteder. Også i Aarhus. Derfor besøgte Aarhus Panorama byens kunst i undergrunden.

Bank på kunstværkerne
Første stop er Piscine, der har til huse i en gammel, hvid industribygning i Mølleparken. Udenfor i solen sidder et par folk i klapstole.

”Velkommen til. Kunne du tænke dig en kop kaffe? Den er gratis i dag,” spørger en ung mand og skænker op fra sin termokande. Den gavmilde mands navn er Michael Roloff. Med en baggrund i kommunikationsdesign fra Kolding Designskole og studier i mediekunst i Zürich er han den drivende kraft bag Piscine, som åbnede i maj 2015. Fra Piscine har man udsigt til ARoS og Kunsthal Aarhus, men modsat de to anerkendte kulturinstitutioner er Piscine ikke et museum eller en udstillingshal. Det er et udstillingsfænomen.piscine_aarhus_panorama”Der findes så mange lukkede forestillinger om, hvad et udstillingssted er. Dem vil jeg gerne bryde med,” har Michael Roloff sagt til kunsten.nu tidligere på året. Dette brud får jeg at opleve på mit besøg. Michael Roloff opfordrer mig til at røre ved og banke på de udstillede værker. Det er jeg ikke vant til, når jeg går på museum. Forsigtigt forsøger jeg mig med en stor marmorsten i Piscines udstillingsrum, som er en del af udstillingen “Tilsigtede sammensætninger” (i utilsigtede optrædener) af Carl Emil Jacobsen.

Idet jeg banker på stenen, opdager jeg, at det slet ikke er sten, men en hul metalgenstand med imiteret marmormaling. Det er en pudsig fornemmelse at ’opdage’ kunsten på den måde. Det får mig til at fundere over, hvor ofte jeg er blevet snydt af illusioner, når jeg har været på kunstbesøg, hvor man skal holde snitterne for sig selv.

Punk på havnen
Efter en gåtur blandt containere og gamle betonbygninger på Aarhus Sydhavn når jeg frem til et skilt med teksten Spanien19C. Det må være her. Stedet gør ikke synderligt opmærksom på sig selv.

’Into the Open Wide’ står der på et vindue over døren i det brune murstensbyggeri. Ved siden af døren ligger der en grøn skraldespand. Jeg går ind. Spanien19C udstiller for det meste installationskunst. Den genre tilhører emnet for dagens fernisering; Anders Vists udstilling “Mørkenet ”, som undersøger internettets og den personlige computers historie. Levende mus, elektroniske lyde og en projektion af et skriveprogram indgår i installationen.

Do it Yourself
Det lille udstillingssted består af en mørk gang, klistret til med plakater og et udstillingslokale med samme brune murstensvægge, som beklæder bygningen på ydersiden. I dag er der flere besøgende end vanligt, fortæller Poul Juhl, udøvende lydkunstner i Spanien 19C. Stedet har eksisteret som udstillingssted siden 1998, men begyndte oprindeligt som et værksted og kollektiv for udøvende kunstnere i Aarhus’ punk- og undergrundsmiljø.

I dag er Spanien 19C stadig et kunstnerkollektiv. Bag det står fire aktive billedkunstnere: Kim Grønborg, Katja Bjørn Jakobsen, Annemette Arendt og Annette Damgaard. De driver Spanien 19C som en ikke-kommerciel og profitløs forening, der lever efter punkkulturens mantra ’Do It Yourself’. Konkret vil det sige, at Spanien19C vil være uafhængig af både økonomiske og kulturelle samfundsnormer. Den filosofi betyder, at stedet er unikt, hvis man er nysgerrig efter en skæv alternativ kunstoplevelse.museer_aarhus_panorama2Kunst i det gamle Pakhus
I et baghus på Frederiks Allé ligger Pakhus 64. Navnet er adopteret fra bygningens brug til opbevaring af gods i gamle dage. Et levn fra denne tid hænger ud af bygningens øverste vindue i form af et reb og noget hejseværktøj.

Jeg har mødt Luise Faurholt, som har værksted i Pakhus 64 og er en af ni kunstnere og to arkitekter, der bruger stedet som et værkstedsfællesskab. I husets kælder ligger Under 64. Hver anden måned kan man opleve udstillinger med både egne og udefrakommende kunstneres værker.

Luise Faurholt og jeg bevæger os ned ad den lille trappe, der leder fra baggården og ned i Under 64. En ganske almindelig kælder. Faktisk en temmelig nedslidt en af slagsen. Luise Faurholt fortæller, at man har overvejet at renovere kælderrummene mange gange. Men de kunstnere, der har udstillet, har været ellevilde med den kontroversielle galleristil.

Kunst i alle afskygninger
”Rummet bliver en del af udstillingen. Det tilfører noget til oplevelsen,” fortæller Luise Faurholt. Selv om der ikke er nogen udstilling, mens jeg er på besøg, kan jeg fornemme kælderens specielle stemning med dens afskallede maling og udstikkende vandrør. Ud over udstillinger holder Pakhus 64 arrangementer under navnet Salon 64. De foregår i kunstnernes fælles køkken, stue og garage, som er indrettet med sofaer og hyggekroge.

Salonerne er tænkt som et forum, hvor kunstnere, eller blot nysgerrige interesserede, kan udveksle tanker og ideer om kunst og kultur. For det meste skydes salonerne i gang med fællesspisning efterfulgt af en præsentation, et foredrag eller fremførelsen af et kunstnerisk projekt. Alle projekter er velkomne, uanset genre, medie og niveau.

”Vi har haft lydkunst, hvor man skulle bevæge sig rundt i rummet og lytte til lyde fra forskellige højttalere,” fortæller Luise Faurholt.

Pakhus 64 er både et værksted, et udstillingssted og et mødested med et bredt udbud af kunsttyper. På væggen hænger et skilt, der stadig ikke er pillet ned efter den seneste udstilling med teksten ’Solgt til Statens Kunstfond’. Hvem ved, måske man om 100 år vil kigge tilbage på Pakhus 64 og sige: ”det var i vækstlaget, at den store kunst udsprang”.pakhus_64_aarhus_panoramaDe mindre udstillingssteder i samfundet
Ane Hejlskov Larsen, lektor på studiet i mueologi ved Aarhus Universitet, er ikke afvisende over for, at kunsten har sit eget domæne i samfundet. Lektoren mener nemlig, at de mindre etablerede udstillingssteder spiller en særlig rolle på samfundsplan. Ifølge hende skaber de små udstillingssteder rum for, at man kan eksperimentere med kunsten på egne præmisser.

Derudover udfordrer de kunsten og stiller relevante spørgsmål, imens mange af de store museer har økonomien som en af de styrende faktorer. De holder sig derfor ofte til det, de ved, fanger et bredt publikum.

“De mindre udstillingssteder er vigtige. De hører med til vækstlaget og kan ikke undværes,” fastslår Ane Hejlskov Larsen.