KULTURGUIDEN // UGE 50

Hver mandag giver vi dig en kulturguide til din uge i Aarhus. Vi har sørget for at vælge arrangementer ud, så der er noget for sanserne, for pengepungen og for hele familien. Vi anbefaler desuden, at du tilmelder dig vores mandagsmail. Her får du hver uge serveret et udpluk fra kulturguiden lige i din mailboks.

FOR ØJNENE

Teater / kunst

Dukketeater på Svalegangen
Dukketeaterdirektør Per Brink Abrahamsen har iscenesat en forestilling, som dramatiserer den vel nok mest klassiske danske juleforestilling ”Peters jul”. En historie, som går helt tilbage til 1866. Stykket ledsages af H.C. Andersens eventyr ”Nissen hos spækhøkeren”. Michael Bundesen står for musikken, som akkompagnerer stykket og skaber den helt rette stemning.

Dato: 12. december    Tid: 14:00     Sted: Teatret Svalegangen    Pris: Varierer

 

FOR ØRENE

Musik / foredrag

Julekoncert i Johanneskirken
Kalenderen viser december, og det betyder, at den søde juletid er over os. Skt. Johanneskirken og Joyful Voices inviterer mandag til gospelsang og nærvær i netop Skt. Johanneskirken. Joyful Voices er et nyt og ungt Gospelkor, der holder til i kirken, som er stor og rummelig. Der er derfor god plads til at tage en ven, veninde eller et familiemedlem med under armen til en stemningsfuld aften.

Dato: 7. december    Tid: 19:30 – 21:00     Sted: Johannes Kirke     Pris: Gratis entré

 

FOR PENGEPUNGEN

Kvit og frit

Cellomatiné
Cellostuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium spiller koncert med et blandet repertoire. Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling i Aarhus har over 300 studerende inden for både klassisk, rytmisk og elektronisk musik. Du kan helt kvit og frit opleve en koncert med nogle af de håbefulde studerende  i Kammermusiksalen i Musikhuset.-panorama

Dato: 11. december    Tid: 19:30   Sted: Musikhuset     Pris: Gratis 

 

FOR FAMILIEN

Bogsalg på Dokk1
På Torvet på Dokk1 kan hele familien tirsdag tage hinanden under armen og tage til bogsalg på byens hovedbibliotek. Der vil være mulighed for at få fingrene i alverdens forskellige bøger til børn og voksne. Der kan betales med kontanter eller MobilePay.

Dato: 8. december    Tid: 08:00 – 19:00   Sted: Dokk1    

 

UDEN FOR KATEGORI

Godsbanens Julemarked
Gå på opdagelse i blandt andet design og kunsthåndværk, som er produceret på Godsbanens åbne værksteder og find unikke julegaver. Du kan også smage dig gennem et sansemættende madmarked i Rå Hal i samarbejde med Kødbyens Mad & Marked, hvor du blandt andet kan prøve kræfter med fish’n’chips, streetfood fra Uganda, det mexicanske gadekøkken og brasiliansk kød på spyd. Og endelig vil der være gratis livemusik på Radar.

Dato: 12. – 13. december    Tid: 11:00 – 17:00  Sted: Godsbanen     Pris: Gratis entré