Hver mandag giver vi dig en kulturguide til din uge i Aarhus. Vi har sørget for at vælge arrangementer ud, så der er noget for sanserne, for pengepungen og for hele familien. Vi anbefaler desuden, at du tilmelder dig vores mandagsmail. Her får du hver uge serveret et udpluk fra kulturguiden direkte i din indbakke.

FOR ØJNENE

Teater / kunst / design

Lev i fred med deres nerver
Du kan nu opleve en teaterforestilling, der præsenterer dig for otte ”nervelidelser”. Lidelserne forsøger at finde noget at være fælles om. Det viser sig at være en grotesk, men samtidig lettere komisk kamp. Udgangspunktet for forestillingen er, at vi fra barnsben lærer en masse basale ting, som vi efterhånden gør per automatik. Der er imidlertid ingen, der lærer os at leve i fred med vores nerver. Men kan man overhovedet lære det? Det forsøger teaterforestillingen at besvare.

Dato: Udvalgte dage mellem den 9. – 28. november   Tid: 19:30     Sted: Aarhus Teater Studio

FOR ØRENE

Musik / foredrag

Dad Rocks!
Den islandske kunstner Snævar Njáll Albertsson er hjernen bag og forsanger i bandet Dad Rocks. Han bliver betragtet som en af Skandinaviens bedste og mest originale sangskrivere. Teksterne veksler mellem at være sort-ironiske og nøgternt iagttagende. Med horn, strygere og elektronik leverer Dad Rocks moderne sange med et element af humor. Du kan opleve bandet i Stakladen.

Dato: 12. november   Tid: 20:00    Sted: Stakladen, Nordre Ringgade    Pris: 70 kr, (90 kr. i døren) 

 

FOR PENGEPUNGEN

Kvit og frit

Juleparade i Aarhus City
I år kommer julen til Aarhus tidligere end normalt. Det betyder, at den fantastiske stjernehimmel på Strøget allerede vil blive tændt fredag d. 13. november. I samme anledning kan du opleve den traditionelle juleparade. Og endelig vil flere af butikkerne udvide åbningstiderne denne aften.Dato: 13. november   Tid: 18:30    Sted: Strøget

 

FOR FAMILIEN

Snedronningen
Som optakt til julen kan hele familien opleve H.C. Andersens på en og samme tid iskolde og hjertevarme eventyr ”Snedronningen”. Det er historien om venskab og mod. Og om vigtigheden i at bevare det umiddelbare og tillidsfulde barn i sit hjerte. Forestillingen er, for børn såvel som for voksne, en rejse ind i et eventyrligt univers. Et univers, der består af venskab, barnetro og fornuft.Dato: Udvalgte dage mellem den 13. november – 20. december     Sted: Aarhus Teater Studio

UDEN FOR KATEGORI

Festival: Nordiske Nätter
Som noget helt nyt kan du opleve festivalen Nordiske Nätter. Den forløber over tre dage, hvor der bliver sat fokus på den nordiske kulturarv, forskel og ligheder mellem landene og fremtidens udfordringer. Det er Folkeuniversitetet, der står bag den sansemættede festival, hvor du efter åbningstiderne på Moesgaard Museum kan se, føle, høre og opleve Norden. Du vil med andre ord blive oplyst i natten, få mulighed for at støde på forhistoriske skikkelser og studere stjernehimlen over Moesgaard.Dato: 13. – 15. november        Sted: Moesgaard Museum    Pris: Fredag og lørdag: 175 kr. Søndag: 125 kr.