Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, for øjnene, for den indre debattør, for børnene og for den kreative sjæl. 

FOR ørerne

Oplev den Reumert-vindende musikforestilling NEOARCTIC
Hotel Pro Forma flytter til Aarhus i november 2017 med den Reumert-vindende musikforestilling NEOARCTIC og en række relaterede aktiviteter, der undersøger klimaforandringerne. NEOARCTIC består af 12 sange, 12 lydbilleder, 12 landskaber og 1 planet. Værkerne handler om det antropocæne – den geologiske tidsalder, vi befinder os midt i, som er karakteriseret ved store menneskeskabte forandringer af jordens klima og økosystem. Under Aarhus 2017 vil Hotel Pro Forma engagere og invitere til refleksion omkring de mange aspekter som berører og berøres af klimaforandringerne. I samarbejde med en række eksperter og kunstnere sætter vi fokus på det antropocæne samt mulighederne og udfordringerne i vores nye verden. Det sker med en bred vifte af aktiviteter, der omkranser NEOARCTIC og leverer værktøjer til at udtrykke sig og tale om dette komplekse emne ved at tilbyde forskellige aktiviteter før og efter oplevelsen af NEOARCTIC.Dato: Torsdag d. 9. – lørdag d. 11. november        Tid: 15:00 og 20:00       Sted: Filmbyen      Pris: 200 kr.  

 

FOR DEBATTØRen

Debat om at være europæisk kulturhovedstad
At være europæisk kulturhovedstad er en af de mest markante muligheder for at demonstrere, hvordan kultur kan skabe forandringer i samfundet. Konferencen RE-VALUE har som formål at skabe en tværfagilg dialog omkring kernespørgsmålet: Hvordan kan vi forstå og tale om værdien af kunst og kultur? Spørgsmålet vil være koblet direkte til det at være europæisk kulturhovedstad, men vil også blive stillet bredere. På den måde bidrager konferencen til at imødekomme efterlysningen af nye evalueringsformer, nye måder at diskutere værdi på i offentligheden og i den kulturpolitiske debat. Dato: Onsdag d. 8. november – lørdag d. 11. november         Tid: Varierer fra arrangement til arrangement      Sted: Forskellige steder på ARoS og Aarhus Universitet       Pris: Kan variere

 

FOR ØJNENE

Vær med til at styre en stor lysinstallation på Rådhuset
Hvis man var i Aarhus til åbningen af Aarhus 2017, har man set, hvordan Aarhus Rådhus også kan se ud, når det er beklædt med lys og farver i den mørke nat. Nu bliver rådhuset lyst op igen i den interaktive lysinstallation, We Believe. Men ikke nok med det kan du være med til at styre lysene. We Believe er en interaktiv lysinstallation, der spænder over to byer – Aarhus og London. På Karolinegårdens tagterrasse installeres der et kontrolrum, hvorfra byens borgere og besøgende kan interagere og helt bogstaveligt kontrollere en lyssætning, der projiceres op på Aarhus Rådhus og Den Danske Ambassade i London, der kommer til at fremstå som en 3Dspilbar arkitektur, når borgerne leger i kontrolrummet.  Brugerne vil blive lukket ind i hold og guidet op på terrassen. Karolinegårdens tagterrasse bliver kontrolrum, hvorfra borgere kan styre, spille, lege og sende lysimpulser til de to markante bygningers facader – Rådhuset og Ambassaden – der vil fremstå som spillets brugerflade.Dato: Fredag d. 10. – søndag d. 19. november      Tid: 18:00 – 22:00        Sted: Karolinegården og Aarhus Rådhus        Pris: Gratis

 

FOR BØRN

Børnevalg på Dokk1
Kommunalvalget nærmer sig, og det er noget, voksne snakker om… men hvad med børnene? På Dokk1 kan også børn stemme fra deb 3. november. Der står dog ikke lokalpolitikere på stemmesedlen, men figurer som Cirkeline, Iqbal Farooq, Mimbo Jimbo og mange flere kendte fra børnelitteraturen. De lover hver især ”Ingen oprydning”, ”Ja til fri leg”, ”Ja til natmad” og meget mere. Stemmeboksen er placeret i børnebiblioteket fra den 3. november til den 20. november klokken 10. Alle børn er velkomne til at kigge forbi og afgive deres stemme i den periode. Der er også mulighed for at farvelægge en af de fine valgplakater. Resultaterne sendes til Ballerup den 21.  november og indgår i et samlet valgresultat fra de tilmeldte kommuner i Danmark.

Dato: Mandag d. 6. – tirsdag d. 21. november       Tid: 08:00 – 21:00       Sted: Dokk1       Pris: Gratis

 

FOR DEN KREATIVE SJÆL

Lær at arbejde med træ på Godsbanen
Det er aldrig for sent at lære et nyt håndværk. På Godsbanen kan man tage kurser i alverdens ting og sager, og den 10. og 17. november står den på træbearbejdning. Træ er et spændende materiale med mange muligheder, og på kurset får du en introduktion til mange af de grundlæggende maskiner og teknikker inden for træbearbejdning. Man kommer til at arbejde med både massivt træ og plademateriale. Ikke mindst er sikkerheden i højsædet, og deltagerne bedes derfor klæde sig i praktisk og ikke for løstsiddende tøj.

Dato: Fredag d. 10. og fredag d. 17. november        Tid: 09:00 – 14:30       Sted: Godsbanens åbne værksteder         Pris: 1.185 kr. for to dages kursus