Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for tørsten, for pengepungen, for ørerne, for smagsløgene og for familien.

 

For TØRSTEN 

Øl-marked på Godsbanen
Fredag fyldes den Rå Hal på Godsbanen med det bedste fra dansk ølkunst. Du vil kunne smage på et hav af forskellige specialøl fra dygtige bryggerier fra hele Danmark. Blandt de mange deltagende findes selvfølgelig Mikkeller Bar Aarhus, hvis øl eftersigende også skulle være at finde i maden, når Chidos sørger for mexicanske specialiteter med et twist i dagens anledning. Derudover kan du også møde Fur Bryghus, Munkebo Mikrobryg og mange flere er at finde på en liste, der bliver stadig længere. Når arrangementet slutter på Godsbanen, forsætter festen på HeadQuarters med fri entré og flere øl for dem, der tørster.


Dato: Fredag d. 20. oktober      Tid: Klokken 13.00 – 20.00      Sted: Godsbanen      Pris: 30 kr. 

 

FOR Pengepungen

Hyldest til dansk design med New Danish Modern
Selvom New Danish Modern officielt startede i slutningen af sidste uge, er der stadig meget at komme efter. I løbet af hele denne uge kan du opleve design i mange forskellige udtryk, når New Danish Modern hylder dansk design på Galleri ‘O’ space. Mød blandt andet specialist i stoleflet Knud Silkjær, der byder indenfor i sit popup-værksted og viser, hvordan sædet på Wegners ‘Y-stol’ er lavet. Man kan også deltage i en eller flere talks, når spændende aktører fra designverden kommer og fortæller deres historie. Bruun Rasmussens vurderingseksperter er også at finde i løbet af ugen, og her kan du få sat pris på dit eget designmøbel. Alle kan være med og information om de forskellige arrangementer finder du på New Danish Moderns Facebook-side.Dato: Mandag den 16. – lørdag den 21. oktober      Tid: Varierende       Sted: Galleri ‘O’ Space       Pris: Gratis 

 

FOr ørerne

AGONY – En spiseopera!
Som en del af Aarhus 2017 kan du opleve et helt nyt og sanseligt operakoncept på Godsbanen. En spiseopera, hvor publikum sidder med ved spisebordet hos en familie med en hjerteskærende historie. Under forestillingen serveres 5 små anretninger, som sammen med scenekunsten giver publikum en helhedsoplevelse for alle sanser. I forbindelse med spiseoperaen har komponist Line Tjørnhøj udviklet et socio-økonomisk produktionskoncept kaldet DUST. Det betyder, at operaen deler ressourcer og fortælling med Kvinder fra Tal Al-Rumman i Jordan og støtter deres bestræbelse på at blive uafhængige og selvforsørgende. Kvinderne producerer soltørret yoghurt, specialiteten Jameed, der smager lidt som en stærk udgave af parmesan, hvilket indgår som ingrediens i maden, der serveres for publikum.Dato: Fredag den 20. – fredag den 27. oktober     Tid: Lørdag klokken 17.00, hverdage klokken 20.00     Sted: Godsbanen      Pris: 200 – 350 kr.

 

FOR SMAGSLØGENE

Tefestival på Sigfreds Kaffefabrik
For mange er te, noget man drikker, når man er syg, eller når man mangler noget at varme sig på, når efterårskulden har sat sig fast i kroppen. For Dansk Tesammenslutning er det meget mere end det, og den verden kan du lørdag i denne uge opleve på Sigfreds Kaffefabrik. Her præsenteres tesmagningens principper for publikum, som efterfølgende får lov at give sig i kast med en smagning, som i teverdenen også kaldes “cupping”. Derudover vil der også være foredrag om buddhisme og te, Japansk Ryakubon teceremoni, og selvfølgelig bliver der serveret afternoon tea på traditionel engelsk vis. Til sidst på dagen kåres årets te blandt de mange deltagende teentusiaster.
Dato: Lørdag den 21. oktober     Tid: Klokken 10.00-17.00      Sted: Sigfreds Kaffefabrik      Pris: Gratis, tilmelding er dog påkrævet via info@danishteaassociation.com

 

FOR familien

Kartoffel-festligheder på Kvindemuseet
Hele efterårsferien igennem kan du og familien lege med kartofler på Kvindemuseet. I værkstedet kan I gå kreativt til værks og lave både flot kartoffeltryk og fantasifulde kartoffeldyr. To gange dagligt er der kartoffelsækkeløb, og alle dagene igennem kan I gå på kartoffeljagt i museumsudstillingen. Derudover vil der også være filmvisning af filmen “Eventyret om den vidunderlige kartoffel”. Der er altså masser at give sige til, hvis I har lyst til at tage forbi Kvindemusset til en dag fuld af kartoffelsjov.Dato: Mandag den 16. – fredag den 20. oktober       Tid: Klokken 10.00 – 17.00       Sted: Kvindemuseet       Pris: Voksne 65 kr. // 0-17 år gratis