Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for smagsløgene, for øjnene og ørerne, for familien, for mændene og for pengepungen.

FOR SMAGSLØGENE

Danmarks bedste østersåbnere mødes i kamp
Kan du lide østers? Og har du et veludviklet konkurrencegen? Så burde du tage til Danish Oyster Cup 2017! Den årlige konkurrence afholdes nemlig igen i år i Aarhus. Deltagerne i konkurrencen skal åbne 30 østers på tid, og samtidig sørge for at servere en pæn præsentation. Blandt deltagerne er der tidligere danske og nordiske mestre, flere af deltagerne har deltaget i verdensmesterskaberne, og dommerpanelet er internationalt repræsenteret med blandt andet tidligere verdensmester Hasse Johannesson. Vinderen af konkurrencen går videre til det nordiske- og europæiske mesterskab, der begge afholdes i Sverige, samt Oyster Opening World Cup. Den irske pub Tir Na Nóg lægger hus til, for selvom mange forbinder østers med champagne, er østers og den helt mørke, irske bryg, Guinness, et fast makkerpar i Irland og andre store østersnationer.Dato: Lørdag d. 14. oktober    Tid: 16:00 –    Sted: Tir Na Nóg    Pris: Gratis

 

FOR ØJNENE

Oplev 800 år gamle Edda-digte i teaterform
Vi kender den nordiske mytologi med Odin og Thor, Loke og Balder, Midgårdsormen og Vølvens Spå­dom. Og kan man lide den gamle nordiske mytologi, er der nu noget at opleve for den teaterglade. På Aarhus Teater kan man nemlig opleve de 800 år gamle Edda-digte i musik, skuespil og sang. Forestillingen “Edda” er skabt af Robert Wilson, der af mange betragtes som en af verdens største, nulevende, visuelle teatergenier, og han er kendt for sine samarbejder med kunstnere som Tom Waits, Lou Reed og Lady Gaga og i Danmark for forestillinger som ”Woyzeck” og ”Black Rider”.

Dato: Lørdag d. 14. – fredag d. 20. oktober    Tid: Lørdag kl. 16:00, søndag kl. 15:00 og tirsdag – fredag kl. 19:30     Sted: Aarhus Teater    Pris: 60 – 415 kr. inkl. gebyr

 

FOR FAMILIEN

Tag familien med på en (u)hyggelig tur i Tivoli Friheden
Hyggelige Tivoli Friheden bliver omdannet til hjemsted for hekse, spøgelser, monstre og hundredevis af edderkopper, når parken holder Halloween i hele efterårsferien. Der vil i løbet af ugen være flere arrangementer for både børn og voksne, og så kommer Onkel Reje og giver show i parken hver dag. Derudover kommer Teaterhuset Filuren på besøg og opfører det uhyggelige stykke “Nattens Tivoli”, hvor man kan få mulighed for at opleve, hvad der sker, når natten falder på i Tivoli Friheden. Man kan orientere sig i de forskellige begivenheder i parken ved at følge med i programmet, der bliver opdateret løbende, både på Facebook og på Tivoli Frihedens hjemmeside.Dato: Lørdag d. 14. – 22. oktober    Tid: 11:00    Sted: Tivoli Friheden    Pris: Entré til Tivoli Friheden. Nogle begivenheder i parken har selvstændige priser.

 

FOR DRENGERØVEN

Messe for mænd på Centralværkstedet
Trænger du og gutterne til kvalitetstid i weekenden, kunne det være I skulle lægge vejen forbi Centralværkstedet. Der er nemlig mandemesse. Til messen vil 45 udstillere fra hele landet præsentere gear og grej til drenge, mænd og drengerøve i alle aldre. Der er alt fra custombikes, ATV’er, modelfly, modeltog, airwheels, vildmarksbad, droner og meget mere. Til messen vil du også kunne opleve Timber Sport Team fra STIHL, Wrestlingshows, whiskysmagning, cocktailkonkurrence og lattershow, og så kommer Danmarks eneste tilbageværende cigarmager og ruller cigarer. Der er med andre ord fyret godt op for mandehørmen!Dato: Lørdag d. 14. oktober  Tid: Kl. 14:00 – 18:00 Sted: Centralværkstedet   Pris: Gratis entré

 

FOR PENGEPUNGEN

Lær førstehjælp til børn på Lynfabrikken
Hvad gør du, hvis dit barn får noget galt i halsen? Hvis dit barn brænder sig på komfuret eller falder og slår hovedet? Forhåbentlig bliver det aldrig aktuelt, men skulle uheldet være ude, er det rart som forælder at vide, at man er klar til at yde den nødvendige førstehjælp. Og det giver bloggeren og stifteren af ‘Kæmp for livet’, Simon Pedersen, fra babyspire.dk nu 25 forældre mulighed for at lære til en to timers gratis workshop på Lynfabrikken. Her vil Simon Pedersen klæde forældrene på til at handle hensigtsmæssigt og yde relevant førstehjælp ved hjertestop, skader og ulykker med børn, samt fokusere på muligheden for at forebygge skader i hverdagen. Der er kun 25 pladser på workshoppen, og tilmelding sker ved først til mølle-princippet via mail til maria@spiresunited.com.Dato: Torsdag d. 12. oktober     Tid: 19:00 – 21:00     Sted: Lynfabrikken    Pris: Gratis