Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har sørget for at vælge arrangementer ud, så der er noget for smagsløgene, for øjnene, for pengepungen, for hjernen og for ørerne.

For smagsløgene 

250 forskellige vine i Ridehuset til Winemarket 7.0
På lørdag lukker Ridehuset dørene op til en dag med over 250 forskellige vine. Smag på druer, du ikke vidste eksisterede og opdag nye vinområder, når 25 af landets bedste forhandlere står klar til at give dig en enestående smagsoplevelse. Flere af forhandlerne er med for første gang, og der er derfor rig mulighed for at prøve helt nye vine af eller udforske sin favoritdrue blandt forskellige flasker. Som noget helt unik har enkelte af forhandlerne taget sjældne og ekslusive vine med, som man kan købe smageglas af til en fair pris. Sammen med entréen får man desuden sit eget glas, et Riedel Ouverture Magnum, og få det nyeste nummer af Danmarks nye vinmagasin DinVinGuide.
Dato: Lørdag d. 7. oktober  Tid: 12.30 – 15.00 eller 15.30 – 18.00   Sted: Ridehuset   Pris: 265 kr. (evt. overskydende billetter sælges i døren til 300 kr.)

 

FOR øjnene 

CPH PIX i Aarhus på Øst for Paradis
I løbet af oktober kommer spillefilmsfestivalen CPH PIX i samarbejde med Blockbuster rundt i landet med tre gribende film og breder en del af filmoplevelserne fra festivalen ud til resten af Danmark. København bliver skiftet ud med 23 andre byer, og i Aarhus står Øst For Paradis for visningerne. De tre film, der er udplukket fra årets program i København er den amerikanske thriller ‘Good Time’, portrætfilmen om den ikoniske kulttegner ‘Tom of Finland’ og Miyazakis anime-version af ‘Ronja Røverdatter’. Over tre dage i denne uge vises hver af filmene i biografen, og der er garanteret stærke filmoplevelser.
Dato: Den 2. oktober, 3. oktober og 7. oktober  Tid: 21.00, 19.00 og 13.00   Sted: Øst for Paradis      Pris: 90 kr.

 

FOR PEngepungen

Madfest for unge til Food Maker Faire
Tirsdag og onsdag i denne uge er der mulighed for at udforske madglæde af den fineste salgs, når der er Food Maker Faire på Centralværkstedet. Begge dage vil der være forskellige workshops, stande og spændende aktiviteter, hvor man for alvor får mulighed for at afprøve forskellige discipliner indenfor kogekunsten. Man kan blandt andet møde Tobias Hamann-Pedersen fra Den Store Bagedyst og blive inspireret til at støbe sin egen unikke chokolade eller cykle sin egen smoothie på Smoothie-Licious’ helt egen smoothie-cykel. Festivalen søger at øge en fælles madglæde blandt unge mellem 16-28 år, og det er gratis at deltage. Dog kræver enkelte workshops tilmelding og et beskedent beløb for deltagelse.
Dato: Tirsdag 3. oktober – onsdag 4. oktober   Tid: 15-20   Sted: Centralværkstedet  Pris: Gratis

 

FOR HJERNEN

Bliv klogere på Gellerup til A View Festival.
Hele ugen igennem er der fokus på byudvikling i Gellerup, når Studenterhus Aarhus præsenterer en ny kulturfestival, A View Festival, som udfordrer deltagernes perspektiv. Festivalen er en tilbagevendende kulturfestival, der hvert år tager udgangspunkt i en ny bydel i Aarhus. I år er Gellerup som sagt omdrejningspunktet, og der er rig mulighed for at blive klogere på et område, der ofte forbindes med problemer, men som rummer meget mere end det. Deltag i fordraget “Research projects about Gellerup” hvor forskellige fordragsholdere giver deres bud på, hvordan man bedre binder Gellerup sammen med resten af Aarhus eller hør lyden af Gellerup og dans med til lækre balkan-beats til den afsluttende koncert i Stakladen.Dato: Mandag d. 2. oktober – fredag d. 6 oktober    Tid: 15.00 – 23.00   Sted: Studenterhus Aarhus, Stakladen og Gellerup   Pris: Fleste arrangementer er gratis, enkelte kræver entré

 

FOR ØreRne

Troen gentænkes med musik til Rethink Faith 2017
I Skt. Lukas kirken gentænkes troen med koncerter, foredrag og flere andre aktiviteteter. Kirken er åbent begge dage og hele natten og inviterer til arrangementer med musik som fælles omdrejningspunkt. Man kan blandt andet opleve kvindekoret Vox Mariæ, der består af 16 dygtige, unge sangerinder eller tage med op på kirkeloftet og betragte de bibelske billeder til lyden af musik. Hele natten vil der være åbent i kirken, som vil være oplyst af levende lys, og her vil man kunne udfordre sanserne med film, kunst, digtoplæsning og tid til fordybelse.
Dato: Fredag d. 6. oktober – lørdag d. 7. oktober     Tid: 12.00 –         Sted: Skt. Lukas Kirke       Pris: Fri entre