Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har sørget for at vælge arrangementer ud, så der er noget for hjernen, for eventyrlysten, for hele familien, for ørerne og for pengepungen. 

FOR HJERNEN

Borgerne debatterer byens udtryk på ARoS
ARoS inviterer LIVEMAGASINET indenfor til en aften om byens udtryk. Aftenens livemagasin kommer omkring spørgsmål som: “Er der nok skabende hænder i Aarhus?” og “hvad skal man gøre, hvis man virkelig vil være med til at præge byens udtryk?”. Peter Gran Boesen vil blandt andet give sit bud under aftenens livemagasin. Han står sammen med Astrid Moth bag virksomheden Urban Goods, som giver borgere en stemme og en skabende hånd i egen by. Også byens viceborgmester Anne Nygaard deler sit perspektiv på byens udtryk med fokus på branding af byen. Til sidst kan du som publikum også deltage i debatten. LIVEMAGASINET er journalistik og debat formidlet på en scene. LIVEMAGASINET formidler de gode fortællinger, og borgeren inviteres med, når spændende personer fortæller, debatterer eller synger lige foran publikum.Dato: Onsdag d. 13. september  Tid: 19:00 – 20:30   Sted: ARoS   Pris: Gratis efter betalt entré til museet

 

FOR EVENTYRLYSTEN

Rethink Activism Folkefestival bygger en by i byen
I tre dage forvandles Sydhavnen i Aarhus til et eksperimentarium for fremtidens etiske, kreative og bæredygtige by. Det gamle industriområde bliver til en by i byen med rådhus, fabrik, værested, kulturhus, sundhedshus og meget mere. I dette minisamfund sættes aktivisterne på scenen, og alle er inviteret med til at deltage i workshops, performances, debatter og samtaler. Formålet er at synliggøre tidens aktivisme, der gør op med passivitet og erstatter konfrontation med kreativitet og handlekraft. Det gør Rethink Activism til denne folkefestival ved helt konkret at bringe folk sammen på nye måder, og dermed skabe nogle rammer for refleksion og gentænkning af byen og den måde, samfundet er indrettet på.

Dato: Fredag d. 15. september – søndag d. 17. september    Tid: Heldagsarrangement    Sted: Sydhavnen     Pris: Gratis

 

FOR ØRERNE

Oplev upcomming Aarhus-bands til Oppenheimer
Endnu engang åbnes dørene op for Oppenheimer Festival. En showcasefestival, hvor fem spirende bands fra Aarhus præsenterer sin musik. Der vil være mulighed for at prøvesmage livemusik fra et bredt udvalg af genrer, i år fra følgende kunstnere: SUNDAYS, SILQUE, Pebbermint B, Turquoise Sun og MONTI.Dato: Lørdag d. 16. september  Tid: 19:00/19:30   Sted: Radar  Pris: 50,- i døren, 40,- i forsalg

 

FOR FAMILIEN

Snitteværksted på Dokk1
På lørdag står der snitning på programmet for de 4-8 årige på Dokk1. Anledningen er Børnedage på Dokk1, der udfolder sig over 2017 med et vælg af oplevelser med alt fra opera til kreative byggepladser, bevægelse, teater, guidede oplevelser og meget meget mere. Lørdag skal der altså snittes, så spånerne flyver. Bliver det mon en gaffel, en kniv eller noget helt tredje spændende?Dato: Lørdag den 16. september   Tid: 11:00    Sted: Dokk1, udenfor   Pris: Gratis

 

FOR Pengepungen

Gør et Mega Kup! på Godsbanen
Så er det tid til at tage sin mor, søster eller bedste veninde under armen og finde moneterne frem. Der er nemlig Mega Kup! på Godsbanen. Mega Kup! er et indendørs luksus secondhand tøj-arrangement for kvinder i alle aldre. Mega Kup! har eksisteret i de sidste 12 år med stor succes hver gang. Til Mega Kup! kan du shoppe amok ved de mange forskellige private stande og gøre en masse gode kup til SU-venlige priser.Dato: Søndag d. 17. september  Tid: 10:00 – 17:00    Sted: Den Rå Hal på Godsbanen   Pris: Gratis