Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har sørget for at vælge arrangementer ud, så der er noget for sanserne, for smagsløgene, for hjernen, for pengepungen og for hele familien. Vi anbefaler desuden, at du tilmelder dig vores mandagsmail. Her får du hver uge serveret et udpluk fra kulturguiden direkte i din mailboks.

 

FOR ØRENE

Fest i hele Vestergade
Traditionen tro inviterer Vestergades forretninger, caféer, restauranter og institutioner til gadefest i Aarhus. Den hyggelige gade spærres af for biltrafik og den røde løber rulles ud. Caféer og restauranter byder på udeservering og street food, forretninger afholder gadesalg, og gennem hele dagen er der aktiviteter og kulturelle indslag for alle aldre. Gaden kommer til at summe af musik og god stemning. Flere steder afholdes live koncerter, og Pride-paraden aflægger også et visit. Der vil være yoga, salsa-undervisning, børneaktiviteter, loppemarked og salg af kunsthåndværk. Dato: Lørdag d. 3 juni     Tid: 9.30 – 24.00        Sted: Vestergade        Pris: Gratis

 

FOR ØJNENE

Åbningsfest med ARoS – The Present + The Future
På fredag præsenterer ARoS Kunstmuseum de splinternye udstillinger The Present og The Future, der varer fra d. 3. juni til d. 30. juli. Værkerne er placeret i Aarhus by og langs kysten fra Tangkrogen til Ballehage, hvor du kan komme med til åbningen ved værket og pavillonen Do We Dream Under the Same Sky på Strandvejen. Efter åbningstalerne fortsætter festen i SKUM på Tangkrogen med DJ STUF og cocktailbar til ud på aftenen. The Present og The Future er en del af ARoS Triennalen The Garden, og er ét ud af fire mega-events i forbindelse med Aarhus Kulturhovedstad 2017.
Dato: Fredag d. 2. juni        Tid: 15.00 – 22.00         Sted: Helnan Hotel Marselis, Strandvejen 25        Pris: Gratis

 

FOR FAMILIEN

FindersKeepers på Godsbanen
På FindersKeepers Designmarkeder har du muligheden for at møde hundredevis af dygtige designere og kreative iværksættere. Hver designer har sin egen stand på markedet, hvor de inviterer gæsterne med ind i deres univers, præsenterer deres idéer og sælger deres produkter. De deltagende designere er særligt udvalgt af FindersKeepers’ jury, der består af 12 dygtige og talentfulde personer fra design-, mode- & reklamebranchen, med hver deres erfaring og syn på design, trends, æstetik og kvalitet. Gør dig et eksklusivt fund, når et af Danmarks mest populære designermarkeder kommer til Aarhus.Dato: Lørdag d. 3. juni – søndag d. 4. juni        Tid: 11.00 – 17.00      Sted: Godsbanen    Pris:  Forsalg: 40 kr. – Weekendbillet: 60 kr.

 

FOR PENGEPUNGEN

Parade for mangfoldigheden
Aarhus Pride er en hyldest til mangfoldigheden i Smilets By. Med den årlige parade er ønsket at øge synligheden og accepten af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Paraden afgår fra Bispetorv klokken 12.00, og der vil være mulighed for at slutte sig til den farverige parade, når den bevæger sig gennem det centrale Aarhus.Dato: Lørdag d. 3. juni      Tid: 12.00 – 24.00        Sted: Hele byen         Pris: Gratis

 

FOR SMAGSLØGENE

Marked i Parken
På søndag afholdes der endnu engang Marked i Parken ved Musikhuset og ARoS. Kødbyens Mad & Marked serverer kulinariske oplevelser, Musikhuset præsenterer lækker livemusik, ARoS udfordrer med spændende kunstindslag samt mad, mens Flagstang Markeder ruller ud med knap 100 loppestande – alt sammen udendørs og med fri adgang. Lad børnene lege i parken eller ved markedets aktiviteter, drik en kold markedspilsner i solen, nyd musikken og de smukke kunstinstallationer og gør et fund på loppemarkedet. Hele pakken i en skøn, afslappet og hyggelig stemning.
Dato: Søndag d. 4. juni       Tid: 10.00 – 15.00         Sted: Rådhusparken         Pris: Gratis