”Der er ikke mange, der ved det, men jeg stoppede 3. verdenskrig. I spørger måske ‘hvilken verdenskrig?’ Det var så lidt.” Sådan fik Jonas Kjærsgaard hele Operaen til at grine under Zulu Comedy Galla. Her er Aarhus’ nye standup-håb.

Det er en komiker i en overgangsfase, som møder mig på Café Øst for Paradis en tirsdag i efteråret. Jonas Kjærsgaard er både synlig og usynlig på samme tid. I den virkelige verden vil man ofte finde ham veloplagt i Vestergade, stående på Ny V58’s nyligt oprettede standupforum.

På de sociale medier er det dog sværere at se, at denne mand for kort tid siden optrådte foran et fyldt Operaen og 1,5 millioner tv-seere. Og det endda med bragende succes. Jonas blev udpeget til at udgøre et af ”de nye håb” ved Zulu Comedy Galla. Tre nyere komikere tildeles uretfærdig kort tid på den prestigefyldte scene til at overbevise publikum og hele den fremmødte underholdningsbranche om, at man er komikkens fremtid.

Men den ubehjælpsomme Facebook-fanprofil har stadig et forlegent, grynet skær med familiemedlemmers støttende kommentarer under et screenshottet profilbillede. Det lader ikke til, at det endnu er synket helt ind i Jonas, at karrieren sandsynligvis står ved et vendepunkt. Eller også er det en bevidst dyrkelse af antiklimaks. Som til gallaen hvor han, efter at have revet Operaen rundt i to minutters tætpakkede latterkramper og bygget et euforisk stadie op, valgte at afslutte seancen med ordene ”det var vel dét…”

Speeddating
Han sidder på trappestenen uden for Øst for Paradis og ryger en cigaret i gråvejret. Førstehåndsindtrykket af hans udseende er kontrastfyldt. På den ene side sidder der en småranglet ung gut og kører arbejder-looket, iklædt en slidt Ceres-jakke, udtrådte sko og en ikke-tilstedeværende venstre fortand som manglende krone på værket. På den anden side er det svært at løbe fra de pæne ansigtstræk og krøllerne i hans kastanjebrune hår. Der er en lidt forhutlet Charlie Chaplin-charme over det, og det er han vist heller ikke ubevidst om.

”Klassekammerater har senere fortalt mig, at mange af pigerne var vilde med mig i skoletiden. Men jeg var ham den stille, generte dreng. Hvis jeg bare havde sagt noget!”

Jeg har set Jonas optræde et par gange, dengang scenen lå ved Store Torv og hed Thorups Kælder. Her spurgte han, om vi ville høre en penis-joke mere. Jeg sagde som høflig gæst højt ja, men åbenbart som den eneste i lokalet. Jonas fik salen til at messe ”homo, homo, homo!” ad mig. Han vendte derefter præmissen og sagde, at jeg så sød ud og inviterede mig på en fiktiv date. Men jeg tog ham på ordet, for her et års tid senere sidder vi nu over for hinanden omgivet af gamle filmplakater og biograflyde, hver gang dørene ind til salene går op. Vi skal tale om forholdet mellem Jonas og standup.

jonas_kjaergaard_aarhus_panorama5

”Jeg er det, man kalder for en klassisk oneline-komiker. Et kort setup med meget få ord, og så en punchline. Det kræver ikke lange fortællinger eller sammenhæng, og derfor tror jeg også, at det passede godt ind i mine to minutter til gallaen. Jeg gør en dyd ud af, at min optræden ikke skal hænge sammen. Det skal helst se ud som om, jeg ikke selv ved, hvad jeg laver. Og derfor kunne jeg i nemmere grad udvælge nogle jokes at optræde med, fordi jeg ikke behøvede at lave én sammenflettet historie. Det bliver lidt syret og mærkeligt en gang i mellem, men jeg kan godt lide at køre ud ad en tangent,” forklarer Jonas Kjærsgaard, der også har en joke om en fysisk kæmpe tangent i hans lejlighed, han bare går ud af.

“Samtidig har jeg en meget mere tilbagelænet stil end min kollega, Victor Lander, der også har prøvet at stå som talentet i Operaen. Han ejer jo bare rummet, når han træder ind på scenen. Men lige nu overvejer vi at lave et show med et drengekor i baggrunden, som messer svarene efter punchlinen.”

Klassekammerater har senere fortalt mig, at mange af pigerne var vilde med mig i skoletiden. Men jeg var ham den stille, generte dreng. Hvis bare jeg havde sagt noget! Jonas Kjærsgaard

Jonas dyrker det abstrakte og grænseoverskridende på scenen, men jeg ved ikke, om han går med til den øvelse, jeg har tænkt mig at lave med ham. Jeg har nemlig planlagt, at vi skal sidde og se hinanden i øjnene i et minut uden at sige noget. Senere skal vi så beskrive, hvad vi ser.

Den 17. oktober 2011, Café Jorden
”Jeg tror ikke, der var nogen, der havde regnet med, at jeg pludselig skulle stå på en scene. Min far viste mig Monty Python som barn, og jeg har altid været meget fascineret af deres helt absurde format. Men i skolen var det min skolekammarat, Lasse Madsen, der var the funny guy, og jeg var den mere stille dreng. Vi begyndte at lave nogle sjove youtube-videoer sammen og senere lidt radio i Horsens. En dag, hvor vi var i København, fik Lasse en spot på en open mic, og så skulle han debutere som komiker. Næste gang skulle jeg så også med. Jeg fik min debut på Café Jorden i Aarhus og var rigtig fuld den aften. Jeg havde købt to øl, men fik så fortalt, at man som optrædende fik to gratis. Så blev jeg sur, gik ned og hentede dem og bundede dem. Og så skulle jeg på scenen. Men det gik heldigvis fantastisk!”

Det var på dette tidspunkt, at Jonas smed sin generthed og erstattede den med en fuck alting-attitude.

”Jeg tror, det er Kant, der taler om livets meningsløshed.” Han holder en trimferende kunstpause. “Ja, C-niveau i filosofi under min HF. Det påvirkede mig i hvert fald ret meget, og jeg fik en følelse af, at alting nok skal gå. Jeg flyttede fra Horsens til Aarhus og har haft svært ved at betale min husleje de sidste tre måneder, og det ser også slemt ud nu. Men ja, det skal sgu nok gå.”

I det samme får Jonas en mail med et jobtilbud om at komme ud og optræde. Den manglende tand skal også erstattes om et par dage, og horisonten lysner efter Zulu Comedy Galla.

jonas_kjaergaard_aarhus_panorama2

”Tanden er ellers en god conversation starter. Men det er ikke altid, mit show går lige godt. Den gyldne regel i standup er, at man klarer sig fantastisk på ens første optræden, men dør på sin røv anden gang. Det skete også for mig. Jeg har også haft en masse forfærdelige aftenener på Waxies, hvor der engang var tirsdags-open mic. Der var næsten ingen mennesker, og dem, der var, sad tavse i sofaer rundt omkring. Det gjorde ondt. Men når det går dårligt, får jeg bare en endnu større lyst til at gå på scenen igen for at overbevise mig selv om, at jeg godt kan.”

Humorens højplan
Timeren sættes på et minut, og tiden føles tung. Det er vanskeligt for to fremmede mænd ikke at trække på smilebånd og forsvarsmekanismer, når intimiteten rykker så nær. Men pludselig opstår der et øjebliks dybde. I øjnene ses en person, der har besluttet sig for at leve af og for latter.

Der er selvfølgelig det overfladiske grundniveau, hvor det bare er ‘grinern’ at grine. Og her er en ung mand, der ikke har noget imod at grine af sig selv. Faktisk gør han en dyd ud af at kunne det. Han ser det som en stor menneskelig kvalitet, at man ikke skal tage sig selv alt for alvorligt. Men samtidig er humor paradoksalt nok det i livet, han tager allermest alvorligt.

Tanden er ellers en god conversation starter. Men det er ikke altid, mit show går lige godt. Den gyldne regel i standup er, at man klarer sig fantastisk på ens første optræden, men dør på sin røv anden gang.
Jonas Kjærsgaard

Vi går en tur ned gennem Snevringen og taler lidt om fremtidsdrømme, og Jonas går lidt og videretænker sin stream of consciousness-baserede form, som Monty Python har inspireret ham til. Og vi forundres over, at selv en penisjoke kan føre til et stadie af værens glemsel.

”Jeg vil gerne have det absurde tilbage i standup. Der er mange af mine jokes, der egentlig bare kan sættes over i en sketch, og det kunne være sjovt at arbejde med det lidt abstrakte sketchformat. Mine bedste shows har jeg på de aftener, hvor det ikke har givet mening overhovedet. Og det er også dér, jeg kan mærke, at publikum har haft det sjovest. Det er her, comedy bliver lidt magisk. Humor kan få dig til at stoppe med at tænke og bare lade dig nyde nuet. For et øjeblik glemmer du lige dig selv, og at livet ikke giver mening. Når komikken fungerer bedst, ser du på dit ur uden at forstå, hvor fanden tiden forsvandt hen.”

Det var vel dét.