Forfatteren, poeten og filmmanden Jørgen Leth er i gang med den uundgåelige kunst at ældes. Men samtidig har den 77-årige Aarhus-fødte kunstner aldrig følt sig så produktiv som nu.

Af Henrik Lomholt Rasmussen

Selv om Jørgen Leth har fuldt knald på karrieren, går det ikke så stærkt for den 77-årige forfatter, poet, journalist og filmmager, som det har gjort. Dels fordi bentøjet driller, dels fordi han næsten konstant bliver stoppet af fans, der vil have en snak og en autograf. Mens Jørgen Leth irriteres over ikke længere at kunne løbe fra sin alder, nyder han sin stjernestatus.

”Jeg kan ikke få for meget af det, for jeg elsker at være feteret. Det gider jeg sgu ikke lægge skjul på. Men jeg er træt af at være gammel. Det kniber med hørelsen, jeg har svært ved at komme op af en stol, og jeg har balanceproblemer. Det er noget værre lort,” siger Jørgen Leth.

Ordene falder, da Aarhus Panoramas udsendte følger ham over til Radisson Blu Scandinavian Hotel efter en udsolgt koncert i Musikhuset Aarhus med Vi sidder bare her – en trio med Jørgen Leth som fortæller og Mikael Simpson og Frithjof Toksvig på diverse instrumenter – der er på turné i anledning af gruppens seneste album ’Ingen regning til mig’.

Speciel stemme
Den knap 100 meter lange gåtur over til hotellet tager sin tid. I Musikhusets foyer må Jørgen Leth gøre holdt tre gange for at signere plakater med Vi sidder bare her og udveksle ord med fans, der kunne være hans børnebørn. Blandt dem er den 20-årige Nikolaj Svaneborg.

”Hans stemme er helt speciel. Og de ting, han siger, skaber sammenhæng. Han lægger mærke til mange detaljer, iagttager livet, reflekterer og hviler i sig selv. Det gør ham både karismatisk og autentisk,” forklarer Nikolaj Svaneborg.

De ord følger Jørgen Leth op på ude under den lyse sommeraftenhimmel, mens han i et adstadigt tempo bevæger sig over mod Radisson.

”Det var satans. Måske er de unge vilde med det, jeg laver, fordi jeg bruger mit liv som stof og ikke er bange for at være ærlig og sige tingene, som de er,” konstaterer Jørgen Leth, der blandt andet fortæller om det meningsløse raseri i ’Den der vrede’ på albummet ’Ingen regning til mig’.

Ens vrede giver ikke noget som helst
Der er intet resultat af den
Kun at man er lidt træt
Lige som når jeg skriger på badeværelset
Det gør jeg tit
Råbe kraftigt
Der er en ekstra akustik, så det er jo stedet, hvor man råber
Det er det i hvert fald for mig
Men somme tider tænker jeg: ”Gud, er der nogen hjemme ovenpå eller …”
Stemmens kraft er så kraftig, at jeg tænker:
”Jamen, det er hele kvarteret, der kan høre det, at manden er ved at gå amok”
Det er jo ikke skide godt
Så er det på tide at rense, at prøve at finde en anden model
Den har jeg ikke helt fundet endnu

Men jeg er meget bevidst om, at det må jeg sgu prøve at få en dæmper på, den der vrede
Årsagen til at udlevere sig selv handler ikke om at rydde op og gøre bodsvandring i en fase af tilværelsen, hvor efterår er blevet til vinter, understreger Jørgen Leth.

”Det kan godt være, at min krop er slidt, men hovedet fungerer stadig fint, og jeg har masser af energi. Den får jeg blandt andet ved at samarbejde med Mikael og Frithjof i Vi sidder bare her samt med unge musikere som for eksempel bandet Reverse. Vi giver fire koncerter i Jazzhouse i København i efteråret. Jeg arbejder også på en ny film og er ved at skrive en bog om skurke og helte, der udkommer næste forår. Så nej, jeg er langt fra færdig.  Men jeg tænker over, hvad jeg begår af fejl og ved, at det ikke er for sent at rette dem. Derfor ser jeg kritisk på fejlene – med et glimt i øjet. At skrive om den slags fungerer som en selvterapi for mig, så jeg kan lære af poesien og komme til at beherske mine dæmoner og eksempelvis neutralisere mit temperament,” forklarer Jørgen Leth.

Han er nået over i Radissons barområde, hvor Mikael Simpson og Frithjof Toksvig venter på ham ved et bord.

”Jeg er træt nu. Men lad os mødes her i morgen klokken halv elleve. Ikke før. Jeg er længe om at komme i gang om morgenen,” siger Jørgen Leth og bestiller en burger og et glas rødvin hos tjeneren.

Samme sted dagen efter – lidt over halv elleve – handler det om at få en caffè latte og en croissant.

”Jeg skal have noget at komme i gang på. Ellers overlever jeg ikke. Skriv regningen på mit værelse,” siger Jørgen Leth og hæver øjenbrynene, da tjeneren oplyser om en pris på 200 kroner.

”Vi kan desværre ikke kun servere en croissant, så jeg blev nødt til at servere en morgenplatte,” forklarer den kvindelige tjener og lover at ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre ved det”, da Jørgen Leth endnu en gang protesterer over prisen.

”Og hvor var det, vi kom fra?,” spørger han Aarhus Panoramas udsendte og fortsætter:
”Mine styrker og svagheder. Skrøbeligheden er også min styrke. Jeg er meget følsom over for indtryk, og ved at forvandle dem til udtryk skaber jeg digte og spoken word.”

Måske sidste gang
Et af resultaterne af den proces er ’Gennem Danmark’, hvor Jørgen Leth hylder togrejsen samt de landskaber og stemninger, han ser gennem vinduet.

”Når jeg kører gennem Danmark, ser jeg jo ofte noget, jeg ikke har set siden min barndom. For eksempel egnen ved Silkeborg-søerne med Himmelbjerget. Det hele er der endnu. Det giver mig en følelse af goddag og farvel, for måske er det sidste gang, jeg ser det. Det rører mit hjerte. Det samme forhold gør sig gældende med venner fra min egen generation. I min alder kan man ikke undgå, at man nogle gange ser nogen for sidste gang. Men jeg tænker sjældent på min egen og andres død. I stedet for at bevæge mig mod død og ophør kommer jeg videre af det. Jeg har aldrig været mere produktiv end nu,” siger Jørgen Leth og understreger, at han på sine danske togrejser ikke står af for at genopleve fortiden.

”Jeg er passager. På samme måde drager jeg heller ikke konklusioner. Jeg har aldrig beskæftiget mig med, om noget er godt eller skidt,” fastslår Jørgen Leth.

Men fast ligger det, at han er vild med kvalitet. Æstetik. Traditioner. Ritualer. Genkendelighed. Vished. Også når han er i Aarhus.

”Så skal jeg på Teaterbodegaen og have stegte sild i eddike og roastbeef. Jeg sætter pris på gamle dyder, og dem hylder man på Teaterbodegaen. Tjeneren trækker stolen ud for mig, og der er tykke duge og hvide, stivede servietter på bordet. Det kan jeg fandeme godt lide,” understreger Jørgen Leth.

Stegte sild i eddike var sammen med blandt andet mælk i flasker og jordbær med fløde også på tapetet under Vi sidder bare hers koncert i Musikhuset. Mellem et af numrene tog Jørgen Leth nemlig en tur tilbage til tiden i barndomshjemmet i 1950’ernes Aarhus.

”Jeg savner noget af det gamle, men jeg er på ingen måde konservativ som Søren Ulrik Thomsen (digter, red.), der konsekvent foretrækker livet i 1950’erne,” understreger Jørgen Leth.

Han forlod Aarhus i 1959 til fordel for et job i København som jazzanmelder for dagbladet Aktuelt og siden Politiken. I 1960’erne blev han en del af hovedstadens avantgardemiljø og debuterede med digtsamlingen Gult Lys i 1962 samt kortfilmen Stopforbud året efter.

Eventyr på Observatoriestien
Til trods for de mange år på afstand af Aarhus har fødebyen stadig en stor plads i Jørgen Leths hjerte.
”Byen er på sin vis helt forandret, men samtidig er det fascinerende at gå på opdagelse og se, at nogle ting stadig er helt, som de var for længe siden. Tag Observatoriestien i Højbjerg ved Atlasvej, hvor mine forældre havde en grund med en have. Stien er stadig et mysterium, et eventyr, akkurat som dengang jeg var barn,” konstaterer Jørgen Leth.

Han blev født som søn af Anne Elisabeth Linde og maskinarbejder Hans Kaj Leth 14. juni 1937. Seks år senere fik parret fik datteren Berit. Familien boede i en toværelses lejlighed på Regensburggade 5; en sidevej til Silkeborgvej. I 1955 flyttede Jørgen Leth med sine forældre og sin lillesøster ind i et hus på Elverumvej 19 ved Christianskirken. To år senere blev Jørgen Leth student fra Marselisborg Gymnasium og begyndte at læse litteratur på Aarhus Universitet.

Men det var fra Regensburggade, at drengen Jørgen Leths verden gik. Med cykelture over Ringgadebroen til Fjordsgades Skole og – skjult i en døråbning – iagttagelsen af den første pige, han forelskede sig i.

”Sådan foregår det stadig, tror jeg. Som stor dreng kigger man på hende, man er vild med. Men man gør ikke noget,” siger Jørgen Leth, der siden blev gift, og skilt, tre gange og har fire børn.

”Jeg bliver stadig tiltrukket af kvinder, men man kan ikke længere tale om forelskelse, hvor man er helt blind. Mine bedste venner er kvinder. Der er klogere end de mænd, jeg har kendt,” konstaterer Jørgen Leth og nævner blandt andet sin producer Marianne Christensen, filmklipper Camilla Skousen og fotograf Vibeke Winding som nogle af sine nærmeste bekendtskaber.

”De er nogle meget intuitive medarbejdere, som kan fornemme, hvad jeg vil fortælle. Samtidig er de gode veninder, der tager sig af mig. Af og til kommer de også og besøger mig i Haiti. Der har jeg en kæreste, som jeg ser. Vi bor ikke sammen, men vi har kendt hinanden i snart otte år,” siger Jørgen Leth om sin 52 år yngre kæreste.

Ramt af jordskælv
Årsagen, til at han sidst i 1980’erne slog sig ned i den ludfattige caribiske østat, var et forsøg på at komme en depression til livs. Det lykkedes, men det voldsomme jordskælv, som ramte Haiti 12. januar 2010, bragte Jørgen Leth ud af kurs, jævnede hans hjem i byen Jacmel med jorden og efterlod ham med intet andet end en bærbar computer med filmoptagelser. Men han forlod ikke Haiti.

”Siden jordskælvet har jeg boet på et hotel i byen Courmier Plage. Jeg savner ikke selskab og har ingen planer om at forlade øen. Det er ikke tiltrækkende for mig flytte til et andet sted. Dels fordi jeg ikke har kræfter til det, men også fordi jeg har et stort netværk i Haiti og en masse kompetencer. Jeg ved, hvad der sker og kender mange spillerne på forskellige niveauer i det haitianske samfund. Det gør mig til ekspert i Haiti, og jeg hjælper mange, der kommer til øen. Hvorfor skulle jeg vende ryggen til det?,” spørger Jørgen Leth retorisk.

Den helbredsmæssige risiko ved at bo i et land, hvor sundhedssystemet er af en mere end lav standard, har han garderet sig imod.

”Skulle jeg blive syg, har jeg fået det arrangeret sådan, at jeg kan blive fløjet til Den Dominikanske Republik (Haitis mere velstående naboland, red.) og få lægehjælp inden for fire timer,” siger Jørgen Leth og kommer ind på en anden vigtig grund til at bo i Haiti.

”Den daglige sanselighed, som man oplever i varmen, har tiltrukket mig gennem mange år,” konstaterer Jørgen Leth.

Trods sin bopæl i et af verdens fattigste lande gør han en dyd ud af at iklæde sig klæder fra Armani.
”Skjorten, jeg har på nu, har fandeme været dyr,” siger Jørgen Leth og tager en slurk kaffe i baren på Radisson, inden han fortsætter:

”I Haiti lever jeg under komfortable forhold. Det er mange år siden, at jeg har lavet mad eller strøget en skjorte. Det er jeg ikke skamfuld over, for jeg engagerer mig i det lokale liv. Blandt andet ved at skaffe arbejde til en række mennesker og give dem en god løn,” fastslår Jørgen Leth.

Et billede på livet
Haiti eller ej; hver sommer er han at finde i Danmark og – i tre uger i juli – i Frankrig, hvor han kommenterer cykelløbet Tour de France for TV2. Uden særligt fokus på de danske ryttere.

”Dem er jeg ikke specielt interesseret i. For mig handler det om dem, der kører exceptionelt,” siger Jørgen Leth og opfordrer til et opgør med den store interesse for doping i cykelsport.

”Det er klart, at de, der doper sig, skal straffes. Men nu, hvor dopingen er nogenlunde under kontrol, er den daglige jagt på dopinghistorier og skandaler som sådan både smålig og vildt overdrevet,” understreger Jørgen Leth.

Efter hans mening har Tour de France og cykelsporten i det hele taget meget mere at byde på.

”Sporten er enestående, fordi den foregår i geografien, kulturen, historien og gastronomien, som man oplever, mens rytterne er i bevægelse. Det er med til at gøre cykling til et billede på livet – ikke et teselskab – med skurke og helte samt en grundlæggende moral, dopingsynderne fraregnet. Man venter, hvis en rytter er styrtet, og skubber ikke hinanden af cyklen. Stik modsat fodbold, hvor spillerne begår frispark og konsekvent snyder dommeren,” påpeger Jørgen Leth og kigger op.

”Hej, Frithjof. Skal vi til at gå?,” spørger han den ene af de to musikere i gruppen Vi sidder bare her, som er dukket op i Radissons bar.

”Ja, jeg går lige ud og ryger en cigaret, så kan du bare komme. Mikael er også klar,” svarer Frithjof Toksvig.

”Vi skal ned på Teaterbodegaen og have stegte sild i eddike. Hvor lang tid tager det at gå derned,” spørger Jørgen Leth Aarhus Panoramas udsendte.

Da svaret lyder på ”Cirka 10 minutter”, replicerer Jørgen Leth:
”Så tager det sgu nok mig 20 minutter.”

Det går ikke så stærkt, når man er et aldrende menneske.