Hverken kreativitet eller initiativ er en mangelvare hos de unge iværksættere i Aarhus, som er en af de byer i Danmark, hvor iværksætteriet trives bedst. Vi har besøgt kontorfællesskabet Culture Workspace på Aarhus Havn for at opleve den iværksætterånd, der hersker blandt aarhusianerne.

Tekst: Daniel Christian Skinbjerg
Foto: Mikkel Elkjær

Hængt på væggen som perler på en snor viser blomsterbede vej til receptionen. På disken står en halvfyldt fadøl, og ovenpå kan man høre lyden af en bordtenniskamp, der er i fuld gang. Man kunne let tro, at man befinder sig i en nyetableret ungdomsklub. Et sted, hvor de unge hænger ud og får sig en øl. Og ja – mange af husets beboere er unge, men det er ikke den typiske højskoleelev, der har sin gang i disse lokaler. Det er derimod mennesker af anden art.

Hos Culture Workspace på Sverigesgade i Aarhus Ø har man langt fra en klassisk, steril forestilling om et kontorfælleskab. Et grønt islæt går igen overalt på kontoret, hvor planter beklæder væggene, og kontorstolene er beklædt i mørkegrønt.

Her er plads til snak, leg og hyggelige stunder. Til hverdag sidder der på kontorfællesskabet et hav af initiativrige iværksættere med et mål om at være med til at løse morgendagens udfordringer ved hjælp af nye, innovative produkter.

”Vi vil skabe de bedste rammer for Aarhus’ iværksættere” fortæller Adrian Matthew Fey, en af stifterne bag Culture Workspace, mens han tager et sip af sin fadøl skænket fra receptionen.culture_workspace_aarhus_panorama5Epicenter for iværksætteri
Hvert år tager hundredvis af unge aarhusianere springet ud i det uvisse. Med en stor idé og lille erfaring i bagagen, investerer de tid og penge i jagten på drømmen om at blive nogle af de næste, store erhvervskonger. En vaskeægte iværksætterkultur hersker nemlig i den jyske hovedstad.

Tal fra Aarhus Kommune viser, at antallet af iværksættervirksomheder i Aarhus siden steget med mere end 34 procent fra 970 i 2009 til 1300 i 2016. Ser man på København er tendensen nogenlunde den samme. Overalt i byen skyder nye kontorfællesskaber op, fyldt til renden med iværksættere.

Ens for iværksætterne er, at de har en drøm om succes. Tager man blot et kig på det sidste halve år er seks nye kontorfællesskaber skudt op rundt omkring i Aarhus. Lige nu er antallet af kontorfællesskaber helt oppe på over 40. Antallet af kontorfælleskaber i Aarhus er således et af Danmarks absolut højeste set i forhold til indbyggertal. Og efterspørgslen efter en plads er enorm.

Kontorpladserne bliver revet væk – og det er der god grund til. Et af de kontorfællesskaber, der oplever stor efterspørgsel, er Culture Workspace på Aarhus Havn. Med plads til over hundrede iværksættere på henholdsvis åbne og aflukkede kontorer er Culture Workspace et af byens største kontorfællesskaber.

”Folk har forstået værdien af at sidde som iværksætter sammen med andre mennesker. Og på samme tid stiger antallet af freelancere og små virksomheder, der er interesserede i at sidde i et åbent, kreativt miljø,” fortæller Adrian Matthew Fey.culture_worskspace1Det sociale kontorfælleskab
Ifølge Adrian Matthew Fey adskiller Culture Workspace sig markant fra andre kontorfællesskaber. Her er det sociale fællesskab i højsædet frem for alt. Han sammenligner det med at sidde i en stor virksomhed.

”Vi giver iværksættere 100 kollegaer – et fællesskab, hvor man kan udvikle sit sociale netværk og hjælpe hinanden. Det er lidt ligesom at kunne gå rundt i forskellige afdelinger, når man skal have løst et problem,” siger han og fortsætter begejstret:

”Vi har eksempelvis Mikkel på kontoret, som er appudvikler. Han udviklede appen SwapKids, der er henvendt skilsmissefamilier, og da han skulle skabe synlighed omkring sit produkt, fik han hjælp fra en af kontorets andre brugere fra Bloggers Delight, som skaffede appen en masse opmærksomhed gennem nogle af de store, danske bloggere.”

Men det handler ikke kun om at skabe de rigtige rammer for de aarhusianske iværksættere. Det handler også om at præge synet på fremtidens arbejdsplads. Alt for mange arbejdspladser er rykket ind på anonyme kontorer, mener Adrian Matthew Fey, som vil kæmpe imod tendensen.

”Tendenserne viser, at vi i fremtiden kommer til at sidde i åbne miljøer og arbejde. Derfor har vi også et grønt miljø og afslapningszoner, hvor man både kan slappe af og være produktiv,” siger han.

Selvom arbejdsdagen presser sig på, er der altid tid til kollegial snak og leg mellem husets iværksættere. Nogle steder er der sågar plads til, at kontorboerne kan øve deres putting-teknik på en lille golfbane, mens de betragter udsigten udover Aarhus Bugt.

En iværksætterkultur for sig
En af Danmarks største fortalere inden for iværksætteri er Alternativets leder Uffe Elbæk. Tilbage i 1991 var han med til at starte iværksætteruddannelsen ’Kaospiloterne’, som ligger i Aarhus. Byen besidder, ifølge ham, en unik kultur, når det kommer til lige netop iværksætteri.

”Aarhus har en utrolig venlig kultur over for iværksætteri. Hvis man skulle sammenligne Aarhus og København, kunne man vel sige, at København er New York, og Aarhus er San Francisco,” siger han med begrundelsen, at byerne har en helt speciel menneskelig og generøs tilgang til iværksætteri.

Uffe Elbæk mener, at det især er kontorfællesskaber som Culture Workspace, der er med til at fremme iværksætteriet, da det giver nogle fordele, som man ikke finder andre steder. Mest af alt undgår man at blive ensom som iværksætter.

”Hvis man er en virksomhed med en eller to personer og lejer et kontor, kan man sagtens blive ensom. Det kan nemt slå en idé ihjel, hvis der opstår et problem, man ikke kan finde løsningen på,” siger den tidligere iværksætter og fortsætter:

”Hvis man derimod er en del af et socialt miljø, får man mulighed for at hjælpe hinanden, skabe et netværk og give hinanden splinternye idéer.”culture_workspace_aarhus_panorama6Der er dog stadig langt vej igen for iværksætteriet i Danmark. Ifølge Uffe Elbæk går det både godt og skidt på området. Og det er til trods for, at der på Christiansborg er en bred konsensus om at støtte op omkring dem, der drømmer om at starte op for sig selv.

”Det går fremad, fordi mange har lyst til at starte egen virksomhed og har indset, at muligheden byder sig. Men for nogle personer handler det desværre kun om at score kassen. Efter min mening bør man arbejde med en mere værdibaseret bundlinje end økonomisk. Der skal ligge visioner bag iværksætteriet, på samme tid med det løber rundt,” mener han.

”For nogle personer handler det desværre kun om at score kassen. Efter min mening bør man arbejde med en mere værdibaseret bundlinje end økonomisk.”

Ifølge Uffe Elbæk er der ingen tvivl om, at vi i fremtiden skal hjælpe iværksætterne på vej. Han håber derfor også på, at flere steder som Culture Workspace skyder op.

Det er nemlig vigtigt for både Aarhus og Danmark, at dem, der tager springet ud i iværksætteri, lykkedes. Det er Adrian Matthew Fey enig i. Han fortæller, at der er en simpel vision bag projektet på havnen.

”Vi skal ændre fremtidens arbejdskultur og få folk til at arbejde mere og bedre sammen,” siger han og tilføjer, at man kun på den måde kan gøre Danmark til et førende land inden for iværksætteri.

culture_workspace_aarhus_panorama3Kickass Company
Design
Tina Rosenvinge, 35 år, freelance

Jeg blev iværksætter efter at have arbejdet på kontor i flere år. Jeg følte ikke, at jeg passede ind i en typisk virksomhed, og derfor tænkte jeg, at jeg ville lave mit eget, hvor jeg kunne arbejde med det, som jeg brænder for.

Det giver rigtig meget at være en del af et kontorfællesskab. Jeg sidder blandt andet ved siden af en blogger og en programmør, og vi taler tit sammen. Vi er alle sammen iværksættere og freelancere, og det giver et fælles mindset om at skabe og innovere. Og så er det et rigtig godt netværk at have

Aarhus skaber rigtig gode rammer for iværksættere. Der åbner mange nye kontorer op, og det er super spændende at følge med i, hvilken udvikling byen gennemgår. Det er utrolig meget oppe i tiden, at folk går freelance eller starter deres egen virksomhed. Men der er stadig nogle forbedringsområder i forhold til de mennesker, der starter fra et svært sted – eksempelvis på dagpenge eller kontanthjælp.

culture_workspace_aarhus_panorama4Lehm og Kjaerbye
Kreativt bureau
Jacob Lehm, Kasper Kjærbye, 25 år, stiftere

Vi blev iværksættere den dag, vi mødte hinanden på gymnasiet. Vi klikkede bare sammen og havde begge en passion for webdesign og fodbold. Og ikke lang tid efter var der et CVR-nummer bag. Siden da har det taget fart.

Vi hygger os hos Culture Workspace, fordi det ikke føles som en almindelig arbejdsplads. Ofte sker det, at vi tager et aktivt møde over en bordtenniskamp eller tager et afbræk fra arbejdet ved at udfordre andre i huset til en kamp. Det er perfekt, eftersom vi begge er meget socialt anlagt.

Culture Workspace giver os utrolig mange muligheder. Man kan samarbejde med andre iværksættere og lære nye ting, men vigtigst af alt kan man møde en masse nye mennesker. Vi har ene og alene valgt Culture Workspace på baggrund af menneskerne som står bag. Vi ville højst sandsynligt blive ensomme, hvis vi sad på vores eget kontor.

culture_workspace_aarhus_panorama2Iambic
Filmproduktion
Tobias Damkjær, 29 år, stifter

Jeg blev iværksætter sammen med min bror. Vi arbejdede ofte sammen på handelshøjskolen i en kreativ gruppe. Herefter startede vi med at lave film for sjov, og det endte med, at vi begyndte at sælge vores ydelser. Efter studiet fortsatte vi så med det.

Det har givet os rigtig mange muligheder at sidde hos Culture Workspace. Vi begyndte at få mange kontakter, der hjalp os med kunder, hjemmeside og meget andet. Nogle samarbejdspartnere, der var samme sted som os. En af vores kunder blev eksempelvis en af de andre iværksættere på kontoret, der havde brug for en videoproduktion.

Jeg synes, Aarhus har nogle gode mennesker og organisationer, der hjælper iværksættere på vej. Det ulmer, og der sker en stor udvikling på området i byen lige nu, hvilket vi er utrolig glade for at være en del af.