I begyndelsen af det nye år fjernede Danmark som det første land i verden transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske lidelser. Men køn og kønsidentitet er stadig et heftigt debatteret emne, særligt når man har en kønsidentitet uden for normen. Når man hverken er kvinde eller mand.
Af Julie Storgaard Philipp
Foto: Kasper Vindeløv
En bus krydser Storebælt med retning fra Sjælland mod Jylland. 20-årige Noa Ekman er på vej fra København og tilbage til højskolen i Randers. Udenfor vinduet suser forårsgrønne træer og marker forbi i hastig fart. Mens Noa Ekman lytter til musik, skimtes spejlbilledet i vinduet. Noa Ekman betragter sig selv. Funderer over noget, der længe har fyldt i tankerne.
Hvad nu, hvis jeg ikke identificerer mig med det køn, jeg blev tildelt ved fødslen? Hvis jeg ikke er en kvinde? Det hele går lige så langsomt op for Noa Ekman. Midt under busturen kommer de tanker, der længe har været underliggende, op til overfladen. I tankerne gemmer sig helt centrale spørgsmål:
Hvordan ville det egentlig være at have et kønsneutralt navn? Og hvis folk også kunne begynde at bruge kønsneutrale stedord om mig? Hen i stedet for hun. Tanken alene gør Noa Ekman glad. Bare det, at det kunne være en mulighed og en realitet. Det ville føles mere ægte. Mere ærligt.
En anden kønsidentitet
Busturen den dag blev starten på, at Noa Ekman skulle finde den kønsidentitet, hen følte sig tilpas i. Noa Ekman begyndte at tale med andre ligesindede i sit netværk. Hen meldte sig ind i forskellige Facebook-grupper, begyndte at undersøge og læse om det at være ikke-binær: Når man hverken identificerer sig med det mandlige eller kvindelige køn.
”Jeg synes ikke, at nogle af titlerne er særligt behagelige for mig. Jeg blev tildelt kvindekønnet, da jeg blev født, og jeg er vokset op som pige,” fortæller Noa Ekman.
Håret er kortklippet og med krøller på toppen. Tøjet er sort og enkelt. Noa Ekman fortsætter:
”Og jeg har tidligere prøvet meget på at være en ’rigtig’ pige og en ’rigtig’ kvinde, og jeg har fundet ud af, at det kan jeg bare ikke. Og jeg synes heller ikke, at det er særlig rart. Så det er jeg holdt op med.”
I dag er Noa Ekman 22 år og bosat i Aarhus. Og her findes et væld af forskellige foreninger, hvor transkønnede og andre personer i LGBT-miljøet kan finde både oplysning, ligesindede og plads til at dyrke dem, de er. En af dem er studenterforeningen DiverseCity, der blev stiftet i 2010:
”Vi er et regnbue-alternativ til det studiemiljø, man ellers ser. Det kan være svært for ens medstuderende at forstå, at man eksempelvis er transkønnet, og derfor er det vigtigt med et frirum,” siger Pouline Madsen Bjerregaard, der er næstforperson i DiverseCity.
Et skridt ud af mange
Behovet for de lokale foreninger afspejles blandt andet i, at Aarhus er en by med et blomstrende LGBT-miljø. Men over hele landet ses et stigende fokus på at anerkende alle kønsidentiteter. Et vigtigt skridt på vejen har været, at transkønnethed skulle fjernes fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse. Indtil 2016 er transkønnethed blevet betragtet som en psykisk lidelse, men fra 1. januar 2017 blev dette officielt ændret:
Et af de første skridt til at kunne anerkende sig selv som et helt og gyldigt menneske er, at man ikke automatisk bliver sygeliggjort for at være den, man er.Michael Nebeling Petersen, kønsforsker ved Syddansk Universitet.
”Det er en vigtig signalpolitisk manifestation. Et af de første skridt til at kunne anerkende sig selv som et helt og gyldigt menneske er, at man ikke automatisk bliver sygeliggjort for at være den, man er,” siger Michael Nebeling Petersen, der er kønsforsker ved Syddansk Universitet.
Diagnosefjernelsen får den betydning, at transpersoner i Danmark ikke længere skal have en psykiatrisk diagnose for at få hormoner og kønskorrigerende operationer. Kampen for diagnosefjernelsen har også medført, at Rådet for Menneskerettigheder har valgt at give årets hæderspris til en gruppe af transkønnede aktivister, der i samarbejde med blandt andet Amnesty International har skabt debat om kønsstereotyper og transkønnedes rettigheder i Danmark:
”Det er helt sikkert en anerkendelse. Og at Amnesty træder ind og arbejder aktivt for det er stort,” siger Noa Ekman.
Prismodtagerne har også kæmpet for at sætte fokus på de problemer, som mange transpersoner møder i systemet. Særligt i forhold til Sexologisk Klinik, der har haft monopol på behandling af transkønnede siden 2015. Noa Ekman er af den opfattelse, at selvom transkønnethed fjernes fra diagnoselisten, så er der stadig lang vej, netop fordi mange transpersoner fortsat kæmper for et bedre behandlingsforløb:
”Jeg kunne godt blive bange for, at nogle mennesker ville have den holdning, at vi skal være taknemmelige over diagnosefjernelsen og så bare være tilfredse. At de vil sige: Nu har du jo fået lov til ikke at være syg i hovedet.”
Pouline Madsen Bjerregaard, næstforperson i DiverseCity, mener heller ikke, at diagnosefjernelsen i sig selv er nok:
”Det er et skridt i den rigtige retning, men jeg tænker, at hvis folk har en bestemt holdning til transkønnethed, så kommer de ikke til at ændre den på grund af det. Der skal mere til,” siger hun.
Nuancerede portrætteringer
Noget af det, der kan bidrage til yderligere nuancering af transpersoner, er medierne. Og de kan spille en vigtig rolle, mener kønsforsker Michael Nebeling Petersen:
”Medierne giver mulighed for at sætte kønsdebatten på dagsordenen, og samtidig bidrager de til oplysning. En udvikling der også er sket, er, at transpersoner faktisk får lov til at tale selv. Det er ikke en læge eller en ekspert, der sidder og taler på vegne af dem,” siger han. Han pointerer samtidig, at fremstillingen af transpersoner i medierne langt fra er ny:
Der er brug for flere positive forbilleder i medierne, hvis det skal rykke noget i folk. Jeg har flere gange set, at transpersoner bliver brugt som en eller anden chokeffekt i eksempelvis reality-tv. Og hvis det er et negativt eller latterligt billede, der bliver præsenteret til befolkningen, er det svært at slippe af med igen.Pouline Madsen Bjerregaard, næstforperson i DiverseCity
”Der har været en del repræsentationer af transkønnede siden 80’erne og frem. Men den store ændring, der er sket inden for de seneste par år er, at det i overvejende grad er blevet mere positive portrætter. Transpersoner er ikke længere en morder, en bedrager eller en psykisk syg og ustabil person, som man så det førhen,” siger Michael Nebeling Petersen.
Ifølge Pouline Madsen Bjerregaard, kan der dog sagtens komme flere nuancerede repræsentationer:
”Der er brug for flere positive forbilleder i medierne, hvis det skal rykke noget i folk. Jeg har flere gange set, at transpersoner bliver brugt som en eller anden chokeffekt i eksempelvis reality-tv. Og hvis det er et negativt eller latterligt billede, der bliver præsenteret til befolkningen, er det svært at slippe af med igen,” siger hun.
Noa Ekman påpeger også, at det er sjældent, man kan tænde for fjernsynet og se nogen, man kan spejle sig selv og sit køn i. Derimod fremhæver hen, at især fremkomsten og udbredelsen af de sociale medier har spillet en vigtig rolle for transpersoner og adgangen til information inden for området:
”Jeg var nok ikke kommet så langt i dag, hvis jeg ikke havde brugt så meget tid online. Der er mange gode ressourcer, kilder og mennesker, man kan spejle sig i,” siger Noa Ekman.
Og der findes utallige hjemmesider og blogs af og om transpersoner. Den store stigning i brugerskabt indhold på tværs af platforme har været medvirkende til, at transpersoner i dag lettere kan finde andre ligesindede, mener kønsforsker Michael Nebeling Petersen:
”Man har meget bedre adgang til informationer i dag. Så man sidder ikke længere alene i en eller anden lille by uden at kende nogen. Man kan gå på Facebook eller Google, og så kan man hurtigt finde grupper, hvor der er nogen at snakke med,” siger han.
En kønsskala
Allerede flere år inden Noa Ekman identificerede sin kønsidentitet, oplevede hen tegn på, at det ikke nødvendigvis var det feminine udtryk, der var mest tiltrækkende. Særligt én episode står klart i hukommelsen.
Det var i starten af gymnasietiden, og Noa Ekman har fundet et jakkesæt i H&Ms kvindetøjsafdeling. Jakkesættet er formsyet til at passe en kvindekrop, men alligevel har det et maskulint udtryk med bredere skulderpartier og et tilhørende slips. Noa Ekman tager jakkesættet med ind i prøverummet og ifører sig det. Imens hen betragter sig selv i spejlet, spreder der sig en glæde i kroppen. Det ser fedt ud, og det føles rart at have på. Men efter lidt tid i prøverummet, tager Noa Ekman jakkesættet af igen. Hænger det pænt på plads og forlader butikken. For det er jo ikke det, hen skal gå med. Det er for maskulint.
”Jeg turde simpelthen ikke. Heller ikke selvom det faktisk var fra kvindeafdelingen. Jeg tænkte bare: Jeg er en ung kvinde, jeg skal have langt hår, og jeg skal gå feminint klædt,” fortæller Noa Ekman om episoden.
Men i tiden efter begyndte det at gå op for Noa Ekman, at det måske ikke var det traditionelle feminine udtryk, hen følte sig tilpas i:
”På et tidspunkt fandt jeg bare ud af, hvor meget jeg havde begrænset mig selv. Og så begyndte jeg at lege med udtryk. Klippede mit hår af.”
Det er først for nylig, at Noa Ekman igen er blevet tilpas med at dyrke det feminine. Og det ses da også i det lyserøde skær, som det ellers korte, blonde hår har fået. Forinden var der en lang periode, hvor det var direkte nødvendigt at tage afstand fra de mere feminine træk. Noa Ekman var bange for, at folk ikke ville tro på hens kønsidentitet, hvis det feminine kom for meget til udtryk. I dag står det dog klart, at det blot var endnu en måde at begrænse sig selv på.
Oplysning og forståelse
Det er netop frygten for at blive mødt med skepsis og uforstående kommentarer, der kan være problematisk. Ikke alene skal man som transperson finde sin egen identitet, men man sættes også ofte i situationer, hvor kønsidentiteten skal forsvares over for ciskønnede, der modsat transkønnede identificerer sig med deres medfødte køn. Og det kan være svært overhovedet at blive set, for den man er, når man ikke identificerer sig som mand eller kvinde, mener Noa Ekman:
På et tidspunkt fandt jeg bare ud af, hvor meget jeg havde begrænset mig selv. Og så begyndte jeg at lege med udtryk. Klippede mit hår af.Noa Ekman, ikke-binær
”Det er frustrerende at være så usynlig i forhold til min identitet. Det er meget, meget få mennesker, hvor det falder dem ind, at jeg ikke er ciskønnet. Jeg føler, jeg skal være taknemmelig, når der er nogen, der ser mig,” fortæller hen.
Og hvis folk er nysgerrige, bør de tænke sig om en ekstra gang, inden de spørger bramfrit ind til transpersoner og deres kønsidentitet, lyder budskabet fra Noa Ekman:
”Der er en del, der ikke ved noget om queer- eller transpersoner, og som tænker, at det er okay at spørge om meget private ting: Hvad er du født som? Hvad har du i bukserne? Hvem har du sex med?” siger hen.
I stedet er Noa Ekmans forslag, at folk skal vende blikket indad og spørge sig selv: Ville jeg have lyst til at blive spurgt om det her? Er det noget, jeg selv kan snakke åbent om? Og hvis jeg kan, er det så måske fordi, jeg passer ind i en norm? Samtidig vender Noa Ekman igen tilbage til, at der er brug for mere end en diagnosefjernelse, hvis transpersoner skal anerkendes fuldt ud i samfundet:
”Det handler om bedre undervisning i skolen, og så handler det om folkeoplysning generelt. Der skal være flere programmer. Flere artikler. Og så skal folk også bare lære at Google tingene. Det er slet ikke så svært.”
Omvendt kan Noa Ekman også godt sætte sig ind i, at folk gerne vil vide mere om transpersoner og de ikke-etablerede kønsidentiteter. I bund og grund handler det om måden, man tilgår det på:
”Det er jo også fedt, at folk gerne vil forstå mig. Og jeg vil rigtig gerne tale med folk om alternativer til det ciskønnede, så længe jeg ikke bliver mødt med en skeptisk. ’Kan det nu også være rigtigt’-attitude. Og jeg bliver egentlig også hurtigt træt af kun at tale om den del af mig selv. Jeg vil hellere tale om en fed koncert, jeg har været til, eller en god øl, jeg har drukket med mine venner,” siger Noa Ekman og afslutter:
”For det er jo også mig.”
”Trans-ordbog”
Ciskønnet: En person som oplever sammenhæng mellem det medfødte køn, kønsidentiteten og de samfundsskabte kønsroller. Ciskønnet kan betragtes som det modsatte af transkønnet.
Transperson, transkønnet: En person hvis kønsudtryk og/eller kønsidentitet ikke stemmer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen. Eksempelvis er en transkvinde en kvinde, der blev tildelt det mandlige køn ved fødslen, men som har en kvindelig kønsidentitet. Transpersoner inkluderer også personer med mere end to køn, og personer der slet ikke identificerer sig med et køn.
Ikke-binær kønsforståelse: En forståelse af, at kønnet er flere variationer af kønsudtryk og kønsidentiteter. Køn anses som mere end udelukkende mandligt og kvindeligt. Ikke-binære kan identificere sig med både mand og kvinde, et sted mellem de to eller ingen af delene.
Hen: Eksempel på et kønsneutralt stedord, som nogle ikke-binære transpersoner foretrækker.