37-årige Huxi Bach brugte Aarhus som afsæt til en karriere som tv- og radiovært, samfundskommentator og satiriker. Trods fraværet af en forkromet plan for sit liv ser han det som sin pligt at prikke til folk.

Et kasino er for dem, der tør træffe forskellige valg. Valget mellem rød eller sort på rouletten. Valget mellem jetoner i forskellige prisklasser. Valg, som har konsekvenser her og nu. Og måske sågar på den lange bane. Det er ikke tilfældigt, at Casino Royal på Store Torv i Aarhus er valgt som ramme om interviewet med Huxi Bach. 27. januar tager satirikeren på danmarksturné med sit tredje onemanshow ”VALG”.

Intentionen med showet er at sætte valg i det store og valg i det små på spidsen. For det at vælge og tage stilling er, ifølge Huxi Bach, vigtigt. Han ser ikke magelighed som en mulighed. Til gengæld driver ambitioner og udfordringer ham i alt, hvad han gør: ”Jeg synes, ambitioner er sindssygt vigtige. At man har et drive om noget. Og at man vil et eller andet,” udtaler han.

Huxi-Bach-Den-Seriøse-Satiriker-Aarhus-Panorama6

Familiens førstefødte
Som det første barnebarn i familien ville en stolt, vordende morfar markere, at Huxi Bach var noget helt særligt. Han proklamerede derfor over for Huxi Bachs forældre, at familiens førstefødte skulle hedde noget specielt: ”Huxi”. Da forældrene endnu ikke var landet på et navn, indvilligede de i det dengang noget utraditionelle navn.

Forældrene forsøgte sågar at døbe deres søn ”Huxi”, men det var inden, man lempede på navneloven. Derfor blev Huxi Bach døbt Christian Bækgaard Bach. Kongenavnet ”Christian” står fortsat på sygesikringsbeviset, men identificeringen sker med ”Huxi”. Hovedpersonen fortæller: ”Når folk spørger mig, så studser jeg lige over, at Christian rent faktisk er dét, jeg hedder, men når jeg går ud herfra, så har jeg glemt det igen.”

Optimal opvækst
Huxi Bach har efterhånden prøvet kræfter med lidt af hvert gennem sit 37 år lange liv. Hans opvækst var i Aalborg. Hans teenageår i Aarhus – med et pitstop i Paris. Og gennem de seneste 15 år har voksenlivet budt på en tilværelse i København.

Skruer man tiden tilbage til perioden mellem 1978 og 1993, havde Huxi Bach sin opvækst i en rød murermestervilla beliggende i Hasseris nær Aalborg. Et hjem, han betegner som trygt, kærligt og godt. ”Hvis mine børn kommer til at vokse op på den måde, som jeg gjorde, så tror jeg, at alt er godt,” siger en smilende Huxi Bach, der endnu har både parforhold og børn til gode.

Rykkede pløkkerne til Aarhus
Adspurgt til traumer, ufred eller anden form for familiekrise svarer Huxi Bach, at der ikke er noget at komme efter. End ikke da han som 15-årig oplever, at pløkkerne bliver rykket op, og den nordjyske tilværelse som følge heraf byttes ud med Aarhus.”Min far var meget taktisk. Et halvt år inden vi skulle flytte til Aarhus, fik vi det at vide.

Og så var vi nærmest hernede hver anden weekend. Vi fik derfor en god fornemmelse af byen, og man kunne jo godt mærke, at Aarhus bare er en større by. Der skete bare mere, end vi havde været vant til. Her var blandt andet et helt andet musikmiljø,” fortæller Huxi Bach, som dyrkede musiklivet i det små.

Han tjente blandt andet lidt håndører på at optræde med sin guitar på Billabong Bar i Skolegade og den tidligere Bridgewater Pub på Åboulevarden. Interessen for musikken har han adopteret fra sin far. Han er klassisk komponist og den egentlige årsag til, at familien flyttede sydpå, da han fik job på Musikkonservatoriet i Aarhus. Moren er skolelærer. Den fjerde og sidste brik i den lille kernefamilie udgøres af lillebroren Hans.

Huxi-Bach-Den-Seriøse-Satiriker-Aarhus-Panorama7

Lillebroderen
”Min lillebror er på en eller anden måde min bedste ven. Men han er også noget andet end bare det. Han er jo min bror. Det er en anden slags samhørighed, vi har,” konstaterer Huxi Bach. De to brødre har fulgtes ad gennem livets mange stadier. Kun to år skiller dem ad. Og den dag i dag ses de fortsat ”hele tiden”, som Huxi Bach udtrykker det.

Især i sin professionelle karriere trækker han meget på sin lillebror. I Hans Bach har Huxi Bach et menneske, hvis mening tæller mere end hans egen måske i virkeligheden gør.

”Når jeg har siddet og skrevet på et show i lang tid, så er det rart at have nogen, som jeg kan sende det til og få den ærlige mening af. Min bror pakker ikke noget ind. Han siger tingene lige ud. Måske fordi der ikke er noget at tabe. Det er enormt værdifuldt at have sådan en person i sit liv. Især fordi vi meget har den samme tilgang til alting,” siger Huxi Bach.

Blod er tykkere end vand
Han forklarer, at det føles lidt som at have en ekstra udgave af sig selv. En udgave, som ikke er fedtet ind i tingene. Hans Bach kan derfor forholde sig objektivt til Huxi Bachs arbejdsmateriale. Måske fordi han har en nødvendig og afgørende distance til tingene.

Alligevel har han belæg for sine argumenter, og hans feedback er altid både saglig og brugbar.”Jeg ved, at hvis min bror siger, det er skide godt, så er det den retning, jeg gerne vil med det. Det er guld værd at have sådan et menneske,” fastslår Huxi Bach.

Jeg vil ikke stå i stampe. Hvis jeg har en ambition, så er den, at jeg hele tiden skal udfordre mig selv. Og det håber jeg egentlig aldrig stopper.Huxi Bach

De to brødre har flere gange rejst sammen og har blandt andet kørt tværs over USA og tilbragt to måneder sammen i New Zealand. Ud over forældrene og lejligheden på Vesterbro er broren et fast holdepunkt i Huxi Bachs Liv.

Almendannende år
Da familien flytter til Aarhus i 1993, er Huxi Bach i fuld gang med niende klasse, som han derfor må færdiggøre i det aarhusianske. Efterfølgende stryger han videre til tre år på Marselisborg Gymnasium.

”Jeg kunne godt lide at gå i gymnasiet. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle, og det var ikke sådan, at jeg havde en stor forkromet plan. Jeg synes netop, at gymnasiet skal være som det, der var dets oprindelige formål: almendannende.”

Også flere af Huxi Bachs venskaber går tilbage til gymnasieårene. Noget, som han ikke ser som et tilfælde, eftersom gymnasieårene også på mange måder er tiden, hvor man finder sit værdisæt og sit ståsted.
”Man vælger jo nogle værdier i de år. Gymnasiet er med til at forme ens liv. Man vælger en eller anden form for retning, uden at man lægger sig helt fast på noget. Men man har nogle følere ude til alle mulige forskellige ting,” forklarer Huxi Bach.

Huxi-Bach-Den-Seriøse-Satiriker-Aarhus-Panorama2

To af de nære venner bor fortsat i Aarhus. Det betyder, at Huxi Bach ofte lægger vejen forbi sin by igennem syv år. En by, som han på mange måder synes er den samme som den, han forlod som 22-årig.Og dog ændrer hans ærinder og gøremål alligevel meget på tingene.

”Det er en anden by, fordi man kommer tilbage og lige pludselig er blevet femten år ældre. Vi tager jo ikke på Blitz længere. Det eksisterer jo ikke,” griner Huxi Bach og roder rundt i sine gyldne strittende lokker. ”Så på den måde er det en helt anden by, men alligevel den samme by,” filosoferer han.

Pulserende Paris
Da eksamensbeviset er i hus, og Huxi Bach ikke længere kan tillade sig at flagre rundt, som han efter eget udsagn i stor stil gør det igennem de tre år på Marselisborg Gymnasium, skal han tage stilling til, hvad der så skal ske. Modsat mange af gymnasievennerne vil han ikke til Østen og ”finde sig selv”.

”Jeg behøvede ikke at gå op på en bjergtop eller ind i en jungle. Jeg ville hellere til en storby og mærke noget pulserende,” siger han. Valget faldt derfor på Paris. Et valg, som måske lå lidt i kortene, eftersom Huxi Bach havde fået tilegnet sig visse franskkundskaber i gymnasiet. Samtidig var der ikke længere hjem, end at hvis det hele skulle ”gå i kage”, kunne han hurtigt vende retur til Danmark igen.

Han drog derfor sydpå uden mål og med. Et år blev spenderet i Paris, som også blev hjemsted for første gang, Huxi Bach med egne ord sådan ”rigtigt” stiftede bekendtskab med underholdningsbranchen.

”De sidste to måneder, jeg var dernede, blev jeg kontaktet af en canadisk dame, som havde et artistbureau. Bureauet manglede en fødselsdagsklovn. Jeg takkede ja til den tjans,” fortæller Huxi Bach. Startskuddet til en lang karriere i underholdningsbranchen havde lydt.

Fobi for begrænsninger
Huxi Bach vender efterfølgende stærkt tilbage til Aarhus igen. Her står han over for at skulle træffe et nyt valg, som måske i virkeligheden afskrækker ham mere, end det behager ham. Valg af uddannelsesretning. Han vælger Journalisthøjskolen i Aarhus. Begrundelsen herfor skal især ses i lyset af en gennemgående frygt for at låse sig for meget fast.

”Jeg kunne godt lide at skrive, og så havde jeg det sådan, at når man er færdig som journalist, så er der stadig en bred vifte af ting, man kan.” Efter halvandet år på Journalisthøjskolen får Huxi Bach drømmepraktikpladsen i Underholdningsafdelingen på Danmarks Radio.

Et i sandhed drømmescenarie for den dengang 22-årige fyr, som pludselig står over for at skulle bytte Aarhus ud med København.”Det var en ret vild oplevelse. Det var jo 2860 Søborg. Den gamle TV-by. Det var et helt legendarisk land. Det forjættede land,” siger Huxi Bach.huxi_bach_aarhus_panoramaLysten driver værket
Som den eneste praktikant i Underholdningsafdelingen får Huxi Bach for alvor gjort indtryk. Det er dog langt fra noget, han kommer sovende til.”Jeg lagde mig selv i selen for at lave en masse. Jeg knoklede fandeme. Jeg sad tit ude på DR og klippede i weekenderne. Bare for at lave endnu mere. Og lære noget på egen hånd,” fortæller han.

Det ene år afløser det andet. Huxi Bach får aldrig den officielle titel ”journalist” i hus. Faktisk bliver han kort og godt smidt ud af Journalisthøjskolen grundet for meget fravær. En ting, han dog hverken dengang eller den dag i dag ærgrer sig over. Eller fortryder det mindste.

Alting er jo valg. Ligegyldigt, hvad vi gør, så vælger vi jo et eller andet. Og fravælger noget andet.Huxi Bach

Det vigtigste for ham har nemlig alle dage været at lave noget, han godt kan lide. Som han virkelig brænder for. Da Danmarks Radio står klar med en kontrakt, kigger Huxi Bach sig derfor aldrig tilbage over skulderen for at spejde efter ”Bunkeren” i Aarhus Nord.

”Jeg blev jo aldrig færdig,” storgriner Huxi Bach og fortsætter: ”til gengæld blev Journalisthøjskolen jo springbrættet til alt muligt andet.”Adspurgt om han i fremtiden kan finde på at spejde mod Aarhus igen, eller om fremtiden ligger i København, svarer han:

”Jeg tror aldrig, jeg kommer til at vælge en by ud fra, hvor jeg gerne vil bo. Det, der betyder noget for mig, er, om der er noget at lave der, hvor jeg er. Hvor det er praktisk at bo. Det kan sagtens ske, at jeg bor her om ti år. Det vælger jeg ikke selv. Det er nogle omstændigheder, der gør det. Men jeg har det overhovedet ikke sådan, at Aarhus er blevet for lille.”

Huxi-Bach-Den-Seriøse-Satiriker-Aarhus-Panorama1

Udfordringer og ambitioner
De fysiske rammer må således vige pladsen for en evindelig forkærlighed for ambitioner. En ting, som står meget højt på Huxi Bachs skala over kvaliteter her i livet. Og som har været målestok for hans egen karriere og ikke mindst altafgørende for hans syn på andre mennesker.

”Man bør have nogle ambitioner med det, man laver. Og ambitioner må ikke mistolkes på den måde, at man vil være den rigeste, den største, den bedste … eller whatever. Men bare det, at man har nogle ambitioner for det, man gør. Stort eller småt. At man vil noget med det, man laver. Det er en kvalitet, jeg værdsætter hos folk.”

Personligt er hans egne ambitioner i virkeligheden ’bare’ at blive ved med at lave noget, han trives med. Og er glad for. ”Det kommer til at lyde helt frelst, men jeg er enormt bevidst om, at jeg hver morgen står op og skal lave noget, som jeg rent faktisk glæder mig til. Jeg er virkelig privilegeret, og dét er jeg meget bevidst om,” siger Huxi Bach, som via hårdt arbejde, et usædvanligt drive og en stor appetit på livet er blevet ved med at udfordre sig selv.

De velkendte vaner
Og at hæve barren igen og igen. Konstant op til nye højder. Det skyldes i særdeleshed en afstandstagen fra en tilstand af dvale. ”Jeg vil ikke stå i stampe. Hvis jeg har en ambition, så er den, at jeg hele tiden skal udfordre mig selv. Og det håber jeg egentlig aldrig stopper,” understreger Huxi Bach.

Selvom han er et vanemenneske, som spiser det samme til morgenmad hver dag, som altid sidder på den samme stol, og som allerhelst ser, at tingene vender, som de plejer på bopælen gennem de sidste 12 år på Vesterbro, så er han meget opmærksom på, at vanemennesket for alt i verden ikke må gøre ham magelig:

”Jeg vil sige, at jeg er vanemenneske i det små. Jeg er ikke så meget vanemenneske, at jeg ikke kan komme ud af mine egne vaner. Hvis alle dage skulle være ens, ville jeg kvæles,” konstaterer Huxi Bach, som også fører en tilværelse, der fordrer, at han halvdelen af året er ude ”at suse”.

Atypiske valg
I januar 2016 kaster Huxi Bach sig for tredje gang ud i et onemanshow. Det er foreløbig blevet til de to shows ”Huxi’s store kærlighed” og ”HJÆLP”. Sidste skud på stammen har han som bekendt døbt ”VALG”. Et show, som han helst ikke vil afsløre alt for meget om. Hvad han dog gerne vil afsløre er, at han har truffet et noget atypisk valg om at spille musik på scenen.

”Det kan jo være, at det er en frygtelig idé. Jeg har prøvet at tage det meget alvorligt og testet det flere gange. Indtil videre er det heldigvis gået meget hæderligt, så jeg tør godt til januar,” proklamerer han.

Satiriske viser eller ej så holder Huxi Bach fortsat fast i agendaen om at skabe refleksion hos folk. Og at vække opsigt. Et afsæt, han har taget i oplevelser, som han selv har haft:”Det bedste, jeg ved, er, når man lige bliver prikket lidt til. Det er enormt fedt. Så det vil jeg også gerne selv gøre.”

Huxi-Bach-Den-Seriøse-Satiriker-Aarhus-Panorama9

At tage stilling
Hans formål med at stå på en scene og tage nogle emner op er derfor netop at prikke til folk. Folk skal føle, at de kan tage noget med hjem, når de har oplevet live-versionen af Huxi Bach. Han vil til syvende og sidst gerne skabe grundlag for diskussion og debat.

Derfor gør han også en dyd ud af at tage samfundsemner op, som, ifølge ham, ikke har fået tilstrækkelig med opmærksomhed. Motivationen er derfor også ofte indignation.”Det gør mig ikke noget, at folk går fra mit show og tænker ’hold kæft, hvor tog han fejl i det der. Jeg er fuldstændig uenig med ham!’

Jeg står der jo ikke for at prædike og fortælle folk, at de skal være enige med mig. Jeg står der, fordi jeg mener, det er enormt vigtigt, at man tager stilling til ting. Jeg synes faktisk, det er helt vildt vigtigt, at man vælger, og at man tager stilling til ting omkring sig. Der sker trods alt en del omkring os,” konstaterer Huxi Bach med et sjældent alvorsudtryk.

 

Valg og fravalg
Med alle de valg, han mener, vi har pligt til at træffe, har temaet derfor også ligget ret meget til højrebenet. Og så er det tilpas bredt til, at da han for et år siden skulle lægge sig fast på netop temaet, ikke skulle bekymre sig om, hvorvidt der var kød nok på emnet.

Når man har fået et talerør, som jeg efterhånden har, så har man også en forpligtelse til at tale om nogle lidt alvorlige ting. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det skal være gravalvorligt, og at man ikke må grine.Huxi Bach

”Jeg kan røbe, at plakat og titel skal være færdig et år før, der er premiere. Og der har man ikke skrevet én linje, og man er helt på skideren. Så man er nødt til at finde en bred hat,” forklarer Huxi Bach.

Temaet stemte desuden godt overens med, at vi gik ind i et år med folketingsvalg. Og netop politik kommer Huxi Bach aldrig uden om i sine shows. Heller ikke i det forestående, hvor halvdelen af taletiden er afsat til netop dét emne.

Showet kommer således til at handle om politiske valg, men også om valg i det daglige. Huxi Bach anskueliggør: ”Alting er jo valg. Ligegyldigt, hvad vi gør, så vælger vi jo et eller andet. Og fravælger noget andet.”

Pligt til alvorssnak
Som radio- og tv-vært har Huxi Bach i flere anledninger fået slået sit navn fast i den danske befolkning. Han har fået en stemme. En stemme, som han er meget bevidst om at bruge med omhu.

”Jeg synes, at når man har fået et talerør, som jeg efterhånden har, så har man også en forpligtelse til at tale om nogle lidt alvorlige ting. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det skal være gravalvorligt, og at man ikke må grine,” fastslår Huxi Bach og uddyber:

”Jeg har en teori om, som andre for i øvrigt også har bevist før mig, at man sagtens kan tale om alvorlige ting på en sjov måde. Og som oftest, hvis man får folk til at grine af alvorlige ting, så tager de det egentlig bedre ind. Jeg tror på, at det allervigtigste også er at kunne grine af alvorlige ting.”

Humor er derfor et bevidst greb, som Huxi Bach ynder at bruge. Også i samspil med gravalvorlige emner. Men han tager det ikke for givet, at han netop har denne unikke mulighed for at stå på en scene og blive dagsordensættende. Langt fra.

”Jeg er fandeme bare glad, fordi jeg laver noget, jeg godt kan lide. Og det har jeg har efterhånden fået knoklet mig frem til, at det kan jeg stort set hele tiden,” siger Huxi Bach. Udsagnet følges op med en spøg om, hvor absurd en lykkefølelse det giver ham at tænke over, at folk ligefrem betaler penge for at høre ham stå der på scenen og råbe sin mening ud.huxi_bach_aarhus_panorama1Behov for anerkendelse
Et er at drage nytte af sit talerør. En anden ting er rampelyset, der helt naturligt følger med, når man stiller sig op på en scene. Og når man pryder gadebilledet med et stort portrætfoto rundt om i hele Danmark. Huxi Bach er ikke bleg for at indrømme, at det giver ham en tilfredshedsfølelse ud over det sædvanlige, når alle blikke er vendt mod ham. Og når han kan få alle til at spidse ører, når lige netop han åbner munden.

”Jeg er lige så meget drevet af den helt utrolig rare fornemmelse, man får, når man står på en scene og serverer noget, som man har skrevet for nogen, og de så griner og klapper. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har noget med dét at gøre. Der er jo også en eller anden vammel søgen efter anerkendelse,” erkender Huxi Bach.

Ikke desto mindre er det ifølge ham en sekundær motivationsfaktor, for han vil langt hellere hades for den, han er, end elskes for den, han ikke er. ”På en måde vil jeg gerne huskes for, at nogen godt kunne lide mig, imens andre hadede mig. Det betyder jo, at man er lykkedes med at sætte tingene lidt på spidsen,” fastslår Huxi Bach.