Helt nede bagved, der hvor de aldrende bygninger stopper og sporene begynder, og hvor asfalteret parkeringsplads bliver til grus og krat, finder man den nye lejr for hjemløse. Vi er på Godsbanen, byens nye udviklingsområde.

Af Hans Læsø

På lang afstand ligner det en nomadelejr rejst for natten, og væk igen næste morgen, men når du kommer tættere på, ser du, at lejren har været der et stykke tid. En god måned har teltet stået. Op mod 30 hjemløse mødes hver dag på pladsen omkring teltet. Nogle fordi de synes det er hyggeligt, og fordi selskabet er ligesindet og fordomsfrit, andre fordi det er eneste alternativ til et liv i en baggård og en nat i en opgang. De er her alle: unge, ældre og dem som nogen ville kalde gamle. Nogle med hjem, nogle uden.

Fra BZ’er til hjemløs
Udenfor det store telt står der en olietønde. Bunden er rødglødende og gennemtæret af gløder, fra toppen kommer røg, og over den er der ti kolde fingre, som søger mod varmen. Det er koldt og fugtigt i vejret. Hænderne tilhører Kevin, en af lejrens beboere. Han er i midten af trediverne og bor på gaden. Når hænderne ikke holder på en øl, så hænger de over tønden som en magnet mod metal. Rundt om ham enten sidder eller står en flok forhutlede mænd, den ene halvdel ædru, den anden påvirket. Der er ingen kvinder at spore. Olietønden er det naturlige samlingspunkt i lejren.

Vi falder i snak med Molle. Hans rigtige navn er Morten. I syv år har han boet på gaden, nu har han en lille lejlighed lige rundt om hjørnet. Molle er ædru. Han fortæller, at han kommer i lejren for fællesskabets skyld. Som ung var han BZʼer i byen, siden endte han på gaden sammen med sin bedste ven. Vennen blev landevejsridder og spurgte ofte Molle, om han ikke ville med. Eneste krav, han skulle på seks minutter være klar til at smide alt hvad han har i hænderne, og drage afsted. Det er høje krav at stille til en BZʼer, hvorfor de aldrig kom afsted sammen. Vennen døde sidste år af kræft.

Molle byder indenfor i teltet, der er mørkt. Skæret fra Molles pandelampe oplyser kun den del af teltet hvor vi står. Eftermiddagslyset trænger svagt ind fra sprækker i teltdugen. Molle flytter rundt på kasser med mad. Det er donationer fra flinke folk, som har lidt til overs, rugbrød, kiks, frugt og grønt, og alt mellem himmel og jord. I den øverste kasse er der sild i lage. I baggrunden hænger der tøj og gamle tæpper.

I den anden ende af teltet sidder lejrens to egentlige beboere. De er de eneste som bor i teltet 24-7. Grønlænder-Lars og Johannes. Lars sidder i nederste køje i en rød køjeseng. Han er svøbt i to nye soveposer. Foran ham står der et bord med tomme øl, og foran bordet en gasovn, hvor to ud af tre varmelegemer er tændt. Han ryger en joint. Johannes sidder i nabosengen, ved siden af sengen står hans kørestol. Johannes mangler begge ben. Han fryser og spørger Lars, om de skal ryge sammen. Lars nikker og rækker ham sin joint.

Talsmanden
Udenfor teltet møder vi Birger. Han er teltlejrens talsmand og grundlægger. Det er ham, der har lånt teltet af en gøgler. Birger er stor som et hus. Han måler godt to meter i højden og er næsten lige så bred over skuldrene. Skægget er langt. Iklædt læderjakke, hættetrøje og solbriller ligner han en farlig fyr. Det er han ikke. Birger er rar og snakkesaglig. Han er 68 år og folkepensionist. Han bor sammen med sine to hunde i den hvide kassebil, som er parkeret lige ved siden af lejren. Birger sværger til det alternative. Med en baggrund som sømand og selvudnævnt læge har han mødt og hjulpet mange mennesker på sin vej. Teltlejren er bare en af mange, som han har været med til at rejse.

I lejren er der højt til loftet. Beboerne lever kun efter én lov: Kardemomme-loven. (Fra børnebogen Folk og røvere i Kardemommeby. red.) Hvis man opfører sig ordentligt, kan man gøre, som man vil. Det gør beboerne. Derudover er der en selvskreven regel: Hårde stoffer og sprit er ikke tilladt.

En ung mand afbryder os. Han er netop droppet ud af gymnasiet, og nu aner han ikke, hvad han skal lave. “Før i tiden hang vi ud i Mølleparken, men nu har de lavet det hele om derovre. Vi ved, at vi ikke er velkomne, og folk kigger mærkeligt på os, når vi er der”, siger han. Han er ikke hjemløs, men føler blot, at han mangler et værested for unge. Det sted finder han for tiden i teltlejren.

Brænde og mad
En rød bil nærmer sig. Den har trailer på. Traileren er læsset med træ, og i hjørnet står en olietønde. Ud af bilen kommer et par i starten af fyrrerne og en ung pige. De kommer med friske forsyninger. Brænde, en ny olietønde, en ramme øl og en hel masse mad. De kender ikke nogen i lejren, men syntes, at de ville hjælpe, hvor de kunne. “Steen er tømrer. Han har fået en masse affaldstræ på sit arbejde, og jeg har været til et julearrangement, hvor der var alt for megen mad. Vi synes, at den gør bedre gavn her end i skraldespanden”, siger Marianne. Hendes datter Nakita nikker og smiler. Birger takker mange gange, mens han og de øvrige folk omkring olietønden hjælper med at tømme traileren. Nu er der igen varme til kolde hænder og mad til sultne beboere.

Et håb er tændt
Teltlejren på det gamle baneterræn er langt fra luksus. Der er fugtigt og beskidt, og der lugter fælt. Der er hverken rindende vand eller elektricitet. Toiletter er der heller ingen af. Men for en tid er de hjemløse ikke længere hjemløse. De har fundet et sted, de kan kalde hjem, et fællesskab og et nyt kammeratskab. Hvad der skal ske med teltlejren, ved de ikke. Det er op til byrådet, men måske er det første skridt på vejen til et nyt værested på Godsbanen for byens udsatte.