Siden 1983 har solen med teksten ”Atomkraft? Nej tak” tilsmilet beboerne i Aarhus fra gavlen af en ejendom i Vestergade. Solmærket er skabt af aarhusianske Anne Lund i 1975. 42 år senere er mærket på verdensplan fortsat det mest almindelige og kendte symbol på modstand mod atomkraft som energiform.

Tekst: Alexandra Bendixen
Foto: Allan Trolle

En (u)mulig mission
Selv om det for Anne Lund virkede som en umulig opgave at stoppe atomkraft i Danmark i 1970’erne, ydede hun med sit solmærke alligevel et vigtigt bidrag til opgaven.

Tegnet på klubværelse
I 1975 tegnede den dengang 21-årige Anne Lund logoet i et klubværelse på Klostertorv. På det tidspunkt var hun økonomistuderende og medlem af OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Hun viste skitserne til en anden OOA-aktivist Søren Lisberg. Han bidrog med at få de sidste detaljer på plads.

Inspiration fra Sverige
På et visit i Sverige så Anne Lund, at svenskerne havde lavet mærker for modstand mod atomkraft. Det fik hende på idéen om, at vi i Danmark skulle have noget tilsvarende.

Et positivt alternativ
Anne Lund var meget bevidst om, at mærket skulle passe til OOA, der slog sig op på at være en tværpolitisk bevægelse. Modsat de svenske mærker skulle mærket derfor signalere et positivt alternativ. På en 1. maj-festival i Aarhus i 1975 blev solmærket for første gang luftet for offentligheden. Kort tid efter blev det trykt og sat på badges. Efterspørgslen var stor, og OOA tog patent på mærket allerede to år efter.

Kendt i hele verden
Solmærket har gennem årtier gået sin sejrsgang verden over. Det blev især populært i Tyskland, men det slog også an i mange andre lande. Budskabet ”Atomkraft? Nej tak” er trykt i 35 millioner eksemplarer og oversat til over 45 forskellige sprog. Desuden optræder mærket i et utal af andre sammenhænge i alt lige fra aviser og bøger og på plakater og hjemmesider. I 2004 blev mærket desuden registreret som EU-varemærke.

 

Fakta:

  • Mærket forestiller en sol, fordi solen er kilden til al energi.
  • Den orange farve, som solen er malet i, er valgt, fordi det er den varme farve. Farven er en arv fra 1960’er-æstetikken.
  • Den gule og sorte farve er valgt, fordi de begge indgår i atomkraftfaresignalet.
  • “Nej tak” blev valgt på grund af den venlige og høflige klang. Det lille ord ”tak” blev meget omdiskuteret. Flere mente, at forsonende udtryk ikke var vejen frem. Anne Lund stod dog fast på, at ”tak” skulle med. Hun mente, at det forstærkede budskabet og understregede, at man virkelig mente det, når man sagde nej
  • Spørgsmålstegnet i logoet var en reaktion på, at befolkningen ikke blev spurgt i spørgsmålet om atomkraft. Det var et tema, der blev taget op hen over hovedet på befolkningen.