Historien bag Grisebrønden

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor der står en skulptur af en so og syv griseunger på Rådhuspladsen? Vi er dykket ned i historiebøgerne for at finde svaret. Og rødderne til historien om de aarhusianske grise skal findes i Bibelen – og på en halmballe i Hasle.

Af Amalie Møller Christensen

Skulpturen er lavet af billedhuggeren Mogens Bøggild, der begyndte grovhugningen i 1943. Den nuværende udgave er udført i bronze og er en kopi af den originale granitskulptur, som blev skænket til byen af bryggeriet Ceres i 1941, da Aarhus kunne fejre 500-års jubilæum som købstad.

Grisebrønden er inspireret af den bibelske historie om den fortabte søn, der ødsler sine penge væk og ikke har råd til mad. Han ønsker i stedet at spise sig mæt i foderet til svinene, som han passer, men ingen af dem vil give ham noget, og han må vende hjem til sin far og bror.

Inden Mogens Bøggild begyndte udformningen, sad han i flere måneder på en halmballe i svinestien på en gård i Hasle og tegnede skitser. Her kunne han nærstudere grisene og deres bevægelser, så de kunne gengives bedst muligt i arbejdet. Skulpturen fik også et indbygget urværk, der skaber bevægelse, så grisene tisser på skift, og soen savler.

Det tog ni år at færdiggøre skulpturen. Mogens Bøggild var desuden nødt til at indstille arbejdet i halvandet år på grund af den tyske besættelse. Den 7. juli 1950 kunne afsløringen af det færdige værk endelig finde sted.

I 1978 fik soen slået sin tryne af. Det samme skete hele to gange i 1984, og efter gentagne tilfælde af hærværk mod grisene tog man en beslutning om at erstatte granitskulpturen med en kopi i bronze i 1992. Den oprindelige udgave står i dag ved Videnscentret for Landbrug i Skejby.

Rådhusgrisene blev i 1995 fredet som en del af det samlede udtryk omkring Aarhus Rådhus.