Historien bag Aarhus byvåben

Du har sikkert set det masser af gange. Rundt omkring i byen pryder det alt fra husfacader, døre og porte til massevis af kommunale dokumenter. Men har du nogensinde tænkt over, hvorfor det aarhusianske byvåben ser ud, som det gør? Vi har gravet i historien om hele byens logo.

Af Daniel Skinbjerg

Ældgammel historie
Aarhus’ byvåben er et af de ældste bevarede byvåben fra de danske købstader. Faktisk kan man spore det helt tilbage til det 13. århundrede. Byvåbnet har desuden haft flere forskellige udformninger i tidens løb. Den seneste udgave er tegnet af gravøren Fr. Britzes i 1938 og blev i 2004 forenklet til det bylogo, vi kender i dag.

Åens udmunding
I de ældste bysegl stod der påskrevet ordet Arusiensis, der oprindeligt tolkes som ”åre-hus”, som er betegnelsen for det, der ligger ved åens udmunding.

De to tårne
I byvåbnet er to tårne, som efter sigende skulle symbolisere den romanske domkirkes to vesttårne. Der har hersket megen tvivl om, hvem de to mænd på byvåbnet er. Men den mest almindelige tolkning er, at manden med ankeret er den aarhusianske skytsengel Sankt Clemens, og at manden med sværdet er apostlen Paulus.

Missionæren med sværdet
Paulus var en af de mest betydningsfulde missionærer i den kristne kirkes tidlige historie og en af de vigtigste bidragsydere med sine tretten breve i Det Nye Testamente. Paulus’ breve er fulde af vejledning om den kristne tro og levemåde, som han udbredte i store dele af det sydøstlige Europa og Lilleasien.

Martyrdød med anker
Sankt Clemens var den første historiske biskop og romersk pave i årene 90 til 97. Han led martyrdøden, da han blev kastet i havet med et anker bundet om halsen. I år 868 fandt man i en gravhøj på Krim nogle knoglerester og et anker, som man mente var resterne af Sankt Clemens. I dag befinder relikvierne sig stadig i højalteret i San Clemente-basilikaen i Rom.

Byens skytsengel
Ifølge legenden trækker vandet sig tilbage én gang om året for, at man kan tilbede Sankt Clemens, der anses for at være søfolkets værnehelgen. Derfor blev han i sin tid også erklæret for havnebyen Aarhus’ skytsengel.

På kloakdæksler
Byvåbnet optræder mange forskellige steder rundt i byen. Du finder det blandt andet indgraveret i mange af byens brune kloakdæksler.