Hos Hertha Levefællesskab bor almindelige mennesker side om side med udviklingshæmmede voksne personer. Her dyrkes landbrug, mens de biodynamiske råvarer sælges til lokale butikker i Aarhus. Der malkes køer, renses korn og høstes afgrøder. Alt sammen i fællesskabets ånd. Mød gartner Birthe og landmand Lars, der sammen med levefællesskabets beboere arbejder i harmoni med naturen.

Foto: Steffen T. Nielsen
Tekst: Alexander Loft BirkmoseMorgensang og rundkreds
Hver morgen synger levefællesskabets beboere en sang til morgensamling. Programmet for dagen bliver læst op, og så ønsker alle hinanden god arbejdslyst, mens de holder i hånd og kigger hinanden i øjnene. Birgitte i de røde bukser og Sara i den lilla trøje er beboere i fællesskabet, mens Randi i det hvide tøj er bager og Birthe i striktrøjen er stedets gartner.

 

Glæden ved et kram
Beboeren Stine på 36 år har boet i levefællesskabet, siden hun var 18. Hun er en del af en gruppe, der passer og plejer hestene. Stine mistede sin hest for et stykke tid siden, og hun er derfor glad for at omfavne levefællesskabets nye hest, Freja. Freja bliver trænet op til at trække en lille vogn, så den kan køre med børn til høstmarkederne.

 

Dagens opgaver fordeles
Klokken 09.15. Efter morgensamlingen går beboerne ud på de forskellige værksteder, hvor landmand Lars Pedersen uddelegerer opgaver. Nogle fodrer dyrene, mens andre saver brænde. Beboerne har naturligvis lov til at sige nej til en opgave, hvis de ikke har lyst. Men der er ofte højt engagement.

 


Så skal der malkes
Beboeren Bent er født på en gård, hvor de havde køer og grise. Bents daglige arbejde hos Hertha går ud på at gøre malkeanlægget klar, så han kan malke tre køer med en maskine. Det giver ham en vældig selvtillid. Per i baggrunden står for at fodre køerne og lokke dem ind i malkestalden med kop korn.

 

Fritgående køer
Køerne græsser frit på marken. Om vinteren bliver de også lukket ud i 2-3 timer ad gangen. Der er i alt ni køer på gården. Her ses Alice, der stikker hovedet frem, mens Love holder sig i baggrunden. Når en kalv fødes, får de navne den efterfølgende dag under formiddagspausen, hvor beboerne kan foreslå navne, som de stemmer om.

 


Væk med kokasser
Frederik kører med trillebør, mens Ole skraber den udendørs betonplads, hvor køerne går det meste af dagen. Det tager en halv time hver dag at gøre pladsen rent.

 

Grønne spirer
Selleriskud pibler frem fra jorden. Henover vinteren har det hele haft hvilepause, og når varmen og lyset kommer i foråret eksploderer alt det grønne.

 

På med arbejdshandskerne
I gartneriet bruger de handsker for ikke at ødelægge hænderne. Hver beboer har typisk deres egne handsker, støvler og arbejdstøj. Det er vigtigt for dem, at der er systematik, så de har styr på deres ting. Alt skal gerne være planlagt, og der må ikke komme for mange overraskelser. Derfor er dagene også struktureret på samme måde.

 

Fra bonde til kunde
Kartoflerne bliver sorteret. Nogle hældes på poser og sælges i Herthas gårdbutik, mens andre bliver brugt i levefællesskabets køkken. Hertha har en kunde-bonde ordning, hvor medlemmerne kan hente de grøntsager, de har brug for. De fleste medlemmer bor i levefællesskabet, men enkelte kommer også udefra. Hertha sælger også brød og mælk i butikker som Ganefryd, Jordens Frugter og Ren Kost i Aarhus.

 

Operasangeren bliver landmand
Davide fra Sicilien er operasanger, og i et år har han valgt at arbejde frivilligt i levefællesskabet. Hertha Levefællesskab har tilknyttet fire frivillige om året, som alle kommer fra udlandet. De frivillige får lommepenge, kost og logi. Her bearbejder Davide jorden ved skånsomt at vende den for at indarbejde det organiske materiale.

 

Side om side
Livia fra Østrig er også frivillig i levefællesskabet sammen med Davide længst til højre. Ved siden af Livia sidder beboeren Heino, der har været en del af levefællesskabet helt fra begyndelsen, da hans forældre var med til starte stedet op. Oliver med kasketten kommer oprindeligt fra Sjælland, og han arbejder primært i gartneriet, mens Heino også er i landbruget om tirsdagen. Oliver er født på en scene og rigtig god til at synge, og han får derfor ofte hovedrollen i Herthas skuespil.

 

Frisk fra jorden
I Herthas landbruget dyrker de cirka 50 slags grøntsager. Alt fra kartofler, grønkål, blomkål, palmekål, porre, rødbeder, gulerødder til over ti forskellige slags salater, mens der også plukkes fra æbletræer, jordbær, hindbær, solbær og ribs.

 

 

Gartner Birthe
Birthe har arbejdet på forskellige antroposofiske landbrug i udlandet. Hun har drevet gartneriet hos Hertha siden opstarten i 1996. Indtil for to år siden boede hun også i levefællesskabet, men er nu flyttet nordpå til Brovst.

 

Landmand Lars
Lars er uddannet landmand fra Økoskolen i Nordjylland. Han har drevet sin egen gård i 20 år, inden han kom til Hertha for seks år siden. Hvor han tidligere var alene om landbruget, bliver han hos Hertha tiltrukket af fællesskabet med beboerne.

 

Om Hertha Levefællesskab

  • Hertha har eksisteret siden 1996 som et socialt levefællesskab i udkanten af Herskind cirka 20 km vest for Aarhus.
  • Levefællesskabet er baseret på, at almindelige mennesker vælger at bo i et tæt og givende naboskab med voksne udviklingshæmmede mennesker.
  • Levefællesskabet er inspireret af Rudolf Steiners pædagogik om social parathed, bæredygtighed og det enkelte menneskes frihed.
  • Der bor 140 mennesker i levefællesskabet fordelt i de tre bofællesskaber Herthahus, Burishus og Nerthus.