Endelig har sommeren besluttet sig for at kigge forbi Aarhus, og det times perfekt med, at festivalsæsonen også skydes i gang. Frontløberen er som altid SPOT Festival, der fandt sted i denne weekend. Her var det både spirende musiktalenter såvel som gamle kendinge, der gav den alt, hvad de havde, på scenerne rundt omkring i byen.

Tekst: Julie Storgaard Philipp
Foto: Pernille Thorup, Helle Arensbak og Mads Christensen

Det er torsdag aften, og jeg har valgt at ligge dagligdagens pligter til side for en stund, for der sker noget helt særligt i Aarhus de næste fire dage. SPOT Festival er nemlig i gang, og på Godsbanen har Aarhus Volume slået sig ned for at spille op til en gadefest uden lige. Området ved Godsbanen er i år blot et ud af flere steder, hvor det ikke kræver festivalarmbånd at komme ind, og det har mange glade festivalgængere såvel som forbipasserende benyttet sig af denne torsdag aften.

Udover food trucks med lækker streetfood fra blandt andet Smag á la Gellerup, er der også et lækkert musikalsk line-up i løbet af aftenen. Et par kolde dåseøl bliver nydt i til tonerne af blandt andet The Attic Sleepers og Tårn, inden turen går hjem i seng. Endnu to dage fyldt med musik venter.

En kvinde med et budskab
Selvom SPOT er en festival hovedsageligt med fokus på nye kunstnere, kan man næsten altid være sikker på, at et par af de helt garvede også ligger vejen forbi. Det var heller ingen undtagelse i år, da The Savage Rose skulle spille i Store Sal fredag eftermiddag. Salen er proppet, og folk hujer og klapper begejstret, da bandet kommer ind på scenen. En om muligt endnu større klapsalve starter, idet Annisette Koppel kommer ind på scenen i sin glitrende røde kjole og med det karakteristiske lange, sorte hår hængende ned langs skuldrende.”Vi er på en lang rejse med musikken, og den har nu varet i 50 år. Det har været en fantastisk rejse,” siger en lettere hæs Annisette ud til publikum efter de første par sange. Herefter opfordrer hun publikum til, at vi skal huske at passe på os selv og hinanden og tænke på dem, der lever med krig, fattigdom og andre rædsler.

”Fred på jord. Det må sgu da kunne lade sig gøre,” siger Annisette afsluttende ud til publikum. Og publikum er enige. I hvert fald mødes Annisettes budskab med endnu en massiv klapsalve, og da koncerten er slut, kvitteres der ligeledes med stående bifald til hende og resten af bandet.

Lidt mere musik og en falafelrulle
Efter en fantastisk start på anden dag går turen til Kammermusiksalen og elektro-/folkmusikeren Martin Baltser, der til tider formår at lede tankerne hen på kunstnere som Bon Iver – hvilket i min verden ikke er en lille ting. Efter en halv time i hans selskab, er det ved at være tid til aftensmad, og jeg vender igen tilbage til Godsbanen, hvor falafelrulle-food trucken fra i går stadig spøger i mine tanker. Den afprøves og skuffer bestemt ikke. Især ikke, når den ledsages af en kold øl.

Og så er det videre til HeadQuarters, der også har formået at samle en håndfulde dygtige kunstnere på den lille scene til årets festival. Denne aften falder valget på at høre The Chairman, og akkompagneret af en perfekt blandet White Russian i hånden er alt, som det skal være. En lille time efter skal jeg dog videre igen, for Velvet Volume spiller i Scandinavian, og muligheden for at opleve en koncert med de tre søstre griber jeg altid, når den byder sig.Velvet Volume giver den som altid fuld gas og spiller tilmed nogle helt nye sange undervejs. De teaser samtidig for deres kommende debutalbum, som de netop nu er ved at lægge sidste hånd på, og det bliver spændende at se, hvad et helt album med søstrene kommer til at byde på. Ud fra de numre, de indtil videre har udgivet, lover det i hvert fald godt.

Fredagens SPOT sluttes af på lidt utraditionel vis – i hvert fald for mit vedkommende. I Den Rå Hal har der nemlig hele aftenen været Roller Disco, hvor man, som navnet indikerer, kan leje et par rulleskøjter og så ellers suse rundt. Alt sammen selvfølgelig i takt til de største 80’er hits og i en gigantisk diskokugles skær. Jeg våger mig ikke selv ud på skøjterne, men får i stedet betragtet alle dem, der er modigere end jeg selv. Og de fleste får det faktisk til at se ganske nemt ud. Hvem ved, måske det bliver mig næste år, hvis Roller Disco vender tilbage. Måske ikke.

Solskin og fødselsdag
Lørdag starter forholdsvist tidligt ud, for jeg har læst mig frem til i programmet, at én af mine favoritsangerinder for tiden skal give koncert på SPOT Royal scenen ved Magasin. Det er Katinka, der er tale om, og jeg husker tilbage til sidste års SPOT, hvor jeg ligeledes så hende give koncert ved åen. Dengang skulle hun spille i en lille båd, men i år har hun dog fået lov til at få mere fast grund under fødderne. Og så har hun tilmed fødselsdag, hvorfor samtlige tilskuere ved åen vælger at bryde ud i en fødselsdagssang i et stort fælleskor.

”Og det har jeg ikke engang betalt jer for at gøre,” griner en tydeligt rørt Katinka efter fællessangen. Solen skinner og termometeret kan næsten snige sig op på de 20 grader denne lørdag middag. Katinkas sange, en kold øl i hånden og masser af solstråler i ansigtet er slet ikke nogen dårlig kombination.

En koncert om en kat og en sushibar
Senere på eftermiddagen må jeg dog – lidt modvilligt – bevæge mig indendørs igen. Men det er ofringen værd, for Teitur skal give koncert i Musikhuset i selskab med komponisten Nico Muhly og Aarhus Symfoniorkester. Teitur og Muhly har sammen skabt værket ”Confessions”, hvor teksterne er inspireret af og hentet fra videoer og kommentarer fra YouTubes opstartsår.

Jeg har altid syntes, at Teitur har en helt særlig charme, når han på sin helt egen – og lidt akavede – facon står der på scenen. Lettere foroverbøjet og med hænderne gemt i lommerne. Koncerten er på én gang en smuk, humoristisk og mærkelig oplevelse, netop fordi sangene er skrevet over tilfældige YouTube-videoer, der handler om alt og ingenting. Teitur får således både sunget om en kat, der ikke kan komme ned fra et træ, hvordan det mon må føles at være en sushirulle og om en mand, der vil lære at lave den perfekte cafe latte. Ja, der findes mange mystiske ting i YouTube-universet.Eftermiddagen bliver brugt i solen foran Ridehuset, der i forbindelse med Roots&Hybrid Festival har fået stablet et hyggeligt udendørsområde på benene, hvor folk slapper af mellem de mange koncerter. Også inde i Ridehuset er det muligt at høre en masse musik med internationale såvel som lokale upcoming bands, og i år er det virkelig lykkedes at omdanne Ridehusets areal til et stemningsfuldt rum med dæmpet belysning og hyggekroge, hvor musikken kan nydes.Lørdagens sidste timer
I takt med at aftenen skrider frem, indfinder jeg mig i Store Sal, hvor Jonah Blacksmith skal spille. Bandet består af et brødrepar og vist også en fætter eller to, og bandet er startet til ære for brødrenes bedstefar, Johannes Alstrup, der også spillede musik. Det syv mand store band får skabt en fantastisk stemning i Store Sal, hvor publikum undervejs ikke kan holde sig fra at rejse sig fra de bløde sæder. Og med hele to trommesæt – og sågar en sav – at spille på, går det ikke stille for sig.

Jeg hopper efterfølgende over til Rytmisk Sal og dermed også over til en helt anden genre. Her spiller Masasolo, der havde sin live-debut for blot et år siden. Det er dog ikke til at spore, og det virker til at være et særdeles scenevant band, der møder mig. Med sin melodiske, guitarbårne indie formår Masasolo at få jeg selv og resten af publikum til at rocke med, og det er helt klart en af de kunstnere, jeg håber på at se mere fra i en nær fremtid.Og så skal jeg skynde mig videre ned til Scandinavian, for her er Blondage netop gået på scenen. Jeg har kun tidligere hørt dem i konstellationen Rangleklods, så jeg glæder mig til at se, hvad det nye navn indebærer for den elektroniske popduo. Som altid er der gang i den både på scenen og blandt publikum, og Blondage bliver den perfekte afslutning på SPOT Festival 2017 for mit vedkommende.Efter en masse lækker mad, kølig hvidvin, (lidt for mange) dåseøl, mange fantastiske musikoplevelser og med lettere ømme ben, tager jeg mættet hjem. Godt gået, SPOT, og tak for denne gang. Vi ses helt sikkert igen til næste år.