Dedikerede spillere, konfetti og en sprudlende energi udgør de faste rammer hos hele Aarhus’ baskethold Bakken Bears.

Publikum er på plads og forventningensglæde summer i hele hallen. Kampens spillere står klar til at præstere, og det samme gør holdets cheerleadere, der ligesom publikum bakker op om hele Aarhus’ Bakken Bears. Kampen går i gang og tilråb, kolde øl og to meter lange mænd fylder hallen med en energi, der kun brydes af lyden fra dommerfløjten, der sætter kampen i gang.

Stemningen er altid i top under holdets hjemmekampe. Her sørger holdets maskot The Grizzly, dygtige cheerleadere og holdets DJ for underholdende indslag, der giver publikum en god oplevelse i hallen.

Hvert hold består af max 12 spillere, og når kampen går i gang, stiller de to hold med 5 spillere på banen. I Danmark spilles der fire perioder af ti minutter, hvor der mellem anden og tredje periode er halvleg.

Kolde øl, tilråb og ægte amerikansk stemning er en del af oplevelsen, der tiltrækker Bakken Bears’ mange dedikerede fans, som bakker op om holdet på både hjemme- og udebane.

Kampen fløjtes af. Udmattede puster spillerne ud, og nu starter arbejdet for et nyt hold, når oprydningsarbejdet skal klares.

Om Bakken Bears

  • Bakken Bears er udsprunget af IK Skovbakken Basketball-Afdeling, og klubben blev officielt Bakken Bears i 2005.
  • Holdets hjemmebane er i Vejlby-Risskov Hallen med kapacitet til 2.050 tilskuere.
  • Tilskuerrekorden er på 5.812 mod Horsens IC den 7. november 2015 i Jyske Bank BOXEN.
  • Bakken Bears har vundet DM-guld 15 gange.
  • De var med i gruppespillet til Basketball Champions League 2016/2017.
  • Holdets maskot hedder The Grizzly.