Fotoserie: Fuld plade i Aarhus Banko Center

Det er bankoaften i Aarhus Banko Center på Gunnar Clausensvej i Viby. Mere end 250 aarhusianere er i den anledning mødt op i håbet om at gå hjem med en gevinst af de helt store under armen. For nogle af de fremmødte er det spændingen og præmierne, der trækker, mens det for andre er det venskaberne og det gode selskab. Kom med ind i en verden af tombolatromler, talfyldte bankoplader og kulørte dækbrikker. 

Foto: Bibi Berge

Aarhus Banko Center i Viby er Aarhus’ største af slagsen. Hver dag møder hundredvis af bankoglade aarhusianere op for at opleve spændingen ved det traditionsrige spil. Nogle har endda faste pladser. Bordene er fyldt med mad og drikkevarer, mens systematik præger de fleste deltageres opstilling af helt op til 20 forskellige bankoplader. Andre nøjes blot med at have en enkelt. Koncentrationen er stor, når spillet går igang, men når der opstår en pause går snakken lystigt. For de fleste er her ikke kun for at vinde, men også for at have det sjovt.