Wimmersvej, Wimmersvej, Wimmersvej. De fleste, unge som gamle, kan stemme i, når Flemming Bamse Jørgensens solide røst toner til teksten om den nøgne numse helt deroppe på Wimmersvej. Med sit varme væsen sang han sig direkte ind i danskernes hjerter. Hans nærmeste beskriver ham som et pragtfuldt menneske. Beskeden som den danske sommersol. Stabil som et bjerg. Men også en følsom mand. Læs beretningen om Danmarks Bamse, fortalt gennem nogle af dem, der kendte ham allerbedst.

Tekst af Vera Løvø Giver
Fotos af Steffen T. Nielsen

På en måde er det lettere at male et portræt af en person, der ikke længere lever. For det er, som om konturerne står ekstra skarpt i savnets ukuelige lys, når hans nærmeste fortæller, hvordan han var. For selv var han beskeden. Flemming Bamse Jørgensen. Folkets poet. Højtbegavet sanger. Stabilitetens klippe. Livsvis faderfigur. En kvindes grænseløse kærlighed.

I efteråret blev Flemming Bamse Jørgensens Plads indviet i Aarhus. En plads, som danner ramme om det konkrete sted, han mødte sin hustru, Käte Jørgensen. Men på sin vis også fremstår som et symbol på den plads, han har efterladt i danskernes hjerter. Facebookgruppen ’R.I.P. Flemming Bamse Jørgensen’ alene har 150.000 medlemmer.

Selv var han århusianer – med bolle-Å. Fra han trådte sine første fodboldsko hos adoptivforældrene i Viby, til Käte Jørgensen kyssede ham for første gang på Søsporten, til utallige AGF-kampe på stadion, gåture i Riis Skov og julemarkeder i Ridehuset med sin familie. Han var udpræget familiemenneske. Hjemmet, konen, børnene og barnebarnet Oliver var det bedste, han vidste. Tryghedens akse.

Natten til året 2011 døde Flemming Bamse Jørgensen af et hjertestop i sit hjem. Begravelsen fandt sted i Viby Kirke, hvor tidligere biskop Kjeld Holm fik et stuvende fuldt kirkerum, knuget af sorg, til at trække på smilebåndet med ordene: ”Nu sidder Vor Herre deroppe og siger til Jesus: Flyt dig, knægt. Der kommer Bamse, og ham skal jeg tale med.”

I år ville Flemming Bamse Jørgensen være blevet 70 år. Og én ting er sikkert her seks år efter hans død: Savnet er stadig uomgængeligt nærværende. Et savn, der gennem minder, tårer og latter hos de mennesker, der var ham nærmest, tegner et tidsløst billede af en af Danmarks mest folkekære personligheder.

 

 

Flemming Knudsen Barndomsven

 

VIBY TORV, 1970. Sigfred langer to kradsere over disken i Sigfreds Pølsevogn. Flemming Bamse Jørgensen og ”den anden Flemming”, som Flemming Knudsen kalder sig selv, giver sig til at gnaske.

”Nå, hvad så?” brummer Flemming Bamse Jørgensen, og de går i gang med at vende verdenssituationen – igen i dag.

Fødderne er ømme, og maverne tomme – tyve minutters pause fra danseskolen på Hotel Viby er lige nok til en snak og en pølse for de to velpolstrede kammerater.

De to Flemming’er har kendt hinanden siden de var seks år gamle. Først fra søndagsskolen i Viby Præstegård, så fra orkestret i FDF og siden gennem danseskolen på hotellet.

”Som børn mødtes vi ofte og spillede fodbold, som drenge nu gør, når der er græs og et par mål,” fortæller Flemming Knudsen og kigger ud på banen i Ceres Park og Arena.

Vi er tilbage i 2017 og sidder på vennernes faste pladser på AGF’s hjemmebane. Med Flemming Bamse Jørgensens tomme sæde imellem os.

 

DE TO VENNER SÅ ALTID AGF SPILLE SAMMEN, når de var på hjemmebane. Medmindre Flemming Bamse Jørgensen var afsted på tour.

”Flemming var en ægte AGF-fan. Spørg mig ikke, hvordan han gjorde, men det er faktisk lykkedes ham utrolig mange gange at spille koncert i samme by, som AGF havde kamp, når de var på udebane,” fortæller Flemming Knudsen.

Faktisk var han målmand for AGF i sine unge dage. Men da musikken med årene fik ben at gå på, forlod han målet på banen.

”Han fandt ud af, at han nok var bedre på en scene. Så musikken blev hans levevej, og det gjorde fodbolden bestemt ikke,” griner Flemming Knudsen, der ikke er i tvivl om, at højdepunktet i Flemming Bamse Jørgensens liv var, da han endelig sprang ud på dybt vand og fandt ud af, at han kunne bunde. At han kunne leve af musikken.


DECEMBER 2010.
Duften af glögg og klingen fra bjælder strømmer ud af Ridehusets tunge trædøre. Flemming Knudsen og hans kone trasker rundt på årets julemarked og støder ind i Flemming Bamse Jørgensen med hele familien.

Der var aldrig noget med at glemme gamle venner. Dem svigtede han aldrig.

”Lad os alle mødes snart, så kan vi rigtig snakke og hygge,” siger Flemming Bamse Jørgensen, efter vennerne har stået og talt lidt.

Det blev deres sidste møde.

”Hvis jeg skal fremhæve et minde med Flemming, så var det den dag i Ridehuset,” siger Flemming Knudsen.

”Det var meget betegnende for hans måde at være på. Den der hjertelighed og varme. Der var aldrig noget med at glemme gamle venner. Dem svigtede han aldrig,” fortæller Flemming Knudsen med armen hvilende om Bamses gamle sæde.

”Han var et pragtfuldt menneske. Men jeg venter lidt endnu, før jeg mødes med ham igen.”

 

Frank Thøgersen Trommeslager

 

BUSSEN BUMLER AFSTED, trafikken suser forbi på motorvejen. Men rundt om bussens bord sidder de fire Bamses venner helt stille. Kun spillekort, der klasker mod bordpladen, lyder i den tilrøgede buskabine.

De spiller whist. Frank Thøgersen sidder i modspil, er makker med Flemming Bamse Jørgensen, og så har han alle de gode kort.

De spiller om penge, dog kun ganske små beløb. Frank Thøgersen overvejer at banke i bordet, for så fordobles indsatsen. Men han vil ikke gamble Flemming Bamse Jørgensens gode humør.

De vinder stort alligevel. 62 kroner. Flemming Bamse Jørgensen placerer en rolig hånd på hans skulder og siger:

”Hvordan kan det egentlig være, at du ikke dunkede i bordet?”

”Jeg overvejede det faktisk… men vi vandt stadig 62 kroner!” svarer Frank Thøgersen.

Flemming Bamse Jørgensen rejser sig i et hurtigt ryk og råber i vrede:

”JA, MEN VI KUNNE HAVE VUNDET 124!”

BAMSES VENNER VAR KENDTE for at spille Whist. Det vidste Frank Thøgersen godt, da han blev hyret som trommeslager i Bamses venner i 1996.

”Pianist Peter Bødker, der startede i bandet samme tid som mig, købte en bog, der hed ’Alt om Whist’ lige efter, vi var blevet ansat,” griner han.

Og de spillede virkelig Whist hele tiden. På vej til koncerten. I koncertens pauser. På vej hjem igen. Og hvis man var makker med Flemming Bamse Jørgensen og dummede sig det mindste, så faldt hammeren.

”Vi spiller stadig Whist på landevejen i dag, når vi er på tour med Stig og vennerne. Så på den måde fører vi ikke kun Flemmings musik videre, ” fortæller Frank Thøgersen.

 

EN LUN SOMMERNAT I 2009 står Flemming Bamse Jørgensen og vennerne ude foran restaurant Rio Bravo i København. Luften er tyk af cigaretrøg. To piger kommer cyklende forbi:

”Guuuud se, det er Bamse!” og sammen bryder de ud i sang.

Sådan fortsætter det med forbipasserende, der synger, råber efter og hilser på den folkekære sanger.

Flemming Bamse Jørgensen falder i snak med en mand, mens de ryger. Som altid står vennerne lidt i baggrunden, årvågne og på vagt, hvis der skulle opstå ubehageligheder.

Da manden er færdig med at ryge, kaster han cigaretten på jorden, skodder den med foden, og spørger Flemming Bamse Jørgensen:

”Hvad laver du så til daglig?”

Flemming Bamse Jørgensen svarer roligt:

”Jeg er musiker.”

”Nå ja. For fa’en,” tøver manden og giver ham et tungt klap på skulderen:

”Så længe man er glad.”

 

VENNERNE BRØD SAMMEN AF GRIN, da manden forlod dem den nat.

”Den situation siger alt om Flemming,” siger Frank Thøgersen.

”Han kunne have sagt alt muligt a la ’Sig mig, ved du ikke, hvem jeg er?’”

For Flemming Bamse Jørgensen var musikken et håndværk. Og han så sig selv som håndværker. Ikke artist eller kendis.

”Vi snakkede meget om den episode efterfølgende. For manden havde jo ret. Det handler om at være glad,” fortæller Frank Thøgersen.

Det pres, der hviler på den, der står i midten, er enormt. Man bliver bange for at fejle.

Men selvom anerkendelsen fra det landsstore publikum gav Flemming Bamse Jørgensen en følelse af at være lykkedes, blev presset større og større med årene.

”Det pres, der hviler på den, der står i midten, er enormt. Man bliver bange for at fejle,” fortæller Frank Thøgersen om bagsiden af kendislivet.

 

FLEMMING BAMSE JØRGENSEN VAR I DET HELE TAGET MANGE TING for Frank Thøgersen. Arbejdsgiver. Kammerat. Forsanger. Bassist.

”Han var den mest professionelle og tjekkede musiker, jeg nogensinde har mødt. Når han gik op på scenen, var det som at trykke på en knap, og så kørte maskinen,” fortæller Frank Thøgersen.

Men efter femten år på landevejen sammen, er man heller ikke blot kollegaer. Man bliver tæt forbundet som venner. Tilværelsen byder jo fra tid til anden på nedture og kriser. Og her var Flemming Bamse Jørgensen altid god for et råd.

”Vi andre var lidt yngre end ham. Så uanset hvad vi kom med af problemer, kunne han sætte lidt erfaring på,” fortæller Frank Thøgersen.

”Han kunne faktisk være ret faderlig for os musikere.”

 

Marianne Bonde Andersen Fan

 

EN FORÅRSAFTEN 1980 står Marianne Bonde Andersen klar foran scenen. Hun går i 7. klasse og er med kammeraterne til koncert. Folkestimlen samler sig og giver sig til at klappe, da han træder ind på scenen.

”Go’dav du, vil du danse med mig?” råber manden i selebukser, og bandet begynder at spille.

Marianne Bonde Andersen kan ikke stå stille. Hun danser og synger med for fuld strube. De 13-årige kammerater skæver til hende. Men hun er lykkelig.

Lige siden den dag har Flemming Bamse Jørgensen fulgt Marianne Bonde Andersen. Som en auditiv livsledsager har han strømmet ud af kassettebånd, cd’er, vinyler, computer og telefon.

”Mine kontakter har hver sin Bamsesang som ringetone,” griner Marianne Bonde Andersen.

Musikken taler til hende. De enkle tekster, de glade toner. Det er bare hyggeligt.

”Og så kan jeg så godt lide, at for ham handlede det alene om musikken,” fortæller hun.

 

I DECEMBER 2007 ER MARIANNE BONDE ANDERSEN endnu engang taget til koncert med Bamses Venner. Hun fejrer sin 40 års fødselsdag. Hun fyldte år tidligere på året, men da hun pludselig mistede sin far, flyttede hun festen til denne dag.

Under koncertens pause, trasker Flemming Bamse Jørgensen ud til baren, køber en danskvand og sætter sig.

Selvom han ikke var en offentlig person, var han meget opmærksom på os publikummer.

”Nå, er du også her?” siger han til Marianne Bonde Andersen.

Hun fortæller om farens død, og Flemming Bamse Jørgensen lytter, tydeligt berørt.

”Det er den koncert, der har gjort mest indtryk på mig. Fordi han også blev så personlig,” fortæller Marianne Bonde Andersen.

”Selvom han ikke var en offentlig person, var han meget opmærksom på os publikummer. Han ville gerne snakke og give autografer. Han skyndte sig aldrig bare ud ad bagudgangen,” siger Marianne Bonde Andersen.

 

DA BAMSE DØDE I 2011, gik der ikke mere end et par timer, før Marianne Bonde Andersen oprettede en mindegruppe på Facebook. I dag har den over 150.000 medlemmer.

” I dag har jeg meget kontakt med familien, der er med inde over alt, hvad der foregår på siden,” fortæller Marianne Bonde Andersen med pizza i hånden og fem platinplader i ryggen.

Hun sidder på Mackie’s Pizzas lyserøde lædersofa, op ad en mindevæg, som den nu afdøde ejer og ven af Bamse, Mickey Lee, lavede efter sangerens død i 2011.

”Jeg har aldrig spist så meget pizza som efter det år, Bamse døde. Når jeg skal ud og spise i Aarhus, kommer jeg altid her og sidder ved det her bord. Det er så hyggeligt,” siger Marianne Bonde Andersen og kigger op på væggen.

 

Käte Jørgensen Hustru

 

I 1968 VAR DER DANSEMUSIK PÅ SØSPORTEN på Aarhus Havn. Ikke et sted, den unge Käte normalt ville komme. Men veninden er lun på en fra bandet, så hun tager med.

De sidder og taler over en øl, da Käte får øje på bassisten.

”Åh, han har nogle dejlige øjne,” siger Käte. Veninden svarer drillende:

”Du tør ikke gå op og kysse ham!”

Käte hopper straks op på scenen, trækker fat i bassistens kravetøj og kysser ham midt på munden. Han vælter bagover og glemmer helt at spille med.

Da koncerten slutter klokken 03:00, kommer bassisten ned til bordet. Og sådan lyder startskuddet på Käte Jørgensens og Flemming Bamse Jørgensens 42 år lange kærlighedshistorie.

 

”DET GIK EGENTLIG RET HURTIGT,” griner hun, når hun tænker tilbage. Efter to måneder friede han, og svaret var et rungende: ”Ja!” De blev viet samme år.

Efter de blev gift, solgte han alle sine instrumenter. For nu skulle de være en rigtig familie, og han ville forsørge dem, fortæller Käte Jørgensen.

Vi befinder os på Restaurant Kohalen på Aarhus Havn. Käte og Flemming Bamse Jørgensen gik ikke så meget ud, når Bamse ikke var ude og spille. For så ville de allerhelst bruge tiden sammen i hjemmet i Risskov. Dog blev Kohalen et af de steder, som parret kom for at få en gang flæskesteg eller fejre familiefødselsdag.

”Jeg kunne jo godt se, da han ikke havde rørt et instrument i et halvt år, at han nok skulle have fat i en bas igen,” siger Käte Jørgensen.

”Det var aldrig noget, han talte om. Men jeg kunne mærke det. Han skulle være musiker.”

 

DET VAR AF RESPEKT FOR SIN FAR, han færdiggjorde maskinmesteruddannelsen. For det var farens drøm, at Flemming Bamse Jørgensen en dag skulle overtage farens gummifabrik. Musikken så faren ikke som et rigtigt arbejde.

”Flemming overvejede flere gange, om han skulle prøve at arbejde på fabrikken for at glæde sin far,” fortæller Käte Jørgensen.

Selv var Flemming Bamse Jørgensen en fantastisk far, fortæller Käte Jørgensen. Han var nærværende, når han var hjemme, hjalp børnene, hvis der var noget. De kunne gå hen til ham, selvom han sad og lavede musik. Han havde altid tid til dem.

”Og han havde ingen forventninger til, at de skulle spille musik, hvis de ikke havde lyst,” siger hun.

Da Flemming Bamse Jørgensens far blev syg som ældre, lød ordene da også, som han havde ventet hele livet på at høre:

”Jeg er stolt af det, du har opnået, Flemming.”

 

FLEMMING BAMSE JØRGENSEN SIDDER PÅ SIT KONTOR den 7. februar 1983. Det er hans fødselsdag, og fra kontoret i hjemmet kigger han ud ad vinduet mod haven. Han får pludselig øje på noget foran vinduet. Lilla. Lyserød. Hvid. Gul. Krokusser har stukket hovedet op af jorden og foldet sig ud. I form som et farvestrålende hjerte.

Käte Jørgensen havde plantet blomsterne, da de flyttede til deres nye hus året forinden.

”Det passer lige med, at de springer ud til hans fødselsdag,” tænkte hun.

På den måde blev krokushjertet en slags tradition, der kom til syne hvert år, når sneen forsvandt. Og når parret flyttede hus, plantede hun hjertet på ny.

Han skrev de sødeste små kort til mig. Jeg har stadig dem alle sammen.

Kærligheden mellem Käte Jørgensen og Flemming Bamse Jørgensen blomstrede både i have og hus. I hverdagens små detaljer, når han drillende uglede hendes hår eller aede hendes kind, idet han gik forbi. Gav hende et kærligt klap bagi ved køkkenbordet. Hendes mening om musikken var afgørende for ham. Og hver mandag, når Bamse skulle mødes med sin manager John Madsen og lave regnskab for weekendens koncerter, tog han blomster med hjem.

”Han skrev de sødeste små kort til mig. Jeg har stadig dem alle sammen,” smiler Käte Jørgensen.

 

KÄTE JØRGENSEN VAR IKKE SÅ OFTE MED TIL KONCERTERNE. Men hun ventede altid oppe, når Flemming Bamse Jørgensen spillede koncert. Når han så kom hjem, stod hun, uanset tidspunkt på døgnet, klar med en franskbrødsskive med salat, tomat, løg og mayonnaise. Og så sad de to og snakkede en times tid.

”På den måde blev jeg også en del af den verden,” fortæller Käte Jørgensen, der havde sin daglige gang i hjemmet med de to børn.

Og hendes mening var helt afgørende for Flemming Bamse Jørgensen. Brød hun sig ikke om en sang, blev den ændret. Hun skulle altid give sit besyv med.

”Men ellers var det en kæmpe glæde for mig at gå derhjemme. Vi havde besluttet det sammen, for hjemmet skulle være vores base,” siger hun.

Og det var det. Flemming Bamse Jørgensens holdepunkt i et fantastisk men flygtigt musikerliv.

 

 


TIDSLINJE

 

1947: Bliver født i Randers og adopteret af et par fra Viby.

1970: Gifter sig med Käte, som han får børnene Tine og Theis med.

1972: Bamses Venner bliver dannet.

1975: Debuterer med albummet ”Bamses Venner” med den berømte ”Wimmersvej”.

1980: Bamses Venner deltager i og vinder det danske Melodi Grand Prix med nummeret ’Tænker altid på dig’.

1999: Sælger 150.000 eksemplarer af sin første engelske soloplade ’Stand by Me’

2011: Går bort i sit hjem i Egå af et hjertestop nytårsnat.

2017: Får opkaldt en plads efter sig i Aarhus: ’Flemming Bamse Jørgensens Plads’.