Det lyder måske ikke som den mest tiltrækkende løsning på lange ventelister og stigende huslejer at flytte i et telt, men det er alligevel, hvad fire aarhusianere har valgt at gøre. Der er dog en stor forskel på et typisk festivaltelt, der kun holder en sommer, og så de mongolske nomadetelte, de har slået op ved Institut for (X). Hvad der startede som en praktisk løsning, er nu langsomt ved at udvikle sig til en lille landsby midt i byen.

Tekst: Nanna Westergaard
Foto: Jess Porse Clemmensen

Du skal bukke dig en smule for at træde igennem den lille dør og ind i det runde telt, men når du først er kommet igennem, er det som at træde ind i fortiden. Yurten, det mongolske nomadetelt, har ingen vinduer, så herinde er man fuldstændig afskærmet fra omverdenen og omsluttet af gammel mongolsk og buddhistisk tradition. Men efterhånden som man ser mere rundt i det lille hjem, finder man flere og flere tegn på den moderne tid, som teltet er blevet sat op i. Der hænger højtalere fra de flettede vægge, og et køleskab er der også blevet plads til. Et par af møblerne ser ovenikøbet ud til at være fra IKEA.

Mit mål var lidt fra starten af at prøve at lave en billig måde at bo på, hvor man ikke går på kompromis med komforten.– Esben Pedersen

”Mit mål var lidt fra starten af at prøve at lave en billig måde at bo på, hvor man ikke går på kompromis med komforten. For jeg tror, mange tænker, at når man flytter i et telt, så går man på kompromis med, hvad man kan få i en lejlighed. Men det synes jeg egentlig ikke, at man gør, så længe man husker at fyre op for brændeovnen,” forklarer Esben Pedersen. Han er én af de fire unge mennesker, der bor i den lille yurt-landsby på Godsbanen. Her bor han sammen med Karen Rolighed og tvillingebrødrende Manjusri og Rafael Hendriks, og til foråret rykker endnu en yurt ned til deres lille fællesskab.

En lille landsby bliver til
Det første skridt til den selvudnævnte yurtlandsby blev taget, da Manjusri Hendriks fik en læreplads som anlægsgartner hos Institut for (X). Yurten var den samme, som den han og hans bror Rafael Hendriks, var vokset op i sammen med deres mor i Frøstrup Lejren, og af flere praktiske årsager, endte han med at stille yurten op på Godsbanen, frem for at finde en lejlighed eller et andet sted at bo.

”Dengang var der ikke nær så mange containere, og hele haven her var stort set bare sand, og der var rigtig mange punkere. Så det var praktisk at have gartneren til at bo i haven, så jeg kunne gå ud og sige, at nu var klokken fire om natten, og at der skal også være plads til de barnevogne, der kommer om et par timer, så vi lige skulle fjerne de værste bajere. Så det var af praktiske årsager, men også fordi jeg syntes, det var fedt,” fortæller han.

Der begyndte at komme mange folk forbi Manjusri Hendriks’ yurt, som spurgte ind til, hvad det var. En af dem var Esben Pedersen, der endte med at købe sin egen yurt, som han boede i i en skov i otte måneder.

”Jeg valgte yurten imellem tipien og træhytten, fordi jeg ville ud og bo i en skov. Jeg havde læst Walden af Henry Thoreau, hvor han bor i skoven i to år i et træhus, og det tænkte jeg, at jeg skulle prøve. Så rejste Manju, og jeg fik mulighed for at flytte herind til byen i stedet for,” forklarer han.

Da Manjusri Hendriks kom tilbage fra sin rejse, fik han sin yurtplads tilbage, og Esben Pedersen rykkede sin et par meter, så de to nu var naboer. I foråret fik de så selskab af Karen Rolighed og Rafael Hendriks.

Super-yurt og barndomshjem
Det kan være svært at indrette et rundt rum. De fire, der står nede på Godsbanen, er alle indrettet således, at brændeovnen står i midten og opvarmer hele rummet, mens alle møblerne står ude i kanten. Men væggene er ret lave, så møblerne kan heller ikke være for store, hvilket igen begrænser mulighederne lidt. Det er dog lidt anderledes for Karen Rolighed, som har købt en såkaldt super-yurt, der har lidt højere vægge end de andre, og derfor har hun også kunne få plads til en lille bogreol i sit runde hjem.

”Jeg blev inspireret af Esben. Jeg mødte ham igennem Gro Selv, som er en organisation, Esben står for, som laver alle mulige forskellige events. Der lavede jeg noget med noget te sammen med Esben, og jeg var bare meget fascineret af tanken om at bo i sådan et telt her. Den kvinde, som Esben har købt sin yurt af, havde så nogen til salg, og så bød muligheden sig,” fortæller hun. Også i dagens anledning har hun haft mulighed for at vise sine evner med te, da hun har serveret en hjemmebrygget grøn valnøddete med jasminblomster og kamille for det lille fællesskab.

Mens yurten var en ny og spændende mulighed for Karen Rolighed, så var det et glædeligt gensyn for Rafael Hendriks.

”For mit vedkommende har det været ret trygt, for det er lidt som at bo i mit barndomshjem og genopleve det. Og så er det ret fantastisk at vågne op i et rundt rum,” fortæller han.

At bo i en offentlig park
Der er langt fra de mongolske sletter, som yurten oprindeligt er bygget til at stå på, og til det dynamiske miljø, der er omkring Godsbanen og Institut for (X). Den lille yurtlandsby har derfor også nogen lidt andre vilkår end de mongolske nomader, og det skaber en enestående dualitet mellem det at være indenfor og det at være udenfor.

Det er jo fremmed kultur, der er plantet lige her midt i Aarhus. Det er forståeligt, at folk er nysgerrige på, hvad det lige er. Karen Rolighed

”En af de ting, som er virkelig enestående for det her, er det bratte skel mellem, at man i princippet bor i en offentlig park, eller om man er totalt indelukket i den her konstruktion, som er designet og skabt til en øde slette, og at den så fungerer så godt i en urban kontekst. Når man har lyst til at være social, så er det bare at åbne døren, men når man er herinde, så er man et helt andet sted, fordi der ikke er nogen vinduer udover loftvinduet,” forklarer Rafael Hendriks, og Karen Rolighed kan hurtigt nikke genkendende til det sociale aspekt af deres boligsituation:

”Det er jo fremmed kultur, der er plantet lige her midt i Aarhus. Det er forståeligt, at folk er nysgerrige på, hvad det lige er,” fortæller hun. Hendes yurt er desuden sat op lige ved siden af et jernstativ, som hyppigt bliver brugt af både børn og motionister; børn, som nogle gange ikke lige forstår, at man skal banke på, fordi de tror det er legehuse.

”Også lidt på ubelejlige tidspunkter,” siger Rafael Hendriks, hvilket hele gruppen kan grine af.

Den sociale omgang bliver også yderligere understreget af det arbejdsnetværk, de alle er en mindre eller større del af på Institut for (X). Manjusri Hendriks er uddannet anlægsgartner og ved at læse videre til jordbrugsteknolog, og Rafael Hendriks studerer arkitektur, mens Karen Rolighed bruger sit sabbatår på at udforske huden og duftsansen ved at lave salver. Hun er også aktiv i den grønne NGO ”Gro Selv”, som Esben Pedersen, der er uddannet forretningsudviklingsingeniør, er projektleder for.

”Jeg tror, vi alle sammen har fingre i mange forskellige ting egentlig. Og det er måske også lidt en genganger for mange af de folk, der er hernede på Institut for (X), at man ender med at lave alt muligt mærkeligt,” fortæller Esben Pedersen, og Manjusri Hendriks uddyber:

”Man bliver tit hevet ind eller spurgt, netop fordi man kender sine naboer hernede. På den måde arbejder vi bare sammen på kryds og tværs med alle mulige projekter. Og så er det også oplagt i yurtlandsbyen, at vi laver nogle ting sammen. Esben er projektleder på en masse ting, så han hiver også bare folk ind.”Tættere på jorden og himlen
Selvom de fire yurter er sat op i et urbant og nærmest industrielt miljø med containere, jernstativer og togbaner som nabo, så oplever beboerne, at de føler sig tættere på naturen i deres telthjem. De kan mærke, hvordan vejret er, når de er indenfor, og de er tættere på jorden, mens vinduet i teltets loft, får det til at føles som om, man er tættere på himlen.

”Det er også en af grundene til, at jeg flyttede i yurt; lige præcis det her med, at vejret og jorden kommer så tæt på, imens det stadig er kosmisk forbundet med de helligheder, der er i rummet,” fortæller Karen Rolighed.

”Og nu lyder det måske som om, at man er lidt fjern og hippie, men jeg kan egentlig godt lide den connection, der er med vejret og den ærlighed, der er med konstruktionen. Den er så åndbar, og man ved, hvad den er bygget af. Jeg ved, at det er yakoksefilt, som også nogle gange dufter af yakoksefilt, hvis man ikke har været hjemme i en uges tid. Så kan det godt have sådan en kulturel duft, hvilket jeg synes er ret fantastisk,” uddyber Rafael Hendriks.

Generelt kan hele gruppen hurtigt blive enige om, at de er fans af den måde, yurterne er bygget på. Det er no metal, no concrete, no bullshit. Og når det så begynder at blive koldt udenfor, tænder de bare op for brændeovnen, hvilket nemt holder en god varme i yurten, og gør den til at bo i hele året rundt. Hvordan de klarer sig gennem vinteren er bare ét af de spørgsmål, en yurtbeboer ofte må svare på, men der er flere tvivlsspørgsmål, de ofte støder på.

”Jeg har haft flere venner, som ikke vidste, at det var mig, der boede her, og som har sagt, at de troede, det var et hjemløse telt,” fortæller Esben Pedersen, med en hvis form for selvironi over deres alternative boligform.

”Men det er også det, der er så fedt ved det. Det kan virke som om, det er low living, at man er på bar bund. Men i virkeligheden, så er det bare super,” fortæller Karen Rolighed, og mens hun leder efter det rigtige ord bryder Manjusri Hendriks ind:

”Så er det the life.” 

Det praktiske

  • Alle yurterne får tilført deres eget strømstik, så de har el i teltet.
  • Varmen kommer fra en brændeovn, der står midt i teltet.
  • Yurterne er samtidig bedre isoleret end fx en tipi.
  • Yurt-beboerne benytter sig af det fælles køkken, bad og toilet, der er på Institut for (X).
  • En funktionsdygtig og splinterny yurt koster i omegnen af 60-100.000 kr.

 

Yurtens arkitektur og indretning
På Godsbanen er yurterne indrettet som den enkelte beboer selv har ønsket det, men traditionelt er yurtens arkitektur og indretning inspireret af den tibettanske buddhisme:

  • Den runde form er inspireret af Sasāra-livshjulet med de otte verdener og de fire elementer i midten.
  • Taget bliver holdt oppe af 108 pæle – 108 er buddhaens tal og tallet for én ting, ingenting og alting.
  • Væggene skaber nogle forskellige mønstre, blandt andet livsknuden, som man også kan finde på ydersiden af taget.
  • I midten af teltet står to pæle, som holder taget oppe. Man må ikke gå igennem de to pæle, da det er åndernes sted.
  • Døren vender mod øst, så når solen står op om morgenen, rammer den alteret, som står modsat døren, som det første.
  • Køkkenet står til højre for døren og tøjet samt andre stofgenstande til venstre for døren. På den måde bliver de ikke ramt af solen og evt. beskadiget af lyset.