Du kender måske hendes motiver af Aarhus-ikoner som rådhuset, vandtårnet eller den sneglehusformede nedkørsel i Sallings p-hus. For illustratoren Stine Aamose er det kærligheden til den by, der de sidste 11 år har været hendes hjem, som finder vej igennem pennen og ud på papiret. En kærlighed, som særligt vækkes af byens sorte får og uskønne sider. Af det hverdagslige og undervurderede. Den 33-årige tilflytter fra Mors har fundet et hjemligt helle og en kreativ legeplads ved den mastodontiske, blå kran på Dok8000, hvor byens travle trafik forstummer, og vinden blæser tankerne i gang.

Tekst: Amalie Møller Christensen
Foto: Frederik Angelo

Havnen er et sted, jeg altid vender tilbage til. Jeg er vokset op i Nykøbing Mors ved Limfjorden, hvor der også er meget havn, så min kærlighed til stedet handler nok også om, at det føles lidt ligesom at vende hjem. Jeg føler mig hjemme herude, hvor der næsten ikke er nogen mennesker, og hvor man rigtig kan blive blæst igennem af vinden.

Der er en særlig ro her. De mennesker, der er, har helt bestemte funktioner. De går ikke tur eller lufter hund, ligesom man gør ved stranden. Her arbejder de. Det kan jeg godt lide at se på. Jeg er meget nysgerrig og kan godt lide bare at sidde og betragte folk. For nogle virker det måske koldt med alt det jern og beton, men jeg synes, stedet er smukt på sin helt egen, rå måde.

Kærligheden til byen er omdrejningspunktet for de fleste af mine motiver. Og byen er mange ting. Den er de arkitektoniske perler. Den er marmor og alt det pompøse og prætentiøse. Det er guld og pæne ting. Den er menneskene i den. Men byen er også havnen og alt det rå og industrielle. Byen er også det grimme. Jeg arbejder tit med en anden æstetik, end det, alle nødvendigvis synes, er flot. Jeg kan godt lide udfordringen i at få skønheden frem i det grimme eller uskønne. For mig handler det om at få hele byens identitet ind i hjemmene til folk.

Jeg synes, at kranen er enormt smuk. Den har nogle flotte, grafiske linjer og en enkelhed, der er helt fantastisk. Det er et roligt, tungt væsen, der bare står og ligeså langsomt flytter tunge ting fra ét sted til et andet. Dét er beundringsværdigt. Jeg kunne sagtens sidde og se på den hele dagen.

For mig blev kranerne nærmest levende, da jeg begyndte at tegne dem. De kom til at ligne små giraffer, som vandrede rundt mellem hinanden.

Jeg cykler meget rundt herude om aftenen. Der kan jeg særligt godt lide at være her. Det er lidt mærkeligt, for så er her virkelig øde og mørkt, men det er også det, jeg godt kan lide. Samtidig synes jeg også, det er lidt uhyggeligt. Jeg er panisk angst for at falde i vandet, for hvad hvis jeg nu ikke lige kan huske, hvor kajen stopper? Jeg kan godt være lidt bange for vand, jeg ikke kan bunde i, og jeg kunne aldrig finde på at hoppe i. Men det er også det, der virker dragende på mig.

Det er spændende at gå på opdagelse herude, for der er jo mange steder, hvor almindelige mennesker ikke må være. Men ind imellem har jeg været heldig, at der har stået en låge åben, og så er jeg kommet et helt nyt sted hen og set alting fra en ny vinkel.

Et af mine store forbilleder er Michael Kvium, som arbejder med grimhedens æstetik. Han skildrer jo i virkeligheden bare verden, som den ser ud. Men det meste af tiden vil vi ikke anerkende virkeligheden, som den er. Vi vil hellere se en smuk himmel eller en solskinsdag frem for en regnvejrsdag.

Mit syn på livet er meget realistisk. Det er også det, der ofte kommer til udtryk i mine motiver. Jo mere hverdagsagtigt, det hele bliver, jo mere elsker jeg det. Jeg har et citat, der hedder: ”Der er bedre dage på vej. De kaldes lørdage og søndage.” Folk går hele tiden og venter på noget. At det hele bliver fedt. At det bliver weekend. Men du skal altså arbejde hele dit liv i fem dage om ugen, så du bliver nødt til at forsøge at elske hverdagene. Det er jo dem, der er flest af.

Det er nok også derfor, jeg så godt kan lide havnen. Den er der altid. Den kan man regne med. Kranerne står der bare og flytter sig ikke ud af flækken. Jeg kan vende tilbage dertil, og så ved jeg lige præcis, hvordan der ser ud. Det er der noget trygt ved. Der er så meget forgængeligt i verden, og derfor har man også brug for noget forudsigeligt ind imellem. Noget statisk og standhaftigt. Og det er kranen her. Den kan man altid gå ned og få en krammer af. Den sikkerhed giver mig en helt enorm ro.

 


DOK8000
Det bynære havneområde, der befinder sig mellem Kystvejen og containerhavnen, kaldes for Mellemarmen og husede tidligere flere store skibsværfter.

Værftsindustrien forsvandt, efter mange år med konkurser og lukninger, helt fra Mellemarmen under finanskrisen i år 2008.

De gamle værftshaller i området befolkes i dag primært af erhvervslokaler og virksomheder. Særligt modeverdenen har fundet vej til havnens rå omgivelser, og tøjkoncernen Hummel holder for eksempel til i den tidligere Ubådshal.

I sommersæsonen er det desuden på Mellemarmen, at de store krydstogtskibe ligger til. Turisterne bliver her budt velkommen til byen med musikalske indslag som eksempelvis Den Jyske Pigegarde og lokale folkedansere.