Du kender ham måske for gavlmaleriet ’Mågekysset’ i Fiskergade eller caféen ’Under masken’ i kælderen af Hotel Royal. Og selvom han er fra Ærø, så er han indbegrebet af en ægte aarhusianer. Kunstneren Hans Krull har en altsigende kærlighed til Aarhus. Han sætter pris på det, der gør byen original, men på samme tid klassisk. Alt lige fra de pompøse, neoklassiske bygninger i Midtbyen til det stikkende nybyggeri på Aarhus Havn. Taget af det luksuriøse Hotel Royal er det sted, hvor han jævnligt finder sin inspiration og lader udsigten finde vej ned på papiret. For deroppe, på øverste etage, får man et anderledes perspektiv, som man ikke finder andre steder i byen.

Tekst: Daniel Christian Skinbjerg
Foto: Ulla Bjulver

HOTEL ROYAL ER ET SMUKT HOTEL, en pendant til D’Angleterre i København. Det har bevaret sit udtryk gennem århundreder. Her er en helt bestemt stemning, der ikke kan sættes ord på. Og så har det sin helt egen sjæl. En sjæl, som man altid vil forbinde med Aarhus. For mig er Hotel Royal enestående. Mest af alt fordi det er prangende uden at være minimalistisk, som så meget andet er nu om dage.

FØR I TIDEN TÆNKTE MAN BYPLANLÆGNINGEN ind, når man skulle finde det arkitektoniske udtryk. Byplanlægningen nu om dage er nærmest ikkeeksisterende. Tager vi blot et kig på havnen, skyder den ene bygning op efter hinanden, uden der er en rød tråd. Bevares, Isbjerget er et flot, arkitektonisk værk, der skiller sig ud. Men at man så vælger at placere tre store betonkasser lige foran er en anden side af sagen.

JEG KAN GODT LIDE AT MALE OPPE PÅ TAGET, fordi man kan tegne mågerne ovenfra. Jeg holder meget af måger. De ligger altid og svæver i luften her i Aarhus. Og så har jeg jo malet Mågekysset, som mange kender. Men mest af alt er her en flot udsigt og fred. Man slipper Midtbyens larm og trængsel.

DET ER EN FORM FOR MANDOMSPRØVE AT KRAVLE HEROP. Jeg voksede op på Ærø, hvor man efter sin konfirmation skulle klatre op i toppen af en skibsmast. Deroppe skulle man så lægge sig på maven og dreje rundt. Det var hamrende nervepirrende. Det kommer jeg altid i tanke om, når jeg er traver herop. Men når jeg placerer mig på min sædvanlige plads, opnår jeg en indre ro, nærmest et zen, hvor behovet for at tænke forsvinder.

MAN ER MIDT INDE I BYEN, men der er stilhed. Bortset fra når kirkeklokkerne slår. Derfor kravler jeg herop engang imellem. Det er sundt at få et andet perspektiv på tingene. Mange af de folk, som vandrer rundt i byen, lægger ikke mærke til de små ting, der gør Aarhus så speciel. De fleste har nok ikke lagt mærke til trolden, der sidder nede på hjørnet og griner op til djævlen på taget af Aarhus Teater.

FØRSTE GANG JEG VAR HEROPPE, var sammen med Jan og Jacob Haugaard i 1989, da jeg fik til opgave at udsmykke kasinoet her på Hotel Royal. Vi gik rundt og tog et kig på indretningen, hvorefter vi besluttede, at vi skulle op på taget for at nyde udsigten. Men det var tæt på at gå galt. Det var snevejr, og på taget var der et tykt isslag, så vi skøjtede allesammen rundt – og Jan Haugaard var nært ved at falde ned!

MIT FORHOLD TIL HOTELLET er helt specielt, da jeg i sin tid var med til indrette en stor del af både det indvendige og udvendige. Man kan vel næsten kalde forholdet for åndeligt. Jeg har lagt en masse tid og sjæl i stedet – og så ligger mit stamsted ’Under masken’ i selvsamme bygning.

 


 

HOTEL ROYAL
Hotel Royal, i hjertet af Aarhus ved Store Torv, åbnede tilbage i 1838. På daværende tidspunkt var der kun et andet indlogeringshus i byen. Det nye hotel opnåede hurtigt en høj status. For en billig betaling kunne man få en opvartning som næppe var set i Aarhus før.

Gennem tiden har hotellet oplevet flere renoveringer, men alligevel har det i store træk beholdt sit udtryk siden starten af 1900-tallet. Både arkitektur og indretning bærer præg af hotellets historie og den neoklassiske periode, som det er bygget i. Hotellet rummer desuden over 300 originale kunstværker.

I dag anses Hotel Royal stadig som et af de mest luksuriøse hoteller i Aarhus midtby. Det er også ofte her, at internationale musikere og kunstnere overnatter, når de besøger det jyske. Af prominente navne nedskrevet i gæstebogen står blandt andre Madonna, Kanye West, Johnny Depp, Axl Rose og – selvfølgelig – Thomas Helmig.

Da Madonna overnattede på Hotel Royal efter en koncert i Horsens tilbage i 2006, fik hun, som tak for besøget, lov til at vælge en gave fra hotellet. Manageren kom dagen efter ned til receptionen og fortalte, at valget var faldet på et Hans Krull-maleri, der hang på et af hendes to værelser. Et maleri Hans Krull husker som det nok største på hotellet overhovedet.