Vi byboere møder dem dagligt, og ofte gør vi vores bedste for at styre udenom. I al slags vejr befolker de trofast byens fortove med deres flyers, store smil og samvittighedsfremkaldende sager. Men hvem er de egentlig, og hvordan er det at være dem, ingen tør se i øjnene? Vi har været en tur på gaden for at face facerne.
Blikkene er stift rettet ligeud. Nogle ryster på hovedet og beklager. Andre lader som ingenting. De tre facere på broen, hvor Åboulevarden og Lille Torv mødes, forsøger ihærdigt at skabe kontakt til de forbipasserende. Bevæbnet med paraplyer, tablets og uanede mængder tålmodighed, trodser de ustadigt vejr og gentagne afvisninger med det formål at indsamle støtte til samfundets svageste. Selvom der er delte meninger om deres erhverv, er de efterhånden blevet en uundgåelig del af bybilledet. Normalt er det dem, der facer os, men hvad sker der, når vi facer facerne?
Luna
Alder: 24 år
Organisation: Amnesty International
Facer i 9 måneder og supervisor i 1 år
Jeg er facer, fordi jeg manglede et job, og fordi jeg går meget ind for Amnesty og menneskerettigheder generelt. Jeg synes også, det er fedt at være udenfor og at være så meget i kontakt med mennesker. Jeg er ret åben og udadvendt generelt. Jeg ville nok ikke være blevet i jobbet så længe, hvis jeg ikke havde siddet på kontor også, for man bliver selvfølgelig træt, når man møder så mange nej’er. Men ja’erne opvejer det. Generelt holder folk faktisk kun omkring tre måneder i facer-jobbet. Så jeg er en af dem, der har været her længe.
Man behøver slet ikke at være den der hyper-facer, der vil give krammere til alle.
Man bliver en god facer, hvis man er sig selv. Så responderer folk meget bedre. Man behøver slet ikke at være den der hyper-facer, der vil give krammere til alle. Det er der mange, der tror. Det handler om at være god til at få øjenkontakt og at have et godt kropssprog, så man virker imødekommende uden at være for anmassende. Det er faktisk nærmest en kunst.
Jeg har både fået diamanter, blomster og andet hyggeligt af folk. Men noget af det bedste er fællesskabet på holdet. Vi giver for eksempel altid hinanden en highfive, før vi starter en vagt. Og så er det fedeste, når man møder en, der bare virkelig synes, det er vigtigt, det man laver. Jeg har da oplevet nogle ubehagelige ting engang imellem. For eksempel kan der være folk, der kalder en alt muligt. Men det er jo ikke mig, de kalder det. Det er jobbet, de er sure på.
Der er mange skøre undskyldninger. ”Jeg skal hjem og skide,” har jeg hørt virkelig mange gange. ”I går jo ikke ind for tortur,” har jeg også hørt et par gange.
Mathias
Alder: 20 år
Organisation: Amnesty International
Facer i 6 måneder
Jeg er facer, fordi jeg havde brug for et job ved siden af studiet. Jeg var til jobsamtale ved et telemarketingbureau, hvor man sidder og ringer folk op. Det brød jeg mig overhovedet ikke om. Jeg ville gerne have et job, hvor der var kontakt til andre mennesker. Så kom jeg til jobsamtale hos Amnesty International ugen efter. Jeg fik et indtryk af, at det var et rigtig fedt arbejde. Mest fordi at, til forskel fra når man snakker i telefon, så møder man her folk ansigt-til-ansigt. Det, synes jeg, er lidt nemmere.
Min bedste åbningsreplik er, at vi står med en underskriftindsamling for mennesker i nød. Det er en klassiker, men den siger sig selv. Det er til et godt formål.
Man skaber kontakt til folk ved at tiltale dem fornemt. Det synes de fleste er fint, og så kan man godt snakke med dem. Nogle gange i hvert fald.
Midt på gaden. Der stod jeg så og blev velsignet i 20 sekunder.
Man bliver en god facer ved at omtale folk med respekt. Det hører med, at man tiltaler folk ordentligt. Det gør det også nemmere at skabe kontakt. Man skal møde folk med et smil.
Min sjoveste oplevelse var, da jeg mødte to unge fyre, som jeg lavede en aftale med. De ville gerne skrive under på den betingelse, at de måtte velsigne mig. Midt på gaden. Der stod jeg så og blev velsignet i 20 sekunder. Det var meget mærkeligt, men også meget sjovt.
Jeg har ikke haft nogle dårlige oplevelser. Men jeg synes, det er træls at møde en person, hvor man kan se på kropssproget, at han eller hun synes, at man er den værste person, de nogensinde har set.
Den dårligste undskyldning, jeg har hørt, var fra en dame, som sagde, at hun skulle til møde klokken 9. Og klokken var altså 13.
Linda
Alder: 23 år
Organisation: Red Barnet
Facer i 2 uger
Jeg er facer, fordi jeg var salgsassistent, og jeg rigtig gerne ville ud at sælge mere. Det er lidt grunden til, at jeg står her. Og så blev jeg tilknyttet Red Barnet, fordi de manglede folk.
Jeg spørger altid folk, om de har hørt om os, og hvad de har hørt om os. Det er måden, nogle af os starter samtalen på. Men det kommer meget an på ens personlige erfaringer. Mange gange svarer folk, men når de så har hørt, hvad vi har at sige, lunter de så stille videre.
Den skøreste undskyldning, jeg har hørt, var en, der sagde, at hun skulle nå sit vasketøj derhjemme.
Min sjoveste oplevelse var, da jeg mødte en ældre dame, som var sammen med hendes nevø. De var helt friske, og vi snakkede i over en halv time om løst og fast.
Den skøreste undskyldning, jeg har hørt, var en, der sagde, at hun skulle nå sit vasketøj derhjemme. Det synes jeg, var en virkelig dårlig undskyldning.
Det bedste ved at være facer er, at man får lov til at snakke med en masse søde mennesker. Mange gange er det ældre mennesker, der gerne vil fortælle, hvad de får tiden til at gå med. Det er rigtig hyggeligt at hyggesnakke med dem.
Det værste ved at være facer er, at folk altid går udenom os og begynder at ryste på hovedet i stedet for at sige nej. De fleste gange kommer folk med undskyldninger. De siger, at de ikke har tid, råd eller bare ikke er interesserede.
Tobias
Alder: 23 år
Organisation: Mellemfolkeligt Samvirke
Facer i 1 år
Jeg er facer, fordi jeg synes, det er et vildt spændende arbejde. Der ligger en masse mentalitet i det. Når man får så mange afslag, kræver det en vis mængde positivitet og gå-på-mod at blive ved. Og ikke tage et ’nej’ for et ’nej’, men i stedet tænke at man er kommet tættere på et ’ja’. Den udfordring kan jeg godt lide. Og så har jeg nogle fantastiske kollegaer. Det er et vildt godt miljø at arbejde i.
Min bedste åbningsreplik er at kommentere på det, folk har på. Hvis de for eksempel har nogle fede leggins på eller en flot kjole. Eller fortælle dem det, hvis de bare ser rigtig godt ud. Det får folk til at smile og være mere åbne.
Når man får så mange afslag, kræver det en vis mængde positivitet og gå-på-mod at blive ved.
De bedste oplevelser er, når man møder folk, der er nede i energi og har haft en dårlig dag, men hvor ens begejstring og engagement i det, man laver, kan få dem op i energi. Det har jeg oplevet nogle gange. Det er dejligt.
Der var engang en meget høj mand, der gik forbi mig, og så spurgte jeg, om jeg måtte stille ham et spørgsmål. Så sagde han bare ”2 meter og 10” og gik videre. Det var ret sjovt. Det kunne jeg godt respektere.
Det værste ved at være facer er at se på, hvor mange folk der går med store indkøbsposer og har råd til at købe masser af ting til dem selv. Og når man så spørger om så lidt som 100 kr. om måneden, så synes de ikke, de har penge til det og tror, det vil have betydning for deres livsgrundlag.