Det er barske løjer, når Stine Ilona Eilertzens film ’Et Liv’ fortæller historien om vold i hjemmet set fra børnenes side. En historie, der er så vigtig at få fortalt, at Stine Ilona Eilertzen har samlet 140.000 kr. til formålet gennem crowdfunding og donationer.

Af Brian Mogensen

Vold blandt ægtefæller er desværre ikke noget nyt fænomen. Selvom nyere undersøgelser viser, at ikke kun kvinder er i den modtagende ende, er der andre, som lider. Børnene står ofte på sidelinjen og kigger på.

De seneste opgørelser viser, at omkring 29.000 børn oplever vold i hjemmet hvert år. Den tragiske virkelighed er dog, at det reelle tal nok i virkeligheden er dobbelt så højt. Det er den gruppe, der aldrig bliver hørt. Men hver eneste dag året rundt tjekker seks børn ind på et krisecenter i Danmark. Og selvom mange af børnene ikke er målet for volden, har psykologer vurderet, at traumatiseringen er lige så slem hos dem, der bare er tilskuere.

Det er den historie, som Stine Ilona Eilertzen vil fortælle med filmen ’Et Liv’. Aarhus Panorama møder den 39-årige kaospilot hjemme i lejligheden tæt på Harald Jensens Plads tilbage den dag, hvor hun og filmholdet har afsluttet optagelserne. Nogle af scenerne fra filmen foregår i hende og kærestens hjem. Et hjem med bøger, pæne møbler og designerkaffe. At Stine Ilona Eilertzen har valgt filme i sin lejlighed er ikke noget sammentræf.

”Vold i hjemmet finder ikke kun sted i de socialt belastede områder. Det er også et problem blandt akademikere og folk i gode og vellønnede stillinger. Børnene reagerer ens, uanset om de er fra det ene eller det andet lag i samfundet. Det er den historie, jeg vil fortælle med ’Et Liv’. Hvordan det er at vokse op med vold som en del af hverdagen.”

Kamera i børnehøjde
For at forstærke filmens budskab har Stine Ilona Eilertzen truffet nogle valg, der får direkte indflydelse på filmen. Blandt andet er alting filmet i 1,20 meters højde, mens kameraet aldrig forlader synsvinklen hos hovedpersonen – en seksårig pige – og dermed oplever seeren kun det, barnet oplever.

”Det handler om at holde kameraet i børnehøjde. Det trækker tingene ned i en højde, som de færreste er vant til, og det forstærker fornemmelsen af at se tingene gennem barnets øjne. Det er jo det, filmen handler om. Hvordan det er, at være et lille menneske, der vokser op med vold som en del af sin dagligdag.”

Stine Ilona Eilertzen har en meget klar vision for, hvordan filmen skal være. Den er et projekt, hun har arbejdet på siden 2007. Idéen er kommet efter, at hun i en periode arbejdede i Dannerhuset i København som frivillig. Dannerhusets krisecenter huser kvinder, der er flygtet fra en voldelig situation i hjemmet. Som oftest er der tale om kvinder med børn.

Finansieret via Facebook
Filmen ’Et Liv’ varer cirka 30 minutter og, er blevet produceret for midler, som Stine har skaffet via såkaldt crowdfunding. Et forholdsvist nyt koncept, hvor folk via nettet kan støtte med både store og små beløb uden at forvente at få andet tilbage end viden om, at man har været med til at få et projekt til at lykkes.

Kickstarter og Boomerang er navne på portaler, hvor man kan støtte digitalt fra computeren derhjemme. Problemet er dog, ifølge Stine Ilona Eilertzen, at disse hjemmesider skal tjene penge på deres tjenester. Derfor valgte hun at klare hele finansieringen af filmen ’Et Liv’ selv.

”Der er så mange mennesker, der er involveret i dette projekt har lagt mange kræfter i arbejdet. D ville virke fjollet at skulle betale noget af al den støtte, vi har fået, til nogen, der bare har stået for en hjemmeside. Derfor valgte jeg valgte at gøre det hele selv gennem Facebook. Så går alle de penge, der er blevet ydet som støtte, til produktionen af filmen. Og vi har faktisk samlet mere end 140.000 kr. sammen. Det er, så vidt vi ved, dansk rekord for en film. Det er vi både beærede over og meget stolte af.”

En Aarhus-produktion
Oveni har det været vigtigt for Stine Ilona Eilertzen, at filmen er en rigtig Aarhus-produktion med aarhusianske skuespillere og crew og, at alle, på nær enkelte frivillige, er blevet lønnet for deres arbejde.

”Det har været et stort arbejde, men folk har virkelig slæbt for at gøre det bedst mulige, og det har været rigtigt dejligt. Det betyder jo også meget for produktionen af filmen.”